
ZOOs ene hanstruds blev her til eftermiddag aflivet af ZOOs dyrlæge. Strudsen havde i konflikt med de to andre hanstrudse forvildet sig ind i næsehornenes anlæg. Her fik den skilt de to næsehornsunger fra deres mødre, hvorefter næsehornene angreb strudsen. Strudsen fik så store skader, at dyrlæge Carsten Grøndahl efterfølgende måtte aflive den. ”Strudsen var så slemt tilredt, at vi besluttede at aflive den med det samme. Den efterfølgende obduktion viste også, at den havde fået flere dybe sår og indre skader, så den var ikke til at redde,” siger Carsten Grøndahl.
Strudsene går til daglig på Savannen i ZOO sammen med giraffer, antiloper, zebraer, impalaer og næsehorn, og i langt de fleste tilfælde lever dyrene fredeligt side om side. ”Hele ideen med et anlæg med blandede dyrearter er netop, at dyrene skal forholde sig til hinanden og omgås hinanden, som de også gør det i naturen. I lørdags havde vi for første gang nogensinde en giraffødsel midt på Savannen blandt de andre dyr, og det kan jo kun lade sig gøre, hvis dyrene har lært at gå sammen. Men det er klart, at når et dyr som næsehornet føler sig presset som i dag, så slår den fra sig, og det fik desværre fatal udgang,” siger Carsten Grøndahl.
Læs mere