Amurtiger


Facts om Amurtiger


Navn: Amurtiger

Videnskabeligt navn: Panthera tigris altaica

Vægt: 100 - 300 kg

Højde: 140 - 280 cm

Levealder: 15 - 20 år

Drægtighed: 3,5 måned

Antal unger: 2 - 4 stk.

Fødselsvægt: 800-1500 gram

Kønsmoden: Hanner: 4-5 år, hunner: 3-4 år

Føde: Stenbukke, hjorte, antiloper, okser, vildsvin, hulepindsvin og fugle

Art: Pattedyr

Biologi

Tigeren lever alene i naturen. Hannen og hunnen er kun sammen i parringstiden, og ser man flere tigre sammen, er det givetvis en hun med sine store unger. Der er dog formodninger om, at netop Amur-tigeren kan leve sammen i familiegrupper på en han og to hunner. Hantigeren kan lugte, når en af hunnerne i hans territorium kommer i brunst. Han opsøger så hunnen og parrer sig med hende. Bagefter skilles parterne, og hunnen er alene om at opfostre ungerne. En tiger opretholder et meget stort territorium. En hantiger kan dække et område, der strækker sig over flere hundrede
kvadratkilometer, mens en huntigers område er lidt mindre. Tigeren har brug for så stort et område for at være sikker på at kunne finde byttedyr. Selvom tigeren har en effektiv jagtteknik, er det kun én ud af 10 jagter, der lykkes, og tigeren skal derfor have adgang til et stort antal byttedyr for at være sikker på at få føde nok.

Tigeren afmærker sit territorium ved at brøle og strinte med urin. Hver dag må tigeren patruljere gennem en stor del af sit territorium for at markere dette, så fremmede tigre får besked om, at området allerede er optaget. Tigeren er specialist i at nedlægge store byttedyr. Man har set tigre nedlægge gaurokser på op mod 900 kg. Tigerens bagben er kraftige og perfekte til spring, og forkroppen er meget muskuløs. Poterne er forsynet med lange skarpe kløer, og tænderne er meget kraftige. Tigerens foretrukne jagtteknik er bagholdsangreb. Den er for tung til at kunne løbe et bytte op. Et mindre bytte aflives med et nakkebid, mens et større bytte kvæles med et fast bid omkring struben. Når byttet er nedlagt, trækkes det i skjul og fortæres - hvis det er stort bytte, kan det tage flere dage.

Verdens største kat

Amurtiger (den sibiriske tiger) er en særlig underart af tigeren. Den er den største og tungeste af alle katte. En fuldvoksen han kan veje over 423 kg og måle over 3,7 meter incl. hale. Den største velvoksne hanløve vejer maximum 270 kg og kan derfor slet ikke måle sig med en fuldvoksen Amur-hantiger.

En af verdens mest sjældne katte

I naturen findes der i dag under 400 eksemplarer af Amurtigeren. For mindre end hundrede år siden fandtes der 100.000 tigre, i dag er der omkring 5.000 individer fordelt på fem underarter i små isolerede bestande. Disse fem underarter er den bengalske tiger (P.t.tigris), den indokinesiske tiger (P.t.corbetti), sumatra-tigeren (P.t.sumatrae), den sydkinesiske tiger (P.t.amoyensis) og Amurtigeren, den sibiriske tiger, (P.t.altaica). Især de sidste fire underarter er stærkt truede.


Huntiger dræbt af hantiger22. mar 2018

Zoologisk Haves ene huntiger blev i dag slået ihjel af hantigeren. Dyrepasserne blev tilkaldt, da en gæst i ZOO så de to tigre i kamp, men da de første Zooansatte ankom, var huntigeren allerede død.

Hantigeren ankom for tre uger siden, og har de seneste 14 dage gået sammen med de to hunner uden problemer. Konflikten kommer derfor bag på divisionschef Lars Holse, der sammen med dyrepasserne har fulgt introduktionen af de tre tigre tæt. ”Tigrene har været gennem et helt normalt introforløb, hvor de først har fået lov at møde hinanden gennem tremmerne og dernæst i anlægget for et par uger siden. Der har ingen tegn været på særlig aggressiv opførsel, og det er desværre ikke til at sige, hvad der har udløst slagsmålet.”

Hantigeren blev efterfølgende lukket ind i bagfaciliteterne, hvor dyrlæge Mads Bertelsen gav ham et eftersyn. ”Han har fået et par skrammer på forpoterne, men ikke noget alvorligt,” vurderer dyrlægen.

Den anden huntiger og hantigeren vil det næste stykke tid gå adskilt, men på sigt skal de gå sammen igen. ”Introduktionsforløbet går tilbage til udgangspunktet, og vi begynder nu helt forfra i forhold til sammenlukning af de to tigre,” forklarer divisionschef Lars Holse. Tigrene vil derfor igen skulle mødes med tremmer imellem, før de kan blive lukket sammen i anlægget. Lars Holse forventer ikke, at hantigeren vil gentage handlingen: ”Alle zoologiske haver oplever, at deres rovdyr kommer i slagsmål, men det sker heldigvis meget sjældent, at det er med dødelig udgang,” siger han og afslutter ”Hantigeren handler ud fra sit instinkt, og det fik altså en fatal udgang i dag.”

Læs mere
Generationsskifte i tigeranlægget02. mar 2018

En stor, russisk hantiger er netop landet i Zoologisk Have København. Han kommer fra Moskva Zoo og som første generation efter to vildfangne tigre, bringer han stærke gener med sig til det europæiske avlsprogram. Ankomsten af den knap fire år gamle hantiger er første led i et generationsskifte hos Zoos tigre, der de seneste tre år har bestået af den gamle huntiger og hendes to femårige døtre. Så snart hantigerens karantæneperiode er overstået, skal de to unge hunner introduceres til hannen, og de vil sammen udgøre Zoos tigerflok.

Som led i generationsskiftet er den gamle huntiger blevet aflivet, og de to unge hunner skal derfor stå på egne ben i mødet med den nye han. Kurator Flemming Nielsen fortæller, at hunnernes første opgave bliver at vænne sig til deres nye roller. ”Den gamle huntiger var ikke længere egnet til at yngle, så nu skal de to unge hunner frem i forreste række. Tidligere har de ladet den gamle hun tage styringen, så det bliver spændende at følge deres udvikling sammen med den nye han,” siger Flemming Nielsen.

Dyrepasser Zaco Sonne har sammen med dyrlægerne taget imod den nye hantiger, og han er godt tilfreds med det første møde mellem tigrene: ”Han går i karantæne i stalden, men har fået mulighed for at hilse på de to hunner gennem tremmerne, og det er gået super fint. De viser interesse for hinanden og udviser ikke aggressiv adfærd, så inden længe kan vi lukke dem sammen udenfor.”

I løbet af weekenden vil de sidste prøver blive analyseret, og hvis alle er fri for parasitter og sygdomme, kan introduceret det allerede blive i begyndelsen af næste uge. Indtil da kan hantigeren ses af publikum gennem glasruden i tigerstalden.

 

  • Tigerflokken i Zoologisk Have København består af to hunner (begge født i København Zoo 2013) og en han (født i Moskva Zoo 2014)
  • Både hantigerens far og mor er såkaldte ’hittebørn’, der er blevet forladt i naturen som helt små og efterfølgende vokset op i en zoologisk have.
  • Tigrene i Zoo er den sibiriske underart amurtiger. Den er den største og tungeste af alle katte. En fuldvoksen han kan veje mere end 400 kg.
Læs mere