ZOO har måttet aflive en chimpanse

3. august 2026

I sidste uge måtte ZOO aflive en af havens chimpanser. Det var en ung han, som i forbindelse med en konflikt med de øvrige unge hanner i flokken pådrog sig alvorlige skader. Skaderne var så omfattende, at ZOOs dyrlæger vurderede, at chimpansen ikke kunne komme sig, og at aflivning var den mest ansvarlige løsning. – Det er altid trist at miste et dyr, men konflikter er en naturlig del af chimpansers sociale liv, hvor de etablerer og vedligeholder flokkens hierarki. I sjældne tilfælde kan konflikterne udvikle sig så voldsomt, at et dyr kommer alvorligt til skade. Det var desværre tilfældet her, siger zoologisk direktør Mads Frost Bertelsen.

Chimpanse i Zoologisk Have København