o

Læs seneste nyheder om Østafrikansk zebra

Her på siden kan du læse alle de artikler der er skrevet om Østafrikansk zebra

Læs mere

Facts om Østafrikansk zebra

Vægt / Højde / Levealder / osv..

Læs mere

Nyheder


tirsdag 03.10-2017

Ung zebrahingst på Savannen

Zoos nye zebrahingst blev i dag lukket ud på Savannen for første gang. Her fik han mulighed for at lære de nye omgivelser at kende, før resten af flokken blev lukket ud til ham. Og det er der en god grund til fortæller dyrepasser Jesper Jacobsen: ”Når først hunnerne kommer ud, vil de sætte ham på plads og vise ham, at det indtil videre er dem, der bestemmer. Så han skal vide, hvor han kan løbe hen, hvis de bliver for hårdhændede.”
Der gik dog ikke lang tid, før Jesper besluttede at lukke de andre zebraer ud, da zebrahingsten hurtigt blev en anelse for kæk. ”Han har allerede forsøgt at hoppe ind til girafferne, og han er også meget interesseret i surikaternes anlæg, så nu må vi hellere lade hunnerne komme til,” sagde Jesper og lukkede kort efter de to hopper og deres store føl ud på Savannen.  Zebrahingsten søgte straks hen mod flokken, der modtog ham med bid og sparken fra bagbenene. ”Det er helt naturligt, at førerhoppen sætter sig i respekt med det samme. Men når hun har fået sit næste føl og kommer i brunst igen, så skifter rollerne,” fortalte Jesper, der regner med at den unge hingst akkurat når at blive kønsmoden til hoppernes næste brunst. ”Til den tid vil de betragte ham med helt andre øjne, og så rykker han op i hierarkiet. Men de næste måneder må han leve med at befinde sig lidt i et limbo,” slutter Jesper.
De øvrige dyr på Savannen – flodhest, struds, impala, sabelantilope, giraf og næsehorn – forventes at modtage den nye zebra mere afdæmpet. For dem er det blot endnu en zebra i flokken.
Læs mere

Se video
tirsdag 05.09-2017

Ny zebrahingst ankommet

Snart får zebraflokken på Savannen et nyt friskt pust. Der er nemlig ankommet en ung og kåd hingst fra Emmen Zoo i Holland, som skal gøre hopperne selskab, når hans karantæneperiode er slut om et par uger.
Læs mere

Se video

Facts om Østafrikansk zebra


Navn: Østafrikansk zebra

Videnskabeligt navn: Equus burchelli boehmi

Vægt: 220 - 250 kg

Højde: Skulderhøjde: 125 - 135 cm, længde: 240 cm

Levealder: 20 - 30 år

Drægtighed: 12 måneder

Antal unger: 1 stk.

Fødselsvægt: 30 - 35 kg

Kønsmoden: 2,5 - 3 år

Føde: Græsser

Art: Pattedyr

Striber der skjuler?

Man har længe spekuleret over, hvilken funktion zebraens stribede mønster har. En af teorierne går ud på, at striberne virker som camouflage i den flimrende varme. En nyere teori går ud på, at striberne har to funktioner: Når zebraerne er sammen i flok, opløser de mange striber formerne på de enkelte dyr, og rovdyr har derfor svært ved at koncentrere sig om det enkelte byttedyr. Desuden kan zebraerne genkende hinanden på mønstret, fuldstændig som vi kan genkende de enkelte zebraer ud fra deres mønster.

Biologi

Der findes tre zebraarter: Bjergzebraen og Grevy-zebraen, der begge er truede arter, samt den mere almindelige steppezebra. Der findes flere underarter af steppezebraen, og Grants zebra er én af dem. De forskellige arter og underarter kan skelnes på det stribede mønster. Inden for den samme art er der heller ikke to zebraer med ens striber, og individer identificeres ud fra mønsteret, ligesom vi kan identificeres efter vores fingeraftryk.

Zebraer lever i familiegrupper med en hingst, 4-6 hopper samt deres føl. Dyrene i gruppen er tæt knyttet til hinanden, og dør hingsten, holder hopperne stadig sammen. De enkelte familiegrupper opholder sig ofte i nærheden af andre famliegrupper, og det giver indtryk af, at zebraerne lever i store flokke.

Zebraerne vandrer sammen med mange af de andre græsædere over de store savanneområder. Når det nye græs er vokset op, æder zebraerne af de lange dele af græsset. Efterfølgende kommer gnuerne, der æder det korte græs, og til sidst kommer gazellerne og antiloperne, der udelukkende æder det nyspirede græs i bunden af græsdækket.