FOOL spiller for panda


Musikstreamingtjenesten Moodagent og Zoologisk Have København indleder et større samarbejde med en eksklusiv oplevelse i ZOO lørdag den 7. december. Her vil Pandaanlægget danne ramme om en live session, når popduoen FOOL spiller for en eksklusiv skare af gæster - og for hanpandaen Xing Er

Når de sidste gæster forlader ZOO den 7. december, tændes lysene i Bjarke Ingels smukke pandaanlæg – og 70 gæster får en helt særlig oplevelse udenfor lukketid. For første gang lægger den arkitektoniske perle nemlig hus til en live session i Bistro panpan, der har udsigt til pandaen Xing Er.

Det er popduoen FOOL, hvis tre første singler er streamet over 50 millioner gange, som sætter stemningen med særudgaver af tracks som Strapped, Worry og Outcast. FOOL spillede for 18.000 feststemte mennesker på årets Roskilde Festival, men i ZOO inviterer de på en mere intim session, når de spiller i Pandaanlægget, hvor deres fans kan komme helt tæt på dem.

”Vi er ikke bange for kontraster, og stemninger og budskaber, der bryder med hinanden. Hvis noget bliver entydigt, bliver det kedeligt – og netop derfor bliver det sjovt at spille i ZOO, som er langt fra vores normale venue.  Vi kan endda se alle reaktioner fra folk, og der er ingen mulighed for at gemme sig. De kommer helt tæt på,” siger FOOL.

I Zoologisk Have glæder kommerciel direktør Christian Higraff sig til at få besøg af FOOL – og over, at Moodagent på linje med stadigt flere virksomheder har fået øjnene op for ZOO som venue, hvor der er højt til loftet:

”Vi rykker hele tiden barren for nye partnerskaber. Vores beliggenhed, vores rammer og vores organisation er gearet til at løfte selv de skæveste ideer. Og vi går til opgaven med lige del entusiasme og alvor – uanset om vi arrangerer Jul i ZOO eller som her, hvor vi forvandler et i forvejen spektakulært anlæg til et venue for en helt unik oplevelse sammen med FOOL,” siger Christian Higraff.

Det er den nye musikstreamingtjeneste Moodagent, som skaber personlige musikoplevelser, der står bag den unikke live session. Det markerer begyndelsen på et større samarbejde med Zoologisk Have i København, som vil give publikum og artister mulighed for at mødes i anderledes rammer, vise nye vilde sider af musikken og give hele live-oplevelsen et twist.

Vil du med? Sådan deltager du i konkurrencen

Download Moodagent app’en og lav din vildeste moodagent-playliste ud fra dit yndlingstrack eller artist.

Når du har lavet din playliste, tager du et screenshot og poster det i begivenheden for arrangementet på Facebook eller deler din playliste direkte fra app’en i begivenheden senest torsdag den 5. december 2019 kl. 18.00. Find begivenheden HER.  

FOOL udvælger herefter de 25 bedste playlister, og vinderne får direkte besked senest fredag den 6. december kl. 12.00.

Hver vinder kan medbringe en ledsager. Aftenen indledes med en lækker middag på den fransk/asiatiske Bistro panpan kl. 18.30.

Klokken 20.00 tændes lamperne i Bistro panpan, og den intime session med FOOL begynder.

Der vil være adgang til ZOO hele dagen for vinderne, men for at deltage i konkurrencen skal du og din ledsager kunne deltage den 7.12.19 fra kl. 18.30. Vinderne har adgang til ZOO hele dagen frem til live-sessionens start. Man skal være fyldt 18 år, eller have en tilladelse fra forældre/værge, hvis man er under 18 år.

Om Moodagent

Moodagent er en musikstreamingtjeneste, der er skabt af og til musikentusiaster. Vi hylder musikken som en vigtig del af vores kultur, dens indflydelse på vores liv og dens evne til at danne fællesskaber. Med afsæt i vores patenterede, AI-baserede musikteknologi skaber vi den mest personlige musikstreaming-oplevelse i fællesskab med brugerne. Sammen vil vi redefinere måden vi opdager, lytter til og deler musik med hinanden.

#musicisours

Læs mere om Moodagent på moodagent.com.