10. marts 2026
København ZOO er nu Green Attraction-certificeret. En anerkendelse af vores fælles arbejde med miljø og ansvarlig drift. Green Attraction er en bæredygtighedscertificering for attraktioner, som stiller krav til, at organisationer arbejder systematisk med blandt andet energi, ressourcer, affald, indkøb og gæsteoplevelser. Certificeringen handler ikke om at være færdig, men om løbende at sætte mål, dokumentere indsatser og udvikle os i en mere bæredygtig retning. Som en del af processen har vi haft besøg af en officiel auditør. Udover gennemgang af kriterier fik vi mulighed for at fortælle om og vise vores ZOO frem. Vi talte om det stærke fundament, vi står på – det mangeårige miljøarbejde, den ansvarlige adfærd i hverdagen og de mange indsatser, vi arbejder med nu og fremadrettet, herunder affaldssortering, gæsterejse og formidling, biodiversitetscenter og avlsprogrammer. Med certificeringen følger også et fortsat arbejde. Vi arbejder nu videre med konkrete tiltag på de områder, hvor Green Attraction peger på udviklingsmuligheder, og certificeringen hjælper os med at prioritere og strukturere indsatsen fremadrettet. Gæster er derfor altid velkomne til at spørge ind til vores arbejde – bæredygtighed er noget, vi både udvikler bag kulisserne og gerne fortæller om i mødet med dem, der besøger ZOO. Green Attraction-certificeringen er dermed ikke kun en milepæl, men et fælles afsæt for det videre arbejde.
