o

Læs seneste nyheder om Struds

Her på siden kan du læse alle de artikler der er skrevet om Struds

Læs mere

Facts om Struds

Vægt / Højde / Levealder / osv..

Læs mere

Nyheder




mandag 14.08-2017

Fremmede fugle flytter ind

Tre strudsebrødre blev i dag introduceret til resten af Zoos savannedyr
 
Dyrepasser Jesper Jacobsen begyndte dagen med at strø bunker af frisk græs strategiske steder på Savannen i Zoologisk Have. ”Strudse er græsædere, men det er nu ikke så meget for deres skyld, jeg lægger det ud. Når de andre savannedyr bliver lukket ud, vil de søge hen til det friske græs, og så er der lidt mere ro på flokken, mens de ser strudsene an,” siger Jesper. Han lukker derefter de tre strudse alene ud på Savannen for første gang, for at de langsomt kan vænne sig til de nye omgivelser. ”Strudsen er et flugtdyr, og når de andre dyr kommer ud om lidt, vil de måske forsøge at stikke af. Og så er det vigtigt, at de har en idé om, hvor de kan løbe hen, så de ikke kommer til skade.”
 
Efter en time alene på Savanen er det tid til at lade zebra, impala, sabelantilope, giraf og næsehorn møde de tre nye fugle, og det friske græs virker helt efter hensigten. Mens strudsene flakser omkring og tager et par sprint op ad bakken, tygger de øvrige dyr roligt løs. Efter at have spist er girafferne og den ene zebra de første til at opsøge fuglene, men de får ikke lov at komme ret tæt på, før strudsene stikker i løb. ”Jeg var mest bekymret for mødet mellem zebra og struds. Zebraerne er lidt ligesom hunde, så hvis noget stikker af, er det sjovt at løbe efter. Men det er gået rigtig godt og uden alt for meget panik hos fuglene,” siger Jesper.
 
De tre strudse er brødre og kommer fra Kolmårdens Dyrepark i Sverige. Her er de vokset op blandt andre savannedyr, så strudsene har erfaring med at omgås andre dyr. ”Det er klart en fordel, at de også tidligere har forholdt sig til andre arter, så jeg forventer at de hurtigt finder deres niche på Savannen. Men de skal nok få skabt masser af liv,” slutter Jesper, mens strudsene har søgt op på Savannens højeste punkt.
Læs mere

Se video
fredag 11.08-2017

Strudse klar til at forlade karantænen

Tre strudsebrødre er ankommet fra Kolmårdens Dyrepark i Sverige, og mandag er de klar til at møde resten af dyrene på Savannen. Dyrepasser Jesper Jacobsen fortæller her, hvad der kommer til at ske.
Læs mere

Se video

Facts om Struds


Navn: Struds

Videnskabeligt navn: Struthio camelus

Vægt: Op til 135 kg

Højde: Op til 2½ meter

Levealder: 20-30 år

Antal unger: 15-60 æg i en rede (6-8 æg pr. hun)

Fødselsvægt: Æg: 15 cm langt og 1½ kg tungt

Kønsmoden: 3-4 år

Føde: Frugter, frø, blade, rødder, insekter og krybdyr

Art: Fugle

Rugetid: 40-42 dage

Strudsen er den største af alle nulevende fugle. En fuldvoksen han kan veje over 130 kg og blive mere end 2½ meter høj. Strudsens æg er også store. De vejer omkring 1½ kg. Til sammenligning vejer et hønseæg ca. 50 gram.

Strudsefugle er en gruppe fugle, der alle har mistet evnen til at flyve. Strudsefuglene mangler den fremtrædende kam på brystbenet, og brystmuskulaturen hæfter ikke til brystbenet. Strudsen har ikke sammenhængende fjer som andre fugle og fjerene kan derfor ikke bruges til at flyve med. Strudsen mangler også oliekirtlen på gumpen, som andre fugle bruger, når de skal smøre deres fjer ind i vandafvisende olie.

Strudsen er en stor og kraftig fugl med meget lange ben, lang hals og et lille hoved. Hjernen vejer kun 40 gram. Øjenvipperne er meget lange og hals og ben næsten nøgne. Hannens fjerdragt er sort med hvide tegninger, mens hunnens fjerdragt er gråbrun.

Strudsen kan løbe meget hurtigt. Føler den sig truet, kan den komme op på en hastighed på op mod 70 km/t. Nærmer et rovdyr sig, forsvarer strudsen sig med kraftige spark, og det er sjældent, et rovdyr har succes med at fange en fuldvoksen struds.

Strudse holder sammen i familiegrupper med en han og 5-15 hunner. Alle hunner fra en familiegruppe lægger æg i samme rede. Hannen ruger om natten, og hunnerne skiftes til at ruge om dagen. Så snart ungerne er tørre efter klækningen, er de i stand til at følges med de voksne ud på savannen.