ZOO København er meget mere end Haven på Frederiksberg, vi er også helt ude i skoven. Rundt om i de danske moser, skove og enge arbejder vi med at genoprette levesteder og bevare dyrearter i en presset natur, hvor små handlinger kan gøre store forskelle.
ZOO arbejder aktivt for at bevare biodiversiteten i de danske skove. Skoven er hjem for mange forskellige dyrearter, hvoraf flere er truede. Når naturen har brug for hjælp, kan vi genoprette balancen ved at flytte bestande, opdrætte og genudsætte dyr for at give liv tilbage til området, hvor levesteder er blevet genoprettet.
ZOO bidrager med opdræt og udsætning af de to truede billearter sort og grøn pragttorbist. Derudover har arbejdet med en tredje art, eremitbillen, allerede resulteret i de første positive avlsresultater.
De danske padder er truede, og derfor arbejdes der med genudsætning af haletudser og små frøer/tudser på udvalgte steder rundt om i landet.
Det er vigtigt, at vi sammen passer på naturen. Vi i ZOO er overbevist om, at vi både har råd og plads til at have en rig natur og biodiversitet i Danmark. Vi skal være et foregangsland og forbillede, der kæmper for reetablering af naturen og biodiversiteten.
Hver gang du besøger ZOO, er du med til at støtte verdens dyr og natur!

Vesterskoven
I Vesterskoven ved Ringsted arbejder ZOO, sammen med lodsejeren, med konceptet Artsrig Driftskov. Arbejdet skal gavne danske arter som stor vandsalamander, perlemorsommerfugle og sjældne biller. Indsatsen bygger på forskning, praktisk forvaltning og mange års erfaring med naturbevarelse. I august 2023 var ZOO med til, at Vesterskoven opnåede FSCs økosystemtjenestecertificering i biodiversitet i samarbejde med Vesterskoven i/s, WWF og Skovdyrkerne. Her var ZOOs fokus at dokumentere, at skoven udover produktionen af træ leverer konkrete positive økosystem-tjenester til gavn for mennesker, planter og dyr. ZOO håber, at dette samarbejde med ambitiøse lodsejere kun er begyndelsen.
Vesterskoven har opnået markant forbedrede resultater i forhold til biodiversitet, hvilket har inspireret andre skovejere til at opnå mere natur i deres skove.
Det handler om at hjælpe naturen, så vi sammen kan genoprette og forbedre dens naturlige økosystemer.

Truede padder
De danske padder er i dag truede, og flere arter er i risiko for at uddø. Derfor har ZOO siden 2002 arbejdet målrettet med at bevare frøer og tudser gennem opdræt og målrettet genudsætning i naturen. Dette arbejde sker i tæt samarbejde med lodsejere, lokale partnere og kommuner, som er med til at sikre egnede levesteder og langsigtede løsninger.
Padder har en vigtig rolle i økosystemet, da de regulerer bestanden af insekter, og samtidig fungerer som føde for andre dyr. Derudover er de vigtige indikatorer, fordi deres følsomhed over for miljøforandringer gør dem til et tydeligt tegn på naturens tilstand. Tilbagegangen i paddebestandene skyldes især ødelæggelse af levesteder, intensivt landbrug og anden menneskelig påvirkning. Det gør ZOOs indsats afgørende lokalt.