Læs seneste nyheder om Stor panda

Her på siden kan du læse alle de artikler der er skrevet om Stor panda

Læs mere

Facts om Stor panda

Vægt / Højde / Levealder / osv..

Læs mere

Events

Nyheder


mandag 11.03-2019

Nu lander pandaerne!

”Pandaernes ankomst og åbningen af Pandaanlægget bliver i ordets oprindelige forstand en historisk begivenhed.” Jørgen Nielsen, administrerende direktør Zoologisk Have København.
Den 4. april kl. 18.45 er flere års forberedelser endelig i mål: to kinesiske pandaer lander i Københavns Lufthavn, hvor de vil få en formidabel velkomst. Pandaerne transporteres til Danmark af SAS Cargo, hvor man ser frem til at fragte de to pandaer hele vejen til Zoologisk Have i København:
”Vi er meget stolte af at stå for den prestigefyldte transport. Netop nu lægger vi sidste hånd på planlægningen, så vi sikrer en tryg og glat rejse for de to VIP gæster,” siger Leif Rasmussen, administrerende direktør SAS Cargo.
Efter den formelle velkomst og det obligatoriske papirarbejde ved ankomsten, bliver de to pandaer fragtet til Zoologisk Have. Her får de adgang til hver deres stald, hvorefter det udelukkende er ZOOs fagpersonale, der får adgang til pandaerne frem til den officielle åbning den 10. april.
Den 10. april kl. 18.30, når rejsestøvet er vasket af, og de to bjørne har haft mulighed for at lære deres nye hjem at kende, vil Hendes Majestæt Dronningen og ZOOs nye protektor Hendes Kongelige Højhed Kronprinsessen officielt åbne Pandaanlægget. Det sker ved en gallaåbning af Pandaanlægget for inviterede gæster, heriblandt statsminister Lars Løkke Rasmussen og repræsentanter fra Kina.
Dermed lanceres også det fælles dansk-kinesiske pandaforskningsprojekt, hvis officielle betegnelse er Sino-Denmark Giant Panda joint research cooperation.
Den 11. april kl. 9.00 er det hele Danmarks tur til at møde de to pandaer ved den officielle åbning for ZOOs gæster. Her vil H.K.H. Kronprinsessen også deltage.
Administrerende direktør i Zoologisk Have, Jørgen Nielsen, har sammen med resten af ZOO længe set frem til en af de største begivenheder i ZOOs 160 årige historie:
”Vi har bygget og udviklet og i det hele taget forbedret Haven og gæsteoplevelsen markant de sidste 18 måneder, og det kommer vores gæster til at nyde godt af fra den 11. april og i mange år frem. Vi har udviklet nye restaurantkoncepter, forbedret mad- og serviceniveauet i hele Haven og hyret en topkok som køkkenchef. Takket være bidrag fra 16 store danske virksomheder har vi sideløbende bygget et state of the art pandaanlæg, der kommer til at tegne Danmarks profil internationalt mange år fremover. Vi har haft dyrepassere, zoologer og dyrlæger på uddannelsesophold i Kina og været i tæt dialog med kinesiske fagfolk siden 2010. Og vi har ikke mindst en hel plantage på Sydsjælland med struttende frisk bambus. Så jeg tør godt sige: vi er klar til at tage imod vores nyeste gæster, for det her bliver i ordets oprindelige forstand en historisk begivenhed,” siger Jørgen Nielsen, der er stolt over at lægge hus til Dronningens pandaer:
”De to pandaer er en statsgave til Hendes Majestæt Dronningen, og vi er naturligvis meget beærede over, at Zoologisk Have København skal huse bjørnene. Men helt i Kongehusets ånd er det samtidig vigtigt, at pandaerne bliver hele Danmarks pandaer. Derfor bliver det også spændende, når champagnen er boblet af, og vi og vores gæster for alvor skal lære de to pandaer at kende. For der venter os mange gode, sjove og lærerige oplevelser i mødet med de to bjørne - og det ved jeg, at både vi og vores gæster ser meget frem til,” slutter Jørgen Nielsen.
Læs mere
mandag 11.03-2019

Hendes Kongelige Højhed Kronprinsessen bliver ny protektor for Zoologisk Have København

Hendes Kongelige Højhed Kronprinsessen har sagt ja til at blive protektor for Zoologisk Have København.
Bestyrelsesformand i ZOO, Jørgen Horwitz, er som resten af Haven begejstret over nyheden:
”Zoologisk Have København har historisk set nydt protektion af Kongehuset. Først med Kong Frederik den 9. som protektor og dernæst Hans Kongelige Højhed Prins Henrik. Derfor er vi naturligvis både stolte og beærede over, at Kronprinsessen nu vil bære traditionen videre,” siger han.
”Kronprinsessen og hendes familie er i forvejen gæster i Haven, og vi ser således med stor glæde og forventning frem til at indvie Kronprinsessen yderligere i ZOOs virke og store arbejde med forvaltning af dyr og naturbevarelse rundt på kloden,” slutter Jørgen Horwitz.
Zoologisk Have København har huset de elefanter, det thailandske kongehus i sin tid gav i gave til Kongehuset, og om ganske kort tid tager Hendes Majestæt Dronningen imod de to pandaer, som den kinesiske præsident overraskede regentparret med som en gave i forbindelse med et statsbesøg i Kina i 2014.
Læs mere
torsdag 17.01-2019

Ny pandahan: Xing Er

Siden foråret 2017 har navnene på de to pandaer, der kommer til København til april, været kendt og brugt flittigt. Men en udskiftning af pandahannen betyder nu, at ZOOs ansatte og gæster skal lære et nyt kinesisk navn at kende. Videnskabelig direktør Bengt Holst var før jul i Shanghai for at se den nye pandahan, og han fortæller her, hvorfor hannen er blevet udskiftet før de to bjørne bliver sendt til København:

”Den han, vi oprindeligt havde fået stillet i udsigt, har vist sig at være ramt af kryptorcisme – eller sagt mere populært: hans evner til at forplante sig er formentlig ikke gode, så kineserne har anbefalet os, at få en anden han til København. Jeg har derfor været i Shanghai for at besigtige den og få alle detaljerne om hans fysik og karakter,” siger Bengt Holst, som fik et godt førstehåndsindtryk af pandabjørnen. ”Han er en aktiv bjørn, og han klatrer meget, og det passer rigtig fint til den hun, han skal danne par med i København.”

Den nye han, der har navnet Xing Er, er netop sendt til Chengdu Panda Base, hvor hunnen Mao Sun også bor. Her skal de to bjørne de næste par måneder vænne sig hinandens dufte og adfærd, og de vil således have en god fornemmelse for hinanden, når de til april kommer til Danmark.

Den oprindelige han bliver boende på Chengdu Panda Base, hvor han vil indgå i en gruppe af andre hanner.

Hunnens navn: Mao Sun
Alder ved ankomst til ZOO: 5 år
Vægt: 113 kg

Hannens navn: Xing Er
Alder ved ankomst til ZOO: 6 år
Vægt: 114 kg

Få et smugkig på pandahannen i videoen her, hvor Bengt Holst kort introducerer Xing Er i Shanghai.
Læs mere

Se video
tirsdag 25.09-2018

Rejsegilde

Arkitekter, ingeniører, byggearbejdere og ZOOs ansatte fejrede i dag rejsegilde i Pandaanlægget. Byggeriet skal tage imod to kinesiske pandaer til april.
Byggearbejdere, arkitekter og ingeniører lagde for en kort stund værktøj og målebånd til side for at markere en af de helt store milepæle i det prestigefyldte byggeri, der til foråret kommer til at huse to kinesiske pandaer. Ved rejsegildet blev det markeret, at byggeriets tag nu er lukket, og administrerende direktør Jørgen Nielsen benyttede lejligheden til først og fremmest at takke byggearbejdere, medarbejdere i ZOO og tekniske rådgivere, der tilskrives æren for, at byggeriet holder sig inden for tidsrammen og dermed forventes at stå klar til april:
”En særlig tak skal lyde til byggearbejderne, der knokler på højtryk og er lykkedes med at holde tidsplanen. Det har været og er en mønsterbyggeplads, hvor alt er velorganiseret og velfungerende, og hvor der ingen uheld har været. Stor ros til ingeniørerne for det enestående gode samspil mellem interessenterne på byggepladsen. Stor ros til det stærke samarbejde blandt de ca. 60 mand, der hver dag arbejder på byggeriet,” sagde Jørgen Nielsen blandt andet i sin tale, hvor han også fik rettet en særlig tak til de danske virksomheder, der har bidraget til finansieringen af byggeriet.
Arkitekterne Bjarke Ingels og David Zahle gik på talerstolen sammen, og de hæftede sig især ved den helt særlige idéproces, der ligger bag tegningerne og designet af anlægget. Her mødtes arkitekter og ansatte fra alle fagområder i ZOO 20 uger i træk til idémøder, hvor alt fra dyrevelfærd og foder til indretning af restaurant og publikumsområder blev vendt og drøftet og beskrevet. ”Jeg glæder mig meget til de to beboere ankommer, og jeg håber virkelig de vil sætte pris på deres to-værelses Frederiksberglejlighed,” som Bjarke Ingels afrundede sin tale.
Læs mere

Se video


tirsdag 28.11-2017

Gennembrud i pandafodring

Foderansvarlig i Zoologisk Have København, Anita Haupt Holm, er netop vendt hjem efter et succesfuldt besøg hos de to pandabjørne Mao Sun og He Xing i Kina. Bjørnene er de to udvalgte pandaer, der om et års tid kommer til Zoologisk Have i København. Anita Haupt Holm har det seneste år arbejdet på en metode, der skal sikre, at særligt hunbjørnen Mao Sun kan få stillet sulten i de afgørende måneder, hvor hun er drægtig og diegivende. I den periode spiser pandabjørne kun topskud fra bambus, og da der skal ca. 30 kg til om dagen, ligger der en reel udfordring i at skaffe nok af de friske topskud, hvis hunpandaen bliver drægtig efter ankomsten til Zoo.
Anita Haupt Holm forklarer: ”Friske bambusskud kan være svære at skaffe i de mængder – også selvom vi har en lokal bambusleverandør på Sydsjælland. Jeg har derfor gennem det sidste år testet forskellige løsninger, og fik på mit sidste besøg lidt af et gennembrud, da begge pandabjørne spiste løs af ’mine’ bambusskud.”
Metoden går kort fortalt ud på at høste bambusskud i Kina og fryse dem ned. De kræsne pandaer er ikke kendt for at spise andet en frisk bambus, så hele hemmeligheden ligger i optøningen, der skal foregå i det rette tempo, så skuddene kan serveres på det helt rette tidspunkt. Og det er den proces Anita Haupt Holm nu er lykkedes med. ”Det er en kæmpe fordel, at vi kan fryse skuddene og ved at bjørnene vil spise dem efterfølgende. På den måde kan vi nemlig høste skud i Kina, fryse dem ned og pakke i containere og fragte hjem med tog.Det er både billigere og langt mere miljøvenligt end alternativet, som ville være lastvogntransport et par gange om ugen fra Sydeuropa, hvor man ellers ville hente friske topskud.”
Få hele historien her, hvor Anita høster bambus i bjergene, fryser skudene ned og fodrer pandabjørnene med dem seks måneder senere:
Læs mere

Se video


torsdag 16.11-2017

Pandabyggeriets første spadestik

Statsminister Lars Løkke Rasmussen har sammen med den kinesiske ambassadør Deng Ying taget første spadestik til det kommende pandaanlæg i Zoologisk Have København. Pandaanlægget er tegnet af Bjarke Ingels Group og Schønherr Landskabsarkitekter og forventes af stå færdigt i slutningen af næste år.
I sin tale anerkendte statsministeren den kæmpe fælles indsats, der har banet vejen for ankomsten af de to pandaer i foråret 2019. Diplomatiet, kongehuset, arkitekterne bag anlægget og selvfølgelig de mange ansatte fra Zoo, der har ligget i pendulfart mellem Danmark og Kina som led i forberedelserne, fik alle en tak med på vejen. Det samme gjorde de virksomheder og fonde, der har gjort byggeriet økonomisk muligt – heriblandt Danfoss, Kopenhagen Fur, Lundbeck, Novo Nordisk, Tuborgfondet, Velux og Vestas.
Jørgen A. Horwitz, bestyrelsesformand i Zoologisk Have, lod sig inspirere af de fremmødte skolebørn fra Dyssegårdsskolen i Hellerup:
”I minder os dejligt om hele formålet med Zoologisk Have: nemlig at fremme interessen og kendskabet til dyr - og støtte forskning og undervisning. Det glæder mig især som repræsentant for en generation, som til tider kan frygte at den digitale verden kunne overflødiggøre vores have. Men når jeg ser på alle jer dejlige børn, der er mødt op i dag, så er jeg sikker på, at vi alle sammen også fremover vil glædes ved Zoologisk Have København. Måske vil I en dag huske tilbage på, at I var med til at tage nogle af de første skridt på rejsen mod, at vi får et par levende pandabjørne til Danmark.”
Arkitekt Bjarke Ingels var i sin tale inde på de udfordringer, der ligger i at bygge et arkitektonisk smukt anlæg, som samtidig falder i de kræsne bjørnes smag. De to pandaer skal leve adskilt men alligevel kunne fornemme hinanden, ligesom de skal have adgang til at mødes i brunstperioden en gang årligt. Løsningen blev at tegne et anlæg med inspiration fra det kinesiske yin-yang symbol, som jo netop er kendetegnet ved at bestå af to komplementære halvdele i indbyrdes afhængighed.
Før det første spadestik blev taget i fællesskab af statsministeren og den kinesiske ambassadør rettede Lars Løkke Rasmussen blikket mod de kommende to superstjerner, der skal bo i de flotte rammer: ”Personligt ser jeg meget frem til et gensyn med de to nye beboere – pandaerne Mao Sun og He Xing. I foråret havde jeg fornøjelsen at besøge dem begge i deres nuværende hjem i Chengdu. Jeg ved ikke, om de kan huske mig. Man kan jo håbe. Jeg kan i hvert fald huske dem. De var meget nuttede – hvis man kan sige det om en bjørn på omkring 100 kilo.”
Efter ceremonien fik de to skoleklasser overrakt pandabamser af Lars Løkke Rasmussen og den kinesiske ambassadør.
Læs mere


tirsdag 02.05-2017

Pandaerne præsenteret for statsminister

Statsminister Lars Løkke Rasmussens officielle besøg i Kina blev indledt på Chengdu Panda Base. Her præsenterede administrerende direktør, Steffen Stræde, Lars Løkke for de to pandaer, der er blevet udvalgt til Zoologisk Have.
Under tæt bevågenhed fra dansk og kinesisk presse fik statsministeren mulighed for at fodre de to pandaer med æbler, og det blev samtidig første gang, at både hannen og hunnen blev udpeget for den danske presse.

Hunnens kaldenavn: Mao Sun, født 26. juli 2014
Hunnen hed oprindeligt Mao Er.
Mao er moderens navn, og Er betyder anden datter af = Anden datter af Mao 

Hannens navn: Xing Er, født 23. august 2013
Xing er moderens navn og betyder stjerne, og Er betyder anden søn af  = Anden søn af Xing (Stjerne)

Pandaerne yngler fra de er omkring 5 år gamle, hvilket svarer ca. til den alder de har, når de ankommer til København i foråret 2019.
Læs mere


torsdag 01.12-2016

ZOOs nye superstjerner

Fire dyrepassere er netop nu ved at lære alt om pandaer.
Administrerende direktør Steffen Stræde har brugt en del af sine vågne timer på at få dem i hus. Kongehuset og Udenrigsministeriet har trukket i et par tråde, og ideerne til et førsteklasses pandaanlæg er i spil. På Sydsjælland vokser adskillige hektar bambus, og Zoos foderansvarlige har været i Kina med vakuumpakkede bambusskud for at teste, om de kunne spises efter at have været frosset ned. Det kunne de. Alt er med andre ord klar til at modtage Zoos to nye superstjerner: De store pandaer fra Chengdu Panda Base, der forventes at træde ud i anlægget i foråret 2019.
Pandapasserne
Sideløbende med det diplomatiske og praktiske fodarbejde forbereder fire dyrepassere sig på at blive Danmarks første pandapassere. De har været på flere studiebesøg i Kina, og to af dem er netop vendt hjem efter 14 dage i Chengdu, hvor de fik mulighed for at sammenligne danske og kinesiske træningsmetoder. Rasmus fortæller:
”Vi var med til at træne nogle bjørne, som ikke var så gamle, og derfor ikke havde lært så meget endnu. Den ene skulle for eksempel ned på ryggen og ligge, og det fik vi bl.a. lov til at være med til. Men vores træningsmetoder adskiller sig lidt fra kinesernes: Vi er måske mere konsekvente – et fløjt og en belønning for veludført arbejde, eller positiv forstærkning som det kaldes, hvor nogle af kineserne fløjter mange gange, før belønningen kommer, og det kan godt blive lidt forvirrende for dyret. Så der kunne vi ikke altid gennemskue logikken i deres kommunikation med dyret – men hovedsagligt var det god træning, vi oplevede.”
Succes med dansk træning
Både Rasmus og Nadja gennemførte flere succesfulde træningspas. ”Jeg var helt høj, da vi tog derfra,” siger Nadja, ”fordi der var så meget, der lykkedes.” ”Min bedste træning var den sidste,” siger Rasmus. ”Der lykkedes alt, men så var det tid til at tage hjem, og det er jo virkelig ærgerligt.”
Begge dyrepassere glæder sig til den daglige kontakt og træning med pandaerne, hvor der kan knyttes tætte bånd mellem dyr og dyrepasser. Det er især vigtigt, når pandaerne skal håndteres på den danske måde, der adskiller sig mest fra den kinesiske ved, at dyrepasserne så vidt muligt aldrig går ind til dyrene. Derfor er det afgørende, at tilliden og kommunikationen er så god, at dyrepasseren for eksempel kan komme til at tage blodprøver gennem tremmer og i det hele taget holde øje med bjørnenes trivsel. Bare en bjørn
Både Rasmus og Nadja er erfarne dyrepassere – Rasmus passer til daglig elefanter, mens Nadja passer bjørne og øvrige rovdyr – og de er enige om, at deres erfaringer sagtens kan bruges i arbejdet med pandaerne:
”Det er jo trods alt bare en bjørn, der intelligensmæssigt minder meget om en brunbjørn. Den er lærenem og motiveret for at deltage i træningen, det går bare ikke helt så hurtigt som hos brunbjørnene,” siger Nadja. Rasmus supplerer: ”Den er laid back på den fede måde. Den er slet ikke doven; den er faktisk i gang mere af dagen, end de fleste tror. Tempoet er bare ikke så højt. Der er jo ikke så meget energi i bambus, og pandaens fordøjelse optager kun 17 % af bambussens næring. Og det kræver jo heller ikke den store hurtighed at fange en bambus, så vores opgave bliver at få dem til at bevæge sig for at finde deres føde. Vi hænger det måske op i et træ eller planter bambus rundt omkring i anlægget, de kan æde af.”
Når nuttet bliver nørdet
Normalt er ’nuttet’ et ord, du sjældent hører fra en dyrepassers mund, men det kan nogen gange være svært at komme udenom. Pandabjørnene er temmelig nuttede. Især de 1-årige, som Nadja og Rasmus også fik rig lejlighed til at studere nærmere, da kineserne håndterer og bærer rundt på de store unger. Og det var selvfølgelig en stor oplevelse: ”Når de får en stor skål mælk, er de helt væk,” siger Rasmus, ”Så kan du vende og dreje dem og få alle detaljerne med. Og så bliver det hurtigt mere nørdet end nuttet.” ”Ja, det er trods alt sjældent, man kommer så tæt på en pandalab,” fortsætter Nadja ”så kan man nærstudere hårene på trædepuderne og de hvide kløer. Deres kønsorganer og pels fik vi også et godt blik på.”
Pandalort
Til sidst bliver snakken mellem Nadja og Rasmus for alvor nørdet. For hvordan ser en pandalort egentlig ud? Rasmus: ”De fik jo bambusskud, mens vi var der.” Nadja: ”Ja, så er lorten sådan lidt mush-mush.” Rasmus: ”Nemlig, men når de spiser hele bambus, er lorten meget anderledes – tør og smuldrende. Det mangler du stadig at se.” Nadja: ”Ja, det glæder jeg mig til!”
De fire kommende pandapassere skal til Kina et par gange mere, inden pandaerne kommer til København. Her vil passerne få yderligere mulighed for at lære de to pandaer at kende, så alt er på plads, når Zoos to nye superstjerner ankommer i 2019.
Læs mere


onsdag 01.06-2016

Pandaernes spisekammer på Sydsjælland

120 kg nyhøstet bambus tre gange om ugen. Det er kravet til Zoos leverandør af bambus, når pandaerne kommer.
På en mark lidt uden for Vordingborg står række efter række af unge bambus. Et sted mellem 3 og 5 hektar. De fleste planter er ikke mere end en halv meter høje, men det bekymrer ikke foderansvarlig i Zoo, Anita Haupt Holm, og bambusekspert Søren Ladefoged. De skal nemlig først være klar til høst om halvandet år, når de to kinesiske kæmpepandaer ankommer til Zoo. Til den tid skal leveringen til gengæld komme regelmæssigt tre gange om ugen, for pandaerne spiser kun frisk bambus. ”Pandaerne spiser ca. 30 kg nyhøstet bambus om dagen – hver. Så vi skal bruge ca. 120 kg tre gange om ugen,” siger Anita og kigger ud over markerne, som Søren har dyrket med bambus siden begyndelsen af 1990’erne.
Bambuseksperten
Søren kontaktede selv Zoo for et par år siden, da det første gang blev kendt, at der er pandaer på vej. Han er Danmarks førende bambusekspert og har i samarbejde med Anita og en hollandsk kollega, der dyrker bambus til pandaerne i Dublin Zoo, udvalgt de sorter, de københavnske pandaer skal leve af. Og han har en plan for, hvordan bambusleverancen bliver god og stabil: ”Vi kommer til at høste hver dag året rundt - også gennem vinteren. Heldigvis er det relativt enkelt at frostsikre og overdække bambus med net og plastic. Og varmeslanger kan hjælpe til med at holde temperaturen oppe, så det bliver ikke noget problem,” siger Søren, der også fortæller, at høsten kommer til at foregå manuelt: ”Stænglerne skæres af ved jorden, hvorefter de 3-4 meter lange pinde bliver samlet i bundter. En time senere kan de være i Zoo.”
Klimavenlig leverandør
For administrerende direktør Steffen Stræde er det vigtigt med en bambusleverance, der belaster klimaet mindst muligt, og han er derfor glad for, at Zoo ikke bliver afhængig af sydfransk bambus. ”Mange tror, at bambus dyrkes bedst under sydlige himmelstrøg, men i virkeligheden vokser de mindst lige så godt i dansk jord og dansk klima. Så for os var det helt afgørende at finde en lokal leverandør, der kan sikre en fast og god leverance – og samtidig spare både os og miljøet for en lang transport. Det drejer sig jo om mange tons bambus hvert år,” siger han. Fra Chengdu til Sydsjælland
Klimaet i Danmark minder forholdsvis meget om klimaet i Chengdu, hvor pandaerne kommer fra, og pandaernes foretrukne sorter vokser derfor fint på Sydsjælland. Der ligger dog stadig en udfordring i at have flere forskellige sorter klar til høst, for pandaerne kan skifte smag fra den ene dag til den anden. Men det har Anita og Søren også en plan for. ”Vi kan prøve at snyde dem ved at sætte krukker med friske skud fra bambus, de normalt ikke spiser, i anlægget. Måske er fristelsen så stor, at de ikke kan holde sig fra dem – og hvem ved, om de så får smag for nye sorter på den måde,” griner Anita, mens hun og Søren løfter op i en plante for at finde et par friske skud. Anita skræller lagene af stænglen og finder inderst inde bambusskuddets kerne. ”De smager af ærter. Og det er dem, hunnen helst vil spise, når hun er drægtig og diegivende. Så dem skal vi forhåbentlig bruge mange af på et tidspunkt.”
Vakuumpakkede skud
Netop udfordringen med at skaffe friske bambusskud til hunnen har Anita allerede nu sat sig for at tage op. Hun vil forsøge at vakuumpakke skuddene og opbevare dem på køl, indtil behovet opstår. Hvis det virker – og pandahunnen vil spise skuddene, når de bliver pakket ud igen – kan Anita i princippet få leveret en containerfuld vakuumpakkede skud fra Kina. Nok til en hel drægtighedsperiode. ”Så vidt jeg ved, er det ikke blevet prøvet før, men det ville løse en stor udfordring og være til gavn for både os og andre zoologiske haver med pandaer,” siger hun og går med Søren ind i en af de plastoverdækkede dele af bambusplantagen. Her er temperaturen meget højere end udenfor, og Sørens forsikring om, at pandaerne nok også skal få frisk bambus om vinteren, bliver understreget af den fugtige varme. ”Og skulle det gå helt galt, kan vi altid køre ned til min kollega i Holland og hente et frisk læs,” siger han med et smil.
Læs mere


onsdag 02.03-2016

Studietur til pandaland

Når Zoologisk Have i 2019 byder to store pandaer velkommen i et helt nyt anlæg, ligger der flere års forberedelser bag: Fra de første diplomatiske skridt sammen med Udenrigsministeriet og Kongehuset til forberedelserne i Haven, hvor pandaerne skal have et anlæg, der både tilgodeser de sjældne dyr og deres vaner, dyrepassernes arbejde og selvfølgelig gæsternes oplevelse.
En del af forberedelserne består i at trække på den store erfaring fra kinesernes opdræt af pandaer på Chengdu Panda Base og i Panda Valley Dujiangyan. En bred vifte af medarbejdere har derfor været på studietur i Kina, og vi har spurgt dyrepasser Pernille Andersen, dyrlæge Mads Bertelsen, områdeleder Lars Holse, foderansvarlig Anita Haupt Holm, kurator Flemming Nielsen og direktør Steffen Stræde om, hvad de lærte på turen – og hvad de ser mest frem til, når pandaerne kommer.
Du har lige været i Kina på pandastudietur – hvad skulle du lære?
Dyrepasseren:
Vi skulle ned og få ideer til, hvordan vores anlæg kan se ud. Som dyrepassere kiggede vi en del på, hvad der var godt ved træningen, og hvordan vi ville kunne lave noget, der vil fungere hos os.
Foderansvarlige:
Jeg skulle kigge på, hvad pandaer har behov for, for at være dækket ind med vitaminer og mineraler. Samt dyrkning af bambus og hvilke sorter bambus, de bruger i Kina, i håb om at vi kan dyrke dem her i Danmark.
Områdelederen:
Mere eller mindre alt om pandaerne! Hovedformålet med turen var, at vi fik et overordnet kendskab til det at holde pandaer lige fra fodring, daglig pasning og adfærdsobservationer til de mere udfordrende områder som sygdomme og ikke mindst reproduktionen af pandaer. Det er altid rart at få viden fra dem, der har arbejdet med det i mange år og ikke mindst dem, der er langt fremme i forskningen på området.
Direktøren:
Det vigtigste for mig på turen var at få etableret et meget konkret samarbejde mellem medarbejdere på alle niveauer i Kina og Danmark. De personlige relationer er enormt vigtige i arbejdet med kineserne, og vi kan trække meget værdifuld viden ud af et godt samarbejde.
 
Hvad var det mest overraskende ved besøget?
Dyrlægen:
Det var en øjenåbner at se, i hvor høj grad man har systematiseret opdrættet af pandaer på Pandacenteret. Tingene foregår på samlebånd - nærmest på linje med et dansk svinebrug. Samtidigt er mange rutiner styret af tradition og tilfældigheder, og det kan jo synes som lidt af et paradoks. Men en række ting blev afmystificeret, og kunsten bliver nu at tage de bedste ting med hjem og kombinere det med den erfaring, vi har fra andre arter i Zoo.
Kuratoren:
Det store antal af pandaer samlet på et sted, 8o styks. Det kan kun overraske og imponere.
Dyrepasseren:
Det var faktisk lidt overraskende at se, at pandaerne er så smidige; den måde de kunne klatre på for eksempel. Det havde jeg ikke regnet med. Og så er deres poter ret menneskelige, når man ser, hvordan de holder på bambussen.
Foderansvarlige:
For mit vedkommet var det mest overraskende, at hunnen skal tilbydes 40 kg bambusskud i diegivning- og drægtighedsperioden – om dagen!
 
Hvad bliver din opgave, når pandaerne kommer til Zoo?
Foderansvarlige:
Min opgave er allerede godt i gang. I samarbejde med vores bambusleverandør har vi allerede plantet 3 ha bambus. Men pandaer er meget kræsne, og vi ved faktisk ikke, om de vil spise vores bambus. Selvom det er samme sort, de bruger i Kina, er det muligt, at det smager anderledes på grund af de forskellige jordforhold i Danmark og Kina. Vi har endda snakket om at lave nogle smagsprøver og flyve dem ned til de to pandaer, vi skal have. Jeg skal også i gang med at finde ud af, om det er muligt at vakuumpakke bambusskud, da jeg godt kan være lidt nervøs for, om vi kan have nok friske skud på lager. Dyrlægen:
Min opgave bliver – sammen med dyrepasserne og mine andre kollegaer – at sørge for, at pandaerne forbliver sunde og raske, og at de trives. På længere sigt bliver det også at få pandaerne til at yngle. Endelig bliver det blandt andet min opgave at se, om Zoo kan bidrage til forståelsen af pandaens biologi og sygdomme igennem forskning.
Kuratoren:
Mit fokusområde er logistikken – herunder forberedelserne til transporten fra Kina til Danmark: transportkassens udformning; det omfatte ned papirarbejdet, samt nok det allervigtigste for kineserne - at få en god personlig kontakt til min kuratorkollega i Chengdu. Det er helt altafgørende for en smidig og let overgang for dyrene, når de skal flyttes.
Direktøren:
Min opgave vil blandt andet være at sikre et fortsat godt og tæt samarbejde med kineserne. Vores stærke fokus på, at dyrenes adfærd skal være så tæt på det naturlige som muligt – også når de skal yngle – skal maseres ind i samarbejdet med kineserne.
 
 
Hvad tror du bliver den største udfordring i arbejdet med pandaerne?
Dyrepasseren:
Jeg tror den største udfordring bliver at få dem til at parre sig og derefter opdræt af ungerne. Pandaer er også kendt for at være meget kræsne, så det vil det nok tage os noget tid at finde frem til, hvilken sort bambus de kan lide.
Dyrlægen:
De to største udfordringer bliver at sikre en kontinuerlig forsyning af bambus af den rigtige kvalitet, og på lidt længere sigt at få dyrene til at formere sig. Især sidstnævnte har vist sig at være en udfordring for mange pandapar, og mange steder har man tyet til kunstig sædoverførsel og håndopfostring af ungerne. Her i Zoo ser vi helst, at dyrene klarer den slags selv Det kan derfor blive en vanskelig balancegang at leve op til internationale forventninger om indgriben, mens vi holder os til vores grundlæggende filosofi om trivsel og dyrevelfærd.
Områdelederen:
Den største udfordring bliver, i samarbejde med dyrepasserne, at finde frem til de mest optimale arbejdsmetoder på det nye område. Da vi ikke har haft pandaer før, er det som at starte helt fra bunden med planlægning af arbejdsgange og hele tiden evaluere og forbedre dem, så der bliver så meget tid for dyrepasserne som muligt til at være med i formidlingen om pandaerne.
 
Hvad ser du mest frem til, når pandaerne kommer til Zoo?
Foderansvarlige:
At de vil spise VORES bambus!
Områdelederen:
Jeg ser mest frem til, at vi på længere sigt vil kunne være med til at få pandaerne til både at yngle og opfostre ungerne på naturligvis vis. Jeg er ikke i tvivl om, at vi kommer til at være med til at vende tendensen fra inseminering til naturlig parring i kraft af de mange dygtige medarbejder, vi har på de forskellige fagområder.
Dyrepasseren:
Jeg ser utroligt meget frem til at være med til at starte noget nyt. Og så, at jeg skal lære en hel ny dyreart og dens særheder at kende.
Dyrlægen:
Det er altid spændende at arbejde med en ny art, og pandaen er en ikonisk repræsentant for den asiatiske fauna, som det bliver interessent at stifte bekendtskab med.
Kuratoren:
Den store panda er indbegrebet af international naturbevarelse og ikonisk i bestræbelserne på at redde naturen. At den nu vil optræde som et levende ikon her i zoo er bare fantastisk. 
Direktøren:
Jeg glæder mig meget til at se gæsternes reaktion på pandaerne og til at åbne dørene til et ekstraordinært flot pandaanlæg. Og så er pandaen jo det absolut mest markante zoodyr i verden, der flytter os helt op i den internationale superliga i zooverdenen. Den platform ser jeg meget frem til at arbejde videre på.
Læs mere

Facts om Stor panda


Navn: Stor panda

Videnskabeligt navn: Ailuropoda melanoleuca

Vægt: 70-100 kg (♀); 85-125 kg (♂)

Højde: 120-180 cm (hoved og krop); hale 10-16 cm

Levealder: Op til 30 år, dog sjældent så gammel i naturen (10 – 20 år)

Føde: Primært bambus (~99%), men også blade, stængler og rødder fra andre planter og kød fra gnavere eller unge klovdyr, enten som bytte eller kadavere.

Art: Pattedyr

I modsætning til de fleste andre bjørne går den store panda ikke i dvale. De søger længere ned i dalene om vinteren, hvor de fortsætter med at æde bambus.

"Grov pels og markant og enestående farvetegning med sort og hvidt mønster og iøjnefaldende sort markering omkring øjnene.  Farvetegningen virker muligvis som en effektiv camouflage mod sneklædte bjergskråninger.

Den store panda har populært sagt seks fingre på sin forpote. Den sjette ”finger”, en såkaldt pseudo-tommelfinger eller falsk tommelfinger, anvendes til at gribe bambusstænglen med. Det er i virkeligheden en omdannet håndrodsknogle, som har udviklet sig til en tommelfingerlignende størrelse, så den også kan anvendes til at plukke bambus med. Den kan dog ikke bevæges på samme måde som en tommelfinger.

Pandahunnen har ægløsning en enkelt gang om året og er her kun forplantningsdygtig i 2-3 dage. Drægtighed 3-5½ måned. Antal unger 2, men kun en unge opfostres (1. fødte, hvis den er sund). Derfor er kuldstørrelsen reelt set kun på 1 unge i naturen. I avlscentre kan man ”narre” hunnen til at opfostre begge sine unger ved at bytte rundt på dem jævnligt.

Yngeltiden ligger i marts til maj og ungerne fødes i august til september. Det lange interval i drægtighedstiden skyldes et fænomen, der kaldes for forsinket implantation. Den tidlige fosterudvikling overgår i en op til flere måneder lang dvaletilstand, hvorefter fosteret implanteres i livmoderslimhinden og udviklingen genoptages. Det sker gerne i forbindelse med et optimalt fødselstidspunktet på en tid af året, hvor betingelserne for overlevelse er optimale.

Den nyfødte pandaunge er næsten nøgen og lyserød, måler omkring 15 cm og vejer omkring 80-200 g. Den er blind ved fødslen og åbner først øjnene i en alder af 6-8 uger.


Føde

Når bambussen blomstrer og efterfølgende dør, søger den store panda alternative fødekilder fx afgrøder og affald fra landsbyer. Nogle individer fastholder tilsyneladende denne adfærd, selv når der er tilstrækkeligt med bambus.

Stor panda fouragerer på over 60 forskellige bambusarter og heraf udgør 35 arter størstedelen af deres føde. De foretrækker arter med et højt proteinindhold og lavt fiberindhold, som gør dem mere fordøjelige. De anvender forskellige dele af bambussen afhængigt af årstiden (nye blade og skud versus stængler og grene).

Den store panda kravler af og til op i træer, for at undslippe fare, for at hvile eller i yngletiden, hvor hanner kalder på hunner fra træer og hunner forsøger at undslippe ivrige hanner. De tilbringer mindre tid i træer en andre bjørne. I kulde og snevejr kan de søge ly i hule træer eller klippehuler og sprækker.