ZOO sætter fokus på inklusion og tilgængelighed for personer med usynlige handicap

27. april 2022

Personer med usynlige handicap, der besøger Zoologisk Have København, kan fra den 30. april få udleveret Solsikkesnoren, hvis de ønsker at signalere til medarbejdere og øvrige gæster, at der kan være behov for ekstra tid, tålmodighed eller hjælp   Zoologisk Have København tilslutter sig Solsikkeprogrammet, hvilket betyder, at medarbejderne trænes, så de ved, hvad et usynligt handicap er, hvad Solsikkesnoren betyder, og hvordan man bedst møder en person, der har valgt at gøre det usynlige synligt ved at bære Solsikken. For personer med usynlige handicap, som for eksempel hjerneskade, epilepsi, ADHD, angst, PTSD, autisme, alzheimers mv., kan det nemlig være stressende eller belastende at være i ukendte omgivelser, og det kan være ekstra svært, hvis man samtidig oplever at skulle forklare sine udfordringer for at skabe forståelse. Det er naturligvis frivilligt, om man ønsker at bære Solsikkesnoren. Solsikkesnoren udleveres uden spørgsmål fra billetsalget og Zooshoppen. Det giver ingen særlige fordele at have Solsikkesnoren på. Man viser blot medarbejdere og øvrige gæster, at man kan have behov for ekstra hensyn. - Selvfølgelig skal personer med usynlige handicap opleve samme tryghed ved at besøge Zoologisk Have som alle andre. Vi håber, at de barrierer, der ellers kan stå i vejen for at komme i ZOO, bliver mindre, siger presse- og kommunikationschef Jacob Munkholm Hoeck. Hos Videnscenter om Handicap er man begejstret: - Med deres indtræden i Solsikkeprogrammet sender ZOO et vigtigt signal om inklusion og tilgængelighed. Det skaber tryghed, når en attraktion så tydeligt signalerer, at man er velkommen, også selvom man kan have behov for ekstra tid, tålmodighed eller hjælp. Den tryghed, det giver at kunne tage Solsikken på og ikke behøve at forklare sig, vil helt sikkert betyde, at flere familier i højere grad vil vælge denne type oplevelser til, fortæller centerchef i Videnscenter om Handicap, Dorte Nørregaard. For yderligere kommentarer eller information, kontakt: Zoologisk Have København – Presse- og kommunikationschef Jacob Munkholm Hoeck, tlf.: 30167373 / mail: jmh@zoo.dk Videnscenter om Handicap - Centerchef Dorte Nørregaard, tlf.: 4092 2764

todo: tilføj alt tekst