Gavmild velgører gav 17 millioner kroner: Nu kommer chimpanserne ud

2. maj 2025

Den 16. maj kan man i Zoologisk Have endelig åbnede to skydedøre mellem det indendørs chimpanseanlæg til det nye udendørs anlæg, hvor Havens chimpanser kan komme ud i den friske luft og opleve en helt ny verden. Åbningen bliver fejret af medarbejdere, gæster – og besøg af kulturminister Jakob Engel-Schmidt samt borgmester på Frederiksberg, Michael Vindfeldt. -Anlægget har egentlig stået klar i noget tid. Men vi har med vilje ventet med at åbne, da vegetationen i det grønne anlæg skulle have de bedste betingelser for at gro. Desuden skulle det også gerne blive lunere i vejret af hensyn til dyrene, siger adm. dir i ZOO, Pernille Mehl, der er meget spændt på, hvordan flokken vil reagere, når de kommer ud. -Vi ved jo ikke, om de kommer ud med det samme, eller om de lige skal tage lidt tilløb. Så det bliver meget spændende. Jeg har afsat hele dagen til at nyde synet sammen med vores gæster, lyder det fra direktøren. ZOO kunne for et års tid siden dele nyheden om, at en anonym velgører havde valgt at donere 17 millioner kroner til det nye udeanlæg. En udeanlæg som nu står færdigt som en forlængelse af det indendørs anlæg, der åbnede tilbage i 1986. De nye rammer vil gøre det muligt for de sociale menneskeaber at boltre sig ude i den friske luft og dermed give både dyr og gæster en helt ny oplevelse. -Vi oplever heldigvis en stor interesse for vores arbejde for at bevare verdens truede dyr, og det arbejde er mere relevant end nogensinde. I tilfældet med chimpanserne har det gennem flere år været et stort ønske for os at kunne give dem mere plads at udfolde sig på, men vi har ganske enkelt ikke haft økonomien med os, forklarer direktøren og fortsætter: -Jeg tror, jeg taler på hele Zoologisk Haves vegne, når jeg siger, at vi nærmest ikke kan vente med at se vores chimpanser følge årets sæsoner udefra. Faktisk var det nye udeanlæg en forudsætning for, at vi ville beholde arten her i ZOO, lyder det fra Pernille Mehl. Der er derfor med stor ydmyghed og taknemmelighed, at hun sender tankerne mod den gavmilde velgører, der har valgt at være anonym. - I ZOO går dyrevelfærd og gæsteoplevelse hånd i hånd, og vi arbejder konstant for at udvikle Zoologisk Have i dyrenes favør. For at gøre det, er vi dybt afhængige af de midler, vi får fra fonde, sponsorer og privatpersoner, hvis hjerter banker lige så meget for dyrevelfærd og naturbevarelse, som de gør hos os. På den baggrund kan vi nu gøre en stor drøm til virkelighed her i ZOO, slutter Pernille Mehl. Praktisk info til journalister på dagen d. 16. maj. 09.00: ZOO åbner 10.00: Presse er velkommen: Aftal adgang med Camilla Cornelius på tlf: 30167373 11.00: Kulturministeren ankommer 11.00: Borgmesteren på Frederiksberg ankommer 11.10: Taler fra adm.dir Pernille Mehl, zoologisk dir. Mads Bertelsen og jacon Engel-schmidt 11.30: Dørene åbnes Fakta: -Der bor i øjeblikket 11 chimpanser i ZOO. -Sammensætningen af flokken er tre hunner, to unger, en alfahan og flere betahanner. Sammenlignet med en typisk familiegruppe i naturen er der pt. overvægt af unge hanner i gruppen. I forbindelse med udvidelsen af anlægget vil ZOO diskutere den fremtidige sammensætning med det internationale avlssamarbejde. -Sammensætningen af flokken,der er tre hunner, to unger, en alfahan og en betahan samt en gruppe af unge hanner. Sammenlignet med en typisk familiegruppe i naturen er der pt. overvægt af unge hanner i gruppen. I forbindelse med udvidelsen af anlægget vil ZOO diskutere den fremtidige sammensætning med det internationale avlssamarbejde. -I naturen lever chimpanserne i små familiegrupper, der består af en til to hanner, fem til seks hunner og deres unger. Gruppen slår sig typisk ned i et fast område sammen med andre chimpanser. Disse ”samfund” kan tælle over 100 dyr. -Chimpanser er ikke kræsne og spiser mange forskellige ting. I ZOO får de overvejende grøntsager, da det er sundere for dem end frugt, men også kød er på menuen af og til. -I modsætning til gorillaer, der er vegetarer, jager chimpanser også andre dyr og æder dem. -Zoologisk Have har i mange år forsket i menneskeabernes gener med særligt fokus på chimpanserne. Chimpanser er menneskets nærmeste nulevende slægtninge, og vi deler ca. 99 % af vores gener med dem. Ligesom mennesker kan chimpanser bruge redskaber. F.eks. strå til at fiske termitter med, tyggede pinde til at suge væske op med og sten til at knække nødder med. -Chimpanser kommunikerer med hinanden ved hjælp af lyde, mimik, fagter og berøringer. -En hunchimpanse føder en enkelt unge omkring hvert fjerde år. Drægtighedstiden er otte måneder. I det første leveår sidder ungen primært på maven af moderen, men helt indtil de er fem-seks år gamle, holder de sig meget tæt i nærheden af deres mor. -Vægt: Hanner 50-60 kg. Hunner 30-50 kg. -Kønsmoden: ca. 10 år. Levealder over 40 år. -I adskillige år har ZOO arbejdet hen imod etableringen af et udendørs anlæg, men har manglet de økonomiske midler hertil. Udeanlægget er designet af det danske firma HMJ Design. Byggesum 17 mio. kr.

Chimpanse

Foto: Frank Rønsholt