Isbjørnene er gået i fødehule – måske er der unger på vej

Der er måske en særlig julegave på vej i ZOO. Efter et vellykket besøg af isbjørnehannen Bill håber ZOO nu på, at de to hunisbjørne er drægtige, og at Haven kan byde velkommen til en eller flere isbjørneunger i december.
I marts fik ZOO besøg af isbjørnehannen Bill, der hurtigt fandt sammen med Havens to hunner, Noel og Linn. Der blev parret flittigt, og nu er spændingen stor: Er der mon isbjørneunger på vej?
Netop nu er de to hunner blevet adskilt, så de hver især kan få fred og ro til at indrette deres fødehuler og forberede sig på en eventuel fødsel. Hvis parringerne har båret frugt, kan en eller flere isbjørneunger komme til verden i løbet af december. Det vil være en ganske særlig julegave for ZOO.
Ungerne har brug for fred og ro
Selvom håbet om små isbjørneunger er stort, må Havens gæster væbne sig med tålmodighed.
Hvis der bliver født unger, vil de tilbringe deres første måneder i fødehulen sammen med deres mor. Her har de brug for fuldstændig ro, mens de vokser sig større og stærkere.
Derfor vil det ikke være muligt at opleve eventuelle unger i juleferien. Til gengæld kan gæsterne forhåbentlig glæde sig til at møde de små nye beboere i løbet af det nye år.
Indtil da krydser vi fingre og håber på, at december bringer en helt særlig nyhed fra isbjørnene i ZOO.
Giv et helt år med oplevelser i julegave
Hvem ved, hvad det nye år bringer hos isbjørnene? Giv dig selv eller en, du holder af, et Zookort i julegave, og glæd jer til flere besøg sammen. Zookortet giver fri adgang til ZOO i 365 dage og er allerede tjent hjem ved tredje besøg.