100 tons frådende forhistorie

16. februar 2021

Tidsrejsen, der tager dig 66 millioner år tilbage i historien, starter d. 10. april, og alle er velkomne. Der er altid noget nyt at opdage i ZOO. Det gælder ikke mindst i 2021, hvor 25 kæmpemæssige dinosaurer indtager den smukke, gamle have. Her kan du møde alt fra den 13 meter høje Brachiosaurus til den otte tons tunge Tyrannosaurus rex, som bider langt hårdere end noget nulevende dyr. Når du går på opdagelse i Zoologisk Have, vil du uundgåeligt løbe ind i de imponerende fortidsdyr, som har slået sig ned side om side med løverne, pandaerne og elefanterne. Det er skaberen af de imponerende dinosaurer fra Jurassic Park-filmene, som står bag de 25 dinosaurer i ZOO. Og resultatet er temmelig livagtigt: De dyr, som uddøde for 66 millioner år siden, er nu vækket til live med alle tænkelige detaljer – og i naturlig størrelse. De ældgamle fortidsdyr er et fascinerende syn, som man ikke lige støder på hver dag. Men de bevægelige dinosaurer er ikke kun for sjov – de kan også gøre dig klogere. Godt nok er pandaerne sultne, men i lyset af dinosaurernes appetit fremstår deres 15-20 kilo daglige bambus som en lille appetizer. Side om side med de enorme dinosaurer vil der være mindre hårrejsende aktiviteter for store og små, for eksempel fossiludgravning, skattejagter og spændende foredrag. Og så kan du selvfølgelig stadig møde alle de dyr, du kender – hvis de altså har overlevet mødet med de nye ”beboere”. Tidsrejsen, som tager dig 66 millioner år tilbage i historien, starter d. 10. april, og alle er velkomne.

todo: tilføj alt tekst