19. marts 2026
Onsdag måtte ZOO aflive to unge hanner i løveflokken. Hannerne er født i ZOO i 2024.
Efter samråd med det internationale avlsprogram EAZA blev to hanløver aflivet i onsdags. Zoologisk kurator Flemming Nielsen fortæller om årsagen bag beslutningen:
- De to unge hanner var ved at nå en alder, hvor de ville komme i konflikt med deres far. For at undgå, at dyrene kommer alvorligt til skade, kunne vi ikke beholde dem. Vores største og vigtigste prioritet er at skabe en harmonisk familiegruppe.
Som altid blev der gjort et stort stykke arbejde for at finde et nyt hjem i en anerkendt zoo til de dyr, der ikke længere kan være i flokken. Det var desværre ikke muligt denne gang.
- Netop med flokdyr som løver, hvor der kun er behov for én han, vil det altid være svært at finde et nyt hjem.
Det internationale avlsprogram EAZA har til formål at sikre en genetisk sund og bæredygtig bestand af arter, som er truede i naturen. I dette arbejde er et af hovedprincipperne, at individet ikke må stå i vejen for bestanden.
Du kan læse mere på EAZAs hjemmeside
