o

Hvorfor forsker Zoo?

Forskning er en vigtig del af Zoos arbejde - både som bidrag til at udfylde rollen som kulturinstitution, men ikke mindst som en essentiel brik i arbejdet med bevarelsen af naturens mange dyrearter. Forskning og naturbevarelse går hånd i hånd, og forskningsresultaterne bidrager blandt andet med viden omkring dyrenes samspil i og med naturen, der medfører en bedre forståelse for, hvordan vi bedst bevarer arterne og deres habitater.
 

ZOO SOM ANERKENDT FORSKNINGSINSTITUTION
Forskning er dybt forankret i Zoologisk Have, og udviklingen heraf har gennem det sidste årti taget et kvantespring. Zoologisk Have bliver i dag, både nationalt og internationalt, betragtet som en velkonsolideret og attraktiv samarbejdspartner, der leverer forskning af højeste kvalitet. Denne anerkendelse ses også i de bevillinger, der bliver givet til Zoologisk Haves forskning, som blandt andet har muliggjort etablering af Havens første forskningslaboratorium.

VISION
Zoologisk Have skal bedrive original anvendelsesorienteret forskning af høj kvalitet inden for adfærdsbiologi, zoologisk medicin og populationsbiologi, samt bidrage til grundforskning inden for selvsamme områder, idet projekter der vedrører aktuelle problemstillinger og/eller truede dyrearter prioriteres. Zoos forskning er et redskab til at løse væsentlige aktuelle og generelle problemer og besvare biologiske spørgsmål, som skal publiceres internationalt. Det primære mål med Zoos forskning er at sikre effektiv management af, samt optimal velfærd og sundhed (genetisk, fysisk og adfærdsmæssigt) for, små dyrebestande samt at støtte Zoologisk Haves naturbevarelsesaktiviteter.

FORSKNINGSOMRÅDER
Der kan i princippet arbejdes inden for alle områder af relevans for ovenstående mål, men fokus er placeret på følgende forskningsdiscipliner:

Zoos videnskabelige afdeling

Zoo har lavet denne video, så du har mulighed for at få et indblik i dét arbejde, den videnskabelige afdeling i Zoo hver dag sidder og laver. 

ADFÆRDSBIOLOGI

I Zoologisk Have bruges adfærdsbiologiske undersøgelser primært til at beskrive en dyrearts reaktioner på forandringer i levevilkår eller levesteder, hvilket danner grundlag for optimering af forvaltningen af små dyrebestande i eller uden for de naturlige levesteder.

ZOOLOGISK MEDICIN

Zoos forskning inden for zoologisk medicin foregår primært inden for 4 underdiscipliner: komparativ fysiologi, anæstesi, klinisk medicin og patologi. Hvor projekterne inden for de to sidstnævnte typisk vil være opportunistiske og tage udgangspunkt i konkrete problemstillinger, vil projekter inden for fysiologi og anæstesi ofte være planlagte, kontrollerede undersøgelser.

POPULATIONSBIOLOGI

Zoologisk Have vil primært operere inden for disciplinerne ”conservation genetics” og demografi, og vil sigte efter at benytte avancerede genetiske metoder til at opnå forståelse for, og guide forvaltningen af, dyrebestande i zoologiske anlæg, samt i naturen. Zoo stræber efter at integrere populationsgenetiske studier i nuværende og fremtidige multidisciplinære projekter.

FORSKNINGSSEMINAR

Hvert år fremlægger Zoo, i samarbejde med tilknyttede studerende og samarbejdspartnere, resultater fra de forskellige forskningsprojekter, som Zoo er en del af, til det årlige forskningsseminar.

Læs mere og kom med til forskningsseminar 2017 i Zoo. 

Læs mere og tilmeld

PUBLIKATIONER

Her kan du finde en oversigt over de publikationer, Zoos medarbejdere har været en del af.

Se publikationer