28. august 2025
Vi byder velkommen til vores seneste firbenede medarbejder! Femårige Mira er blevet en del af ZOOs danske naturbevarelsesteam – og hun har snuden rettet mod en helt særlig opgave: Nemlig at hjælpe med at finde den truede eremitbille. Eremitbillen er en sjælden og truet art, som er beskyttet under EU-lovgivning. I dag findes den kun på 10-11 lokaliteter i Danmark – alle på Sjælland og Lolland. Men forhåbentlig kan Mira med sin vakse næse, hjælpe os med at finde nye levesteder. Hun er i øjeblikket i træning til feltarbejde, hvor hun lærer at genkende og markere duftprøver, der indeholder ekskrementer fra eremitbillelarver – blandt prøver med jord og afføring fra beslægtede billearter. Næste skridt er at lære hende at skelne mellem dufte fra levende larver, pupper og rester af voksne biller. Målet er, at Mira på sigt skal assistere biologer i felten med at finde spor af eremitbillen i naturen. Og Mira er ikke den eneste kollega med poter og pels. 11-årige Merlin er også en del af teamet – han er trænet til at opspore de truede strandtudser og gør et fremragende stykke arbejde. Begge hunde er trænet af Birgitte Lauritzen, som er specialist i specialsøg og blandt landets mest erfarne inden for området. I samarbejde med myndigheder og skovejere er ZOO med til at kortlægge og beskytte de få naturområder, hvor eremitbillen lever. Arten er ikke blot sjælden – den er også en vigtig indikator for naturens kvalitet og spiller en central rolle i vores arbejde med at bevare biodiversiteten. I ZOOs avlscenter opdrætter vi blandt andet eremitbillelarver, som bliver genudsat i den danske natur. Det er afføring fra disse larver, der bruges i Miras træning.