o

Læs seneste nyheder om Sydligt bredsnudet næsehorn

Her på siden kan du læse alle de artikler der er skrevet om Sydligt bredsnudet næsehorn

Læs mere

Facts om Sydligt bredsnudet næsehorn

Vægt / Højde / Levealder / osv..

Læs mere

Nyheder


onsdag 01.11-2017

Fuld fart på næsehornsungen

Der er fuld fart over feltet, når næsehornsungen tager sin daglige løbetur udenfor. Mor Minna holder skarpt øje og følger med, så godt hun kan, når der galoperes i cirkler og plaskes i vandpytter.
Se video af en af ungens sprælske løbeture her.
Læs mere

Se video
mandag 16.10-2017

Næsehornsunge født

Kl. 08.10 mandag morgen gik vandet hos Zoologisk Haves hunnæsehorn Minna, og præcis to timer senere fødte hun en velskabt han-unge. Dagens første gæster havde fundet vej til stalden og overværede fødslen sammen med flere ansatte fra Zoo. Efter en lille halv time, var ungen oppe at stå og klar til at finde sin mors patter for at die. Publikum har adgang til stalden i løbet af efterårsferien. Dog kan der være begrænset adgang, hvis dyrepassere og dyrlæge vurderer, at næsehornene har behov for lidt ro.
Se videoen af hele fødslen her.
Læs mere

Se video


tirsdag 29.08-2017

Pilan flytter hjemmefra

Den 2,5 årige næsehornskalv Pilan er her til morgen flyttet fra Zoologisk Have København. Han skal gå sammen med en flok andre hanner på samme alder i den hollandske safaripark Beekse Bergen
I knap tre uger har næsehornsdyrepasserne trænet med det unge næsehorn. Målet var, at han selv skulle gå i den transportkasse, der fragter ham til Holland. Den korte træningsperiode betød dog, at dyrepasserne endnu ikke havde haft ham i kassen og lukket porten bag ham, så det var en gruppe spændte dyrepassere, der i morges fandt det ekstra gode træningshø frem. Bekymringen blev dog hurtigt manet i jorden, da det unge næsehorn gik direkte ud i transportkassen. Dyrepasserne lukkede lågen bag ham og fodrede ham med store bunker af frisk græs gennem tremmerne. Næsehornet buldrede lidt mod kassens sider, men faldt hurtigt til ro, da dørene lukkede og mørket sænkede sig i kassen. Med til historien hører også, at han allerede mandag fik en svagt beroligende sprøjte, der tager toppen af nervøsiteten. Medicinens virkning strækker sig over tre dage, og næsehornet vil derfor være træt og rolig under hele transporten til Holland.
Pilan blev født i Zoologisk Have i januar 2015 som det første næsehorn i mere end 35 år. I Beekse Bergen skal han gå med en række andre unge hanner, indtil der bliver brug for ham og hans vigtige gener i det europæiske avlsprogram. Pilan har dermed taget første skridt mod en fremtid som avlshan og kan gennem de næste mange år blive far til næsehornsunger i hele Europa.
Læs mere

Se video
torsdag 24.08-2017

Pilan trænes inden flytning

I næste uge flytter den nu 2,5 år gamle næsehornsunge Pilan til Holland, og derfor er dyrepasserne i fuld gang med transportkassetræningen. Se hvordan det går her og kig forbi Zoo i weekenden, hvis du vil opleve Pilan sidste gang inden hans afrejse.
Læs mere

Se video

Facts om Sydligt bredsnudet næsehorn


Navn: Sydligt bredsnudet næsehorn

Videnskabeligt navn: Ceratotherium simum

Vægt: Hanner: 2 - 3,6 tons, hunner: 1,4 - 1,7 tons

Højde: Længde: 3,6 - 4,2 meter, skulderhøjde: 1,5 - 1,9 meter

Levealder: 35 - 45 år

Drægtighed: 515 dage, omkring 17 måneder

Antal unger: 1 kalv

Fødselsvægt: 50 kg

Kønsmoden: Hanner: 10 år, hunner: 6 år

Føde: Græsser og urter

Art: Pattedyr

Der findes i dag 5 nulevende næsehornsarter: Det hvide og det sorte, der lever i Afrika, samt det indiske næsehorn, Javanæsehornet og Sumatranæsehornet, der lever i Asien. Det hvide næsehorn har korte ben og en meget bred nakke. I panden har det to brede horn, hvoraf det forreste er længere end det bageste. Det sorte næsehorns horn er længere og slankere.

Det hvide næsehorns hunner lever sammen i større grupper med deres kalve. De kønsmodne tyre lever alene og kommer kun i kontakt med andre næsehorn, når de skal slås om hunnerne og parre sig. De kønsmodne hanner bruger megen tid på at afmærke deres territorium. De afgiver gødning oven i andre næsehorns gødning, de fejer mærker i træerne med deres horn, skraber med fødderne i jorden og urinerer. En han, der har vundet en slåskamp, slutter af med at urinere på stedet.

Parringen foregår ved, at tyren lægger forkroppen op på koen. Selvom han er meget tung, kan parringen vare op til en time.

I de varme timer midt på dagen opholder næsehornene sig ofte nedsunket i en mudderpøl. Det kolde mudder køler og virker samtidig som et værn mod parasitter og generende insekter.

 

Navn der forvirrer

Der findes to afrikanske næsehornsarter i Afrika - det hvide og det sorte. Men den ene art er ikke mere sort eller mørkere end den anden. De har fået deres navne ved en oversættelsesfejl. Boerne i Sydafrika kaldte det hvide næsehorn "Wijde". Dette lyder næsten som det engelske ord "white" (hvid), men betyder egentlig "bred" og hentyder til, at det hvide næsehorn har en bred mund. Men englænderne oversatte ordet til "white", og således fik det hvide næsehorn sit navn. Og så kaldte man modstykket "det sorte næsehorn".

Plæneklipper og bladplukker

Det hvide næsehorn er tilpasset et liv som græsæder. Den brede mund gør det let for næsehornet at "klippe" græsset af. Når næsehornet samtidig bevæger sig stille fremad med hovedet vippende fra side til side, virker det fuldstændig som en plæneklipper. Det sorte næsehorn er til gengæld tilpasset et liv som bladæder. Overlæben stikker længere ud end underlæben, er spids og meget bevægelig. Den fungerer som en finger, der plukker træernes blade. I dag kalder man også de to næsehornsarter for "det bredsnudede" og "det spidssnudede" næsehorn.

NÆSEHORN I SYDAFRIKA

Zoo er involveret i et projekt om sorte og hvide næsehorn i Pilanesberg Nationalpark i Sydafrika. Læs mere om næsehornsprojektet.

NÆSEHORN I SYDAFRIKA