o

Læs seneste nyheder om Humboldtpingvin

Her på siden kan du læse alle de artikler der er skrevet om Humboldtpingvin

Læs mere

Facts om Humboldtpingvin

Vægt / Højde / Levealder / osv..

Læs mere

Nyheder


tirsdag 11.07-2017

Pingviner indtager nyt anlæg

I dag indtog pingvinerne på ny deres anlæg, som de sidste to måneder har været under ombygning. Det er det gamle anlæg fra 1982, tegnet af Landskabsarkitekt Andreas Bruun, der er blevet ombygget, så det kommer både pingvinerne og gæsternes oplevelse til gode.
I naturen bevæger humboldtpingvinerne sig fra havet op på kysten og videre til deres yngleområder længere inde i landet. Terrænet er ikke altid let fremkommeligt, og pingvinerne skal forcere patagoniske Søløver, der okkuperer strandene. Det er netop den situation, der er forsøgt genskabt i det nye anlæg, så pingvinerne bliver udfordret i hverdagen, får optimeret deres kondition og har bedre grundlag for at yngle.
Landdelen i anlægget er udviddet fra 72m2 til ca. 130m2 fordelt på forskellige niveauer. Anlægget er beplantet, hvilket giver dyrene mulighed for at hente græs til isolering af deres redehuler. Hele det gamle anlæg er omdannet til bassin med en større vandoverflade og dybde, for at give pingvinerne bedre mulighed for at få fart på i vandet og kunne dykke ned til bunden for at hente føde.
For gæsten er oplevelsen af pingvinerne blevet bedre både over og under vandoverfladen. Der er lavet et større undervandskig og blevet bygget en platform, hvor gæsterne kan komme tæt på pingvinerne på en ny og anderledes måde.
Ombygningen af anlægget har været mulig på baggrund af en flot donation på 1,3 millioner fra Karen Krieger Fonden.
Læs mere

Se video
søndag 30.04-2017

Nyt pingvinanlæg på vej

Om 6-7 uger vil du kunne opleve et helt nyt pingvinanlæg i Zoo! Takket være Karen Krieger Fonden er fornyelsen af det gamle anlæg blevet mulig og er netop gået i gang. Du kan dog stadig besøge pingvinerne, der i mellemtiden bor i Tapirhuset. Se med her.
Læs mere

Se video
mandag 06.02-2017

10 nye pingviner ankommet

Der er netop ankommet 10 nye humboldtpingviner fra Beauval Zoo i Frankrig. De nye pingviner er hanner og hunner i forskellige aldre, og skal gå i karantæne en måneds tid, før de lukkes ud til resten af flokken i Zoo.
Se ankomsten og det første lægetjek her.
Læs mere

Se video

Facts om Humboldtpingvin


Navn: Humboldtpingvin

Videnskabeligt navn: Spheniscus humboldti

Vægt: 4 kg

Højde: 65 - 70 cm

Levealder: 15 - 20 år

Drægtighed: 35 - 40 dage

Antal unger: 2 æg

Kønsmoden: Hanner: 4-5 år, hunner: 2-3 år

Føde: Fisk og blæksprutter

Art: Fugle

Pingviner lever kun på den sydlige halvkugle. Der findes i alt omkring 20 pingvinarter, hvoraf dværgpingvinen er den mindste og kejserpingvinen den største. Det er kun tre af disse arter, der lever i det kolde klima omkring Antarktis, resten lever i varmere områder.

Pingviner er tilpasset et liv i vandet. Kroppen er strømlinet, vingerne er omdannet til stive luffer, og fødderne sidder bag på kroppen og fungerer som ror. Fremdriften får pingvinerne ved hjælp af lufferne. Fjerdragten er meget tæt og vandskyende, og mellem fjerene er der et isolerende luftlag, der beskytter mod kulden. Til gengæld har pingvinerne helt mistet evnen til at flyve.

Pingviner tilbringer da også en stor del af livet i vandet og kommer kun på land i korte hvileperioder. Det eneste tidspunkt, hvor de permanent opholder sig på land, er i yngletiden og under fjerskiftet.

Humboldtpingvinen er let genkendelig på den sorthvide fjerdragt og er den eneste pingvinart, der har et kødfarvet område omkring næbbet. Humboldtpingviner yngler i mindre kolonier og lægger deres æg i fordybninger i jorden eller i klippehuler. Først når ungen bliver 2-3 år, får den samme fjerdragt som de voksne fugle.

MØD PINGVINERNE

Vær med til at håndfodre Zoos humboldtpingviner, før Haven åbner for andre gæster. Få et særligt indblik i dyrepassernes arbejde og lær om pingvinernes og deres foderplan, når I sammen gør fiskene klar til pingvinerne i Zoos foderkøkken.

BOOK ET MØDE MED PINGVINERNE