o

Læs seneste nyheder om Løve

Her på siden kan du læse alle de artikler der er skrevet om Løve

Læs mere

Facts om Løve

Vægt / Højde / Levealder / osv..

Læs mere

Nyheder




onsdag 07.06-2017

Løveunger møder deres far

Det første kuld løveunger blev i dag introduceret til deres far. Det var også første gang siden fødslen for fem uger siden, at hannen blev lukket sammen med hunnen, og det kunne tydeligt ses, fortæller dyrepasser Mette:
 "Der var stor gensynsglæde, da hannen og hunnen blev lukket sammen igen, men så opdagede han pludselig, at der også var en håndfuld unger, han skulle hilse på. Han var henne og skubbe lidt til et par af dem, og det skal han selvfølgelig have lov til. Hunnen skal nok sørge for at sætte ham på plads, hvis han går for hårdt til dem.” Mette forventer, at hannen, hunnen og de fem unger kan gå sammen i anlægget fra nu af, men dyrepasserne holder fortsat øje med, hvordan han håndterer sin nye rolle: ”Hvis han presser ungerne for meget i løbet af dagen, sørger vi for at holde dem adskilt i aften og i nat, men indtil videre går det så fint,” siger Mette.
Allerede om 14 dage får løvehannen igen testet sine evner som far, når næste kuld på fire unger bliver introduceret for ham. Når det møde også er veloverstået, vil hele løveflokken kunne opleves sammen i anlægget henover sommeren.
Læs mere

Se video


fredag 02.06-2017

Løveunger ude første gang

Forårets første kuld løveunger blev i dag lukket ud i solen. De fem unger – tre hanner og to hunner – er fem uger gamle og fulgte i formiddags i hælene på deres mor ud for at møde et talstærkt publikum, der var mødt op for at få de første glimt af Zoos nyeste beboere.
Løveungernes tøvende rundtur i anlægget blev overvåget tæt af hunløven, der flere gange med et let tag i nakken bar en unge tilbage til bagburene for at holde styr på flokken.
Løvekuldet er det ældste af to kuld, der blev født i København Zoo med 14 dages mellemrum. De fem løveunger, der nu langsomt indtager anlægget, skal som det næste introduceres til deres fire halvsøskende, der om ca. 14 er gamle nok til at få deres første rundtur i anlægget. De fem løveunger har således udeanlægget for sig selv de næste dage, mens hannen kun får adgang til anlægget, når ungerne er lukket fra. I løbet af de næste 2-3 uger vil hele løveflokken blive forenet og kan dermed ses i Zoo hele sommeren.
 
Løveflokken består nu af:
Løvehannen. Far til begge kuld løveunger
To løvehunner. Søstre og begge født i København Zoo. Mor til hhv. fem og fire løveunger
Ni løveunger. Seks hanner og tre hunner.
Læs mere

Se video


onsdag 24.05-2017

To kuld nyfødte løveunger

Zoos to hunløver har med fjorten dages mellemrum født et stort kuld unger. Ni løveunger er det blevet til i alt, og her i den første tid opholder ungerne sig i bagburene sammen med deres mødre.
 
I dag var det tid til det første dyrlægetjek, hvor ungerne bliver vejet, kønsbestemt og får deres personlige id-nummer i form af en chip i nakken.
Dyrlæge Tine Mangart Søland havde alle ni unger gennem sundhedstjek og chipning, og hun talte tre hunner og seks hanner. ”Det er ni flotte løveunger i rigtig god stand. De har nu fået deres chip i nakken, og så sætter vi dem hurtigt tilbage til deres mødre igen,” siger dyrlægen.
 
Det første kuld løveunger er fire uger gamle, og de bliver lukket ud i anlægget i begyndelsen af juni. Andet kuld forventes at blive lukket ud ca. fjorten dage senere. I mellemtiden kan du følge løveungerne direkte i stalden via Zoos livestream her.
Mødrene til de ni løveunger er Zoos to hunner, der er søstre, og faren er Zoos hanløve. 
Læs mere

Se video
torsdag 18.08-2016

Ung hanløve til Brasilien

De sydamerikanske zoologiske haver er i rivende fremgang, og deres fælles zoo-organisation ALPZA har underskrevet en samarbejdsaftale med den europæiske zoo-organisation EAZA. Det giver et godt grundlag for at udveksle dyr mellem zoos i Europa og Sydamerika med sikkerhed for god dyrevelfærd. Blandt de første til at tage turen er en af Zoos unge hanløver, der sammen med to unge hunner fra en anden Zoo skal danne grundlag for en ny løveflok i São Paulo Zoo i Brasilien.
Den unge hanløve har været gennem alle de obligatoriske lægetjek, og onsdag den 10. august var han klar til første del af transporten.
Dyrlægerne bedøvede ham med en pil, hvorefter den knap 100 kg tunge løve blev løftet ind i transportkassen. For at sikre, at løven selv kan trække vejret og drikke lidt undervejs, bliver han vækket igen, inden kassen sendes afsted. Dog er han fortsat medicineret med et langtidsvirkende beroligende præparat, der får ham til at slappe af og sove det meste af turen.
Transporten går først til Holland med varevogn, og herfra videre med fly til Brasilien, hvor de to unge hunner venter efter en overstået karantæneperiode. 
Læs mere
torsdag 07.01-2016

Fryser løver om vinteren?

Selvom man ikke forbinder løver med snevejr, er det ikke fordi de fryser. Dog skal der lidt særlige forberedelser af anlægget til, når vinteren melder sig. Når det bliver frost tømmes voldgravene for vand hos de store rovkatte, for hvis det fryser til is er sikkerhedsafstanden til publikum nemlig for lille.
Læs mere

Se video
onsdag 22.07-2015

Løveunger æder kød

Første kuld løveunger er nu rigtigt begyndt at spise kød. Ungerne fodres sammen med løvinderne udenfor og får altid hele stykker kød med ben i. Et godt gnaveben er fuldt af vitaminer, mineraler og kalk, og så er det med til at holde løvernes tænder sunde.
Læs mere

Se video

Facts om Løve


Navn: Løve

Videnskabeligt navn: Panthera leo

Vægt: 120 - 250 kg

Højde: 120 - 190 cm

Levealder: 15 - 20 år

Drægtighed: 3,5 måned

Antal unger: 2 - 4 stk.

Fødselsvægt: 1 - 1,5 kg

Kønsmoden: Hunner: 2 - 3 år, hanner: 5 - 6 år

Føde: Udelukkende rovdyr. Foretrukne byttedyr er zebra, gnu og antilope

Art: Pattedyr

Løven er det eneste kattedyr, der lever i flok. Flokkens størrelse varierer fra nogle få stykker op til 30 medlemmer. Hunløverne er grundstammen i flokken, og alle er i slægt med hinanden. Hunnerne hjælpes ad, når de jager sammen i flok. De kommer i brunst næsten samtidig og deles om at die og passe ungerne, der fødes på samme tid. Det er dette unikke samarbejde, der holder flokken sammen og giver den succes.

Selvom det er hunnerne, der går på jagt og bringer byttet hjem til flokken, er det altid hannen, der æder først. Derefter kommer hunnerne til, og er der noget tilovers, bliver det ungernes tur. Hvis der ikke er føde nok til hele flokken, er det de svageste, der først dør af sult. Det kan virke barsk, men er trods alt bedre, end at alle løver bliver underernærede og dør af sult, fordi de er for svage til at jage. Ungerne kan hurtigt erstattes. Løvinderne har en kort drægtighed. Allerede efter 3,5 måned er der unger igen. Løvernes rangorden kan man også opleve i Zoo, når der i løveanlægget bliver fodret med hele byttedyr, fx kadaveret af en ko.

Hannens opgave er at forsvare flokken og dens territorium. Den store manke får hanløven til at se større ud og fungerer som skjold under kampene med de andre hanner. I parringstiden parrer en aktiv hanløve sig med en hun hvert kvarter flere døgn i træk - på den måde sikrer han, at ungerne bliver hans. 



De unge hunløver bliver som regel i flokken, mens de unge hanner forlader flokken i 2-3 års alderen. Nogle brødre følges ad og danner deres egen lille gruppe. De forsøger herefter at overtage en anden løveflok og jage de dominerende hanløver på porten. En hanløve kan sjældent holde på en flok hunner i mere end et par år - derefter bliver flokken overtaget af en ny, frisk han.