o

Zoos nye legeplads er nu åben!

50 børn fra Dyssegaardsskolen stod sammen med en stor flok af Zoos yngste gæster klar i morges kl. 9.30, da Frederiksberg viceborgmester Jan E. Jørgensen og administrerende direktør i ZOO Jørgen Nielsen indviede den nye legeplads.
Både viceborgmesteren og Zoodirektøren lagde i deres taler vægt på, at nok var den gamle legeplads behæftet med nostalgi og gode minder, men efter mere end 30 år og slid fra generationer af børn, var tiden nu inde til en solid opdatering.

Jan E. Jørgensen nåede lige at fortælle, at den gamle løbebane og kaninhøjen består, mens resten af legepladsen er helt ny, før en dreng i forreste række bad om ordet. Viceborgmesteren rakte mikrofonen til ham og utålmodigheden fik nu luft: ”Hvornår klipper du den SNOR?” lød spørgsmålet.
Snoren blev klippet, og endelig kunne de første børn mase sig forbi viceborgmesteren, henover kaninhøjen og ind på den helt nye legeplads. Her kan man lege jorden er giftig og komme hele legepladsen igennem uden at røre jorden. Det kræver dog, at man tager store spring henover drabelige krokodiller og flodheste og flyver gennem luften på den nye svævebane. De allermindste kan tumle rundt i småbørnsafdelingen, hvor der som noget nyt er et bygget en vandtrappe, hvor man kan lave dæmninger og lade små både sejle ned ad strømmen.

Legepladsen er blevet navngivet efter en afstemning blandt Zoos 100.000 Facebookbrugere. Navnet blev ZOOFARI LEGEPLADSEN.

NU ER KØBENHAVNS VILDESTE LEGEPLADS ÅBEN

BESØG ZOO OG PRØV LEGEPLADSEN

Langt om længe kan vi byde indenfor til Zoos nye flotte legeplads i Børnezoo. Legepladsen er fyldt med sjove aktiviteter for børn i alle aldre - nok til timevis af sjov med udsigt til Savannens dyr på den ene side og de forårsspringende gedegid til den anden. 

Kom forbi Zoo i påsken og oplev den nye legeplads! 

Følg byggeriet af legepladsen

Zoos nye sjove legeplads venter lige om hjørnet! Vi glæder os til at byde jer indenfor til påske, hvor legepladsen er klar til timevis af sjov, leg og læring. 

Her er de første billeder fra legepladsen - du kan se at de er i fuld sving med at gøre den legeklar til forårets komme. Vil du læse mere om legepladsen, kan du nedenfor se en illustration og læse oversigten over hvad den nye Safarilegeplads byder på af spændende ting. 

Zoos nye Safarilegeplads

Til påske åbner vi en ny version af vores højt skattede legeplads

Zoos legeplads i Søndermarken har siden sin start i 1985 været et kæmpehit blandt Havens gæster. Børn og barnlige sjæle har i snart 33 år leget viden ind om kaninernes verden - og løbet om kap med geparder og mus. Den generation af gæster, der i dag tager deres unger med, er selv vokset op med ”Kaninbyen” og har prøvet at blive væk i labyrinten.

Og skønt meget er slidt helt ned nu, holder mange af tankerne omkring Børns leg i Zoo fortsat. Vi arvtager en legeplads, der er bygget på stor indsigt om biologiske sammenhæng, og hvordan disse kan leges ind.

Så som del af Zoo Vision 2020 leverer vi nu de sjove og lærerige legeoplevelser i en ny sammenhæng. ”Kaninbyen” afløses af en afrikansk ”Zoo-safari”– omgivet af de rigtige afrikanske dyr på alle sider. Og selvfølgelig stadig med den ikoniske kaninhøj og løbebane: for både kaniner og hurtige geparder hænger sammen med Afrika.

Oplevelsen starter allerede ude på pladsen foran højen. Med levende næsehorn, giraffer og impalaer på din højre side er du ankommet til Zoo-safarien. Du kan fortsat gå igennem kaninernes underjordiske verden. Eller du kan nu vælge at følge det mystiske dækspor, der baner sig henover højen.... hvad mon der venter på den anden side?

Tigerlegepladsen

Zoo har en tigerlegeplads ved tigrene. Hør projektkoordinator Katrine Friholm fortælle om legepladsen, hvor der blandt andet er en jeep, en hytte, en hængebro, den hemmelige sti og mulighed for at klatre på tigre i naturlig størrelse.

Kængurulegepladsen

Hop op i pungen på kæmpekænguruen af træ, og få eventuelt nogen til at tage et billede af det. 

Rid på den trinde træwombat og prøv at grave i sandkassen med Zoos minigravko.  

Bjørnegrotten ved bjørnene

De brune bjørnes gamle anlæg er blevet omdannet til en klatrehimmel for børn.

I modsætning til før i tiden, hvor skriften " Forsigtig! Kravl ikke op" advarede begejstrede publikummer om faren ved at falde ind over hegnet, står her nu: Vær modig! Kravl gerne op!

I Klippevæggene er fastgjort små udspring, så børnene kan gribe fat og sætte fra, mens de arbejder sig rundt i anlægget.

Gulvet er beklædt med gummiasfalt, som tager toppen af de værste slag og stød, hvis børnene skulle falde ned.  

 

BØRNEZOO

I Børnezoo kan børnene fx klappe en ged eller blive sminket som en tiger. De kan også være heldige at opleve pony- eller griseagility eller se, når dyrepasserne går tur med lamaerne. 

Det er altid muligt at komme helt tæt på grise, ponyer og køer i Børnezoo. Her kan børnene også følge med i hønsenes udvikling fra æg over kylling til høne. I kaninstalden kan de se forskellige racers variation i størrelse.

Hop ind til gederne

I Afrika holdes den afrikanske dværgged som husdyr på grund af kødet, som spises. Zoo bruger dværggederne som klappedyr.

Gederne kan godt lide kontakten med børnene.

Den afrikanske ged er en hårdfør lille ged, og får den nok af klapperiet, går den bare ind i stalden, hvor børn ikke har adgang.

Gederne må ikke fodres. Det sørger dyrepasserne i Zoo for.

SLIP PILFINGRENE LØS I ZOOLAB

I Zoolab kan børnene komme tæt på insekter, lære om dyr og klippe, tegne eller støbe i gips i Zoos værksteder.

Laboratoriet er åbent i weekender, ferier og på helligdage.

 

SMINKETEATRET


Sminketeatret tilbyder ansigtsmaling til børn og voksne. Det koster DKK 60 at blive malet som fx en tiger, sommerfugl eller sørøver. Sminketeatret har åbent på papegøjepladsen ved Tropezoo samt i Børnezoo i weekenderne kl. 10-15.

I tilfælde af koldt eller vådt vejr trækker Sminketeatret indendørs i Tropezoos foyer - eller pakker sammen og lukker.

Sminketeatrets hjemmeside

ZOOCAMP


Giv dit barn en oplevelse ud over det sædvanlige! Zoo afholder lejr for børn i løbet af året, f.eks. i påskeferien og sommer- og efterårsferien. I 2017 holder vi sommerlejr for børn på 8-10 år i uge 27, 28 og 30. Børn på 11-12 år kan komme på lejr i uge 31, i uge 29 kan børn i alderen 13-14 år prøve kræfter af i Zoo og de 6-8-årige kan komme på endagslejr på udvalgte datoer i løbet af året.  

Læs om Zoocamp

FØDSELSDAG I ZOO


I Zoo holder vi fødselsdag for børn i alle aldre: 4-6-årige kan blive dyredetektiver, 6-12-årige kan møde kryb og kravl, mens 8-12-årige kan prøve kræfter med rollen som dyrepasser i Tropezoo.

Hold fødselsdag i Zoo

BLESKIFT OG BABYMAD

Du er altid velkommen til at amme dit barn i Zoo. Der findes en ammekrog i Restaurant Provianten med en mikroovn til at varme babymad og sutteflasker. Det er også muligt at købe babymad på glas i Provianten.

Zoo har toiletter med puslebord ved Primaternes Verden, Tropezoo, Børnezoo, Elefanthuset, i Den Arktiske Ring og i Restaurant Provianten. 

Find puslerum