Leopardunge død

Leopardungen, som blev født i september, er desværre død efter at have været svækket i en uges tid.
De seneste mange dage har dyrlægerne kæmpet for at holde den i live, men ungen stod ikke til at redde.
”Det er ærgerligt ikke mindst for den relativt uerfarne mor. Det er dog ikke ualmindeligt, at rovdyrunger ikke overlever den første tid. Det sker både i naturen og i zoologiske haver, men det gør det ikke mindre trist”, siger zoologisk direktør Mads Bertelsen.
Amurleoparden er den sjældneste underart af leopard, og selvom arten er i svag fremgang, er der stadig kun omkring 110 individer i naturen. Derfor er opdræt højt prioriteret af det internationale avlsprogram.