o

I halen på makakkerne

Når Zoo tager i felten, handler det ofte om at hjælpe truede dyrearter. Så hvorfor vælger ph.d.-studerende Malene Friis Hansen at følge i halen på de ikke-truede javamakakker dybt ind i den indonesiske jungle?

Af ph.d.-studerende Malene Friis Hansen
Fotos: Dan Säll, Michael Petersen og Malene Friis Hansen

I Baluran National Park på Østjava i Indonesien driver København Zoo et større naturbevarelsesprojekt, der skal sikre, at det spændende område med mange forskellige slags natur og et utroligt mangfoldigt dyreliv bevares. København Zoo har flere ansatte, der holder fokus på parkens truede arter, mens jeg er gået i gang med at kigge på noget helt andet, nemlig javamakakken. En abeart, som ikke er truet, og som ofte ses i områder med mange mennesker, da den godt kan lide den mad og de madrester, der findes i kølvandet af både de lokale beboere og turister. Så hvorfor skal der fokus på den?

Vindue til et økosystem

Javamakakken er et spændende vindue til et økosystem og til livet i en skov. Javamakakken kan finde føde i alle områder – med og uden mennesker. Den opholder sig ofte sammen med andre dyrearter, den deler føde og konkurrerer om føden med andre dyrearter og mennesker, den æder andre dyrearter, og den bliver selv ædt af andre dyrearter. Den befinder sig i naturen, i skove, på savanner og i mangrover, hvor den kan udnytte mange slags planter og dyr, den ses i turistområder og byer, hvor den kan finde menneskemad, og den ses i landbruget, hvor den stjæler af afgrøderne. Så Følger man makakkerne rundt og kigger på deres liv, kan man få meget information om andre dyrearter, plantearter og også om mennesker. Ja, faktisk kan javamakakken fortælle os en del om, hvordan det helt grundlæggende står til med Baluran National Park.

Fodring skaber problemer

Det er bevist, at fodring af vilde aber kan have en stor og negativ effekt: Aberne bliver mere aggressive, både mod hinanden og mod mennesker, og deres antal vokser betydeligt, fordi der er så meget føde. Det er endnu ikke bevist, om fodringen også har en effekt på andre vilde dyrearter og planter omkring aberne. Det er vi nu i fuld gang med at undersøge i Baluran. Projektet går enkelt sagt ud på at sammenligne fødevalg, adfærd og opholdssted hos to grupper af aber; en der fodres af mennesker, og en der ikke gør.

Turistaber

Den første abegruppe, vi besluttede at følge, er den gruppe, der fodres af mennesker. Gruppen lever på en strand, hvor der kommer en del turister. Turister deler ofte deres mad med aberne, og hvis de ikke gør, stjæler aberne maden. Når der ikke er turister, lever gruppen, som abegrupper nu skal, og finder føde i naturen. De lever af planter, insekter, krebsdyr og meget andet. Vores første syn af gruppen er ofte på savannen. Gruppen kaldes Bama og er opkaldt efter den strand, aberne tilbringer det meste af deres tid på. En rigtig paradisstrand med azurblåt vand, grøn mangroveskov og helt hvidt sand. Her kommer mange turister, hvilket ved aberne ved.

Bama-gruppen

Når Bama-gruppen vågner om morgenen, følges de ad til savannen for at søge føde. Man kan altid høre dem, da.de kommunikerer med hinanden ved hjælp af flere forskellige lyde. På den måde kan også de finde hinanden. Ca. kl. 10 hver dag begynder der at komme turister på stranden, og aberne bevæger sig derfor også derhen for at holde øje med turisterne. De ved, hvem det er let at stjæle fra, og hvad der er let at stjæle. For eksempel går de ofte efter plastikposer. De sætter sig også nogle gange stille ved siden af mennesker for at afvente, om de vil dele deres mad. Sådan går deres dag på stranden.

Om eftermiddagen søger de tilbage til savannen for at finde insekter og græs, inden dagen afsluttes i deres sovetræ. Gennem alt dette følger vi dem rundt og observerer, hvad de laver. Vi har nu fulgt dem i flere måneder og kender efterhånden de fleste individer i flokken; både ved udseende og ved adfærd. Vi navngiver dem, efterhånden som vi lærer dem at kende, så vi bedre kan holde styr på dem internt i teamet.

Bama-gruppen indeholder omkring 100 aber, hvilket er meget normalt for en gruppe, der fodres af mennesker, men ikke for en gruppe, der ikke fodres af mennesker. Disse grupper indeholder kun ca. 30-50 individer, ligesom den anden gruppe, vi følger, acacie-gruppen.

Acacie-gruppen

Acacie-gruppen befinder sig dybt inde i skoven i et område, hvor København Zoo er ved at genetablere savanne. Akacie-gruppen er vant til at leve i acacieskov, men snart skal de vænne sig til savanne. acacietræerne her er invasive og skal derfor fældes. Man ved dog endnu ikke, hvad det vil gøre ved de dyrearter, der har vænnet sig til at leve i og sammen med acacie-aberne, så det bliver spændende at se. Formålet med at være her er dog primært at lære mere om, hvordan makak-grupper, der ikke fodres, lever her i Baluran. Hver dag går vi ad stier ind til akacie-gruppen for at finde dem. Nogle gange lykkes det, andre gange ikke. Heldigvis har vi nu en GPS-sender på en hun fra akacie-gruppen, så om mandagen og om torsdagen, når der er VHF-signal, kan vi altid finde dem. Denne hun hedder Sweet Pea, og hun hjælper os med at forstå gruppens bevægelser.

GPS-sendere

Lige nu sidder jeg tilbage i Danmark og ser på Google Earth. Mit team har uploadet data fra acacie-gruppen ved hjælp af den GPS-sender, Sweet Pea har på. Det betyder, at jeg kan sidde i Danmark og følge Sweet Pea og resten af acacie-gruppens bevægelser og dermed følge med i, hvad der sker dernede. Jeg får endda information om hendes aktivitet og om temperaturerne rundt om hende. Lige nu er det 39 grader om dagen og 31 om natten. GPS-senderne er meget små og passer rundt om makakkernes hals. Deres vægt og størrelse passer til aberne, og de indstilles til den individuelle abe, når vi har aberne bedøvet hos os. Som erhvervs-PhD-studerende skal man skiftevis ud at forske og hjem igen for at følge sin virksomhed. Jeg er glad for, at jeg har et godt team på jorden i Baluran, som består af min projektleder Ventie Angelia og to specialestuderende fra KU, Signe Ellegaard og Maria Morild Møller.

 

Der skulle dog en helt specielt mand til for at få makakkerne bedøvet og få påsat senderene. Carsten Grøndahl, Zoos dyrlæge, rejstei september ned til os i 14 dage sammen med sin kone Monica. Deskulle hjælpe med at sætte sendere på flere dyr - her blandt vores makakker. Det tog et par dage at forberede alt, og derefter gik det over alt forventning. Fire aber fik sendere på. To hunner fra Bama-gruppen og to hunner fra acacie-gruppen. Utroligt spændende og banebrydende, og vi brugte to forskellige metoder til at fuldføre det.

 

Hos Bama-gruppen tog vi efter et par fejlslagne forsøg et gammelt bur og satte det op på Zoos projektbils lad. Vi satte foder ind i og afventede. Få minutter efter var en abe fanget i buret. Den blev bedøvet, senderen påsat på. Dette var Bulu. Efter Bulu gjorde vi det samme igen, og så sad Lilly i fælden. Bulu var en anelse nervøs, men klarede det fint. Lilly derimod var fuldstændig ligeglad og fortsatte med at spise, indtil hun faldt om af bedøvelsen. Begge blev sat fri lige bagefter og løb selv derfra. En meget succesfuld dag. I starten var aberne meget forvirrede over, hvad der nu var omkring deres hals, men allerede i løbet af et par dage var de faldet til ro og havde accepteret senderne.

Tusmørkejagt

Dagen efter var det acacie-gruppens tur. Her var vi nødt til at gøre det på en anden måde, da denne grupp ikke er vant til mennesker eller til at blive fodrede. Vi ventede derfor, til tusmørket faldt på, hvor disse aber går op i deres sovetræ. Vi parkerede bilen lidt væk og lyttede efter dem, derefter gik vi ud på deres område og ledte efter dem. Da vi havde fået øje på dem, omringede vi dem, hvorefter de flygtede op i træerne. Javamakakker flygter altid opad. Herfra kunne Carsten så få sigte på en hun ca. 20 m oppe i træet og bedøve hende med et gevær fra jorden. Ret sejt. Da aberne var bedøvet kravlede vores lokale helt Pak Misro op i træerne og kastede aberne ned til os i et tæppe. Derefter var det i huj og hast om at få påsat sendere. Herefter blev de sat fri igen. Her hos acacie-gruppen tog det to aftenener, da vi kun kunne tage én abe per aften. Den første var Sweet Pea; derefter fangede vi Carmine. Teamet bestod af 10 hårdtarbejdende mennesker. Vi havde også en journalist og en filmfotograf med.

 

Vi var utroligt glade for denne succes og for Carsten og Monicas hjælp. Desværre måtte vi efter en måneds tid aftage to af senderne, da grundet batterierne var dårlige (Lillys og Carmines) Vi skal af samme grund også have fjernet det tredje (Bulus). Heldigvis sidder Sweet Peas stadig, som den skal, og den sender uvurderlig information til os. Vi håber på at få repareret to af de tre dårlige sendere og få dem genpåsat i Bama-gruppen.

 

Mit PhD-projekt om aberne kører fra 2016 – 2019 Jeg håber, I vil følge med hele vejen.

Teamet i Baluran er lige blevet færdig med en populationsoptælling, som jeg skal have analyseret. Og fremadrettet skal vi ud og følge aberne meget mere og observere deres adfærd. Til foråret skal vi fx finde ud af, om aberne æder æggene fra den kritisk truede sort-vinget stær.

Så vi er slet ikke færdige endnu. Jeg holder jer opdateret her på hjemmesiden.

 

Tak fordi I læste med.