Årets store optælling er netop slut: København ZOO har produceret mere end 119.000 dyr i 2022

25. januar 2023

Det har været et meget positivt år for dyrebestanden i Zoologisk Have. Hver år optæller København ZOO de dyr, der bor i Haven på toppen af Valby Bakke. Optællingen for 2022 efterlader et særdeles positivt ”afkast”, ifølge årsrapport. -En af den moderne zoologiske haves opgaver er at sikre bæredygtige bestande af dyr, der kan inspirere og oplyse vores gæster og ikke mindst tjene som reservebestande, når dyrenes naturlige levesteder trues. I den sammenhæng har 2022 været et imponerende godt år, hvor vi faktisk har ”produceret” mere end 119.000 dyr i alle størrelser, lyder det optimistisk fra zoologisk direktør Mads Frost Bertelsen. Af de større og mere kendte dyr, der har fået unger, tæller blandt andet en flodhest, myresluger samt giraf. Lige op til nytår fødte vores chimpanse Cindy desuden en lille unge til flokken. -Dertil kommer de mange padder og in­sekter, der er opdrættet her i haven og udsat i forbindelse med de vigtige biodiversitetsprojekter, som Zoologisk Have understøtter rundt omkring i Danmark. Her sætter vi bla. tudser og biller ud i deres natur­lige udbredelsesområder for at styrke den eksisterende bestand samt udvide områderne, de kan leve i, lyder det fra den zoologiske direktør. Der er tale om blandt andet strandtudser: (36.135) grønbroget tudse:( 79.000) klokkefrøer: (2.786), grøn pragttorbist (476) sort pragttorbist (108), som ZOO har været leveringsdygtige i. I alt er der i 2022 udsat 118.505 dyr til styrkelse af den danske Fauna.   Optællingen af dyrene i ZOO starter hvert år i december og varer flere uger. Og det er selvfølgelig ikke fordi man året igennem mangler overblik over, hvilke dyr, der bor i Haven, understreger Mads Bertelsen. -Dyreregistrering er naturligvis en del af det daglige arbejde. Det inkluderer alt fra fødsel og død til dyrlægebehandlinger, parringer, og mærkning med chip eller øremærke. I en travl hverdag kan det dog ske, at noget bliver overset. Det bruger vi så årsafslutningen som anledning til at følge op på – lidt ligesom butikker, der laver lageroptælling eller økonomi, der laver regnskab, forklarer Mads Bertelsen og fortsætter: -Dyrebestandslisten er simpelthen en del af vores årsregnskab, og dermed også en status på arbejdet med at sikre bæredygtige bestande af en lang række dyrearter i det internationale avlssamarbejde, som ZOO indgår i. 427 dyr blev sendt videre i avlssamarbejdet i 2022. -Sammenlignet med de 174 dyr vi har modtaget, kan vi glæde os over igen at være netto-producenter som altså giver mere til end vi tager fra fællesskabet, slutter Mads Bertelsen. 

todo: tilføj alt tekst