Hannen har fået dupper på hornene, og der er skiftet ud blandt hunnerne. De sky impalaer har været i fokus denne uge.
For at undgå indavl har ZOO en fast aftale med Ree Safaripark, og i denne uge var det igen blevet byttedag. To hunner fra Ree kom til København, og ZOO sendte en hun den anden vej.
De første dage går med at falde til blandt de andre hunner og kalvene, og først når flokken har accepteret de to nye hunner, er de klar til at blive lukket ud på Savannen. Det forklarer dyrepasser Brian Stefanski:
"De andre hunner puffer til dem og vil ikke lukke dem ind i flokken til at begynde med. Derfor kan vi ikke lukke dem ud på Savannen, for de nye hunner skal lære af de gamle, hvordan og hvor, de bliver lukket ind i stalden igen. Og det kan de først lære, når de bevæger sig som en samlet flok."
Samtidig med at de to nye hunner forsøgte at falde til, fik den store han sat dupper på spidsen af sine horn. Dupperne skal beskytte både hunnerne og de andre dyr på Savannen i tilfælde af, at han bliver lidt for ivrig med de spidse horn. Det er nødvendigt at bedøve impalaen for at kunne arbejde med hornene, så dyrlæge Mads Bertelsen lagde kortvarigt den sprælske han ned med en bedøvelsespil. To klatter epoxy og en enkelt blodprøve senere stod hannen igen på benene, og hele flokken af impalaer vil i løbet af et par dage igen være at se på Savannen.
Læs mere