o

Læs seneste nyheder om Impala

Her på siden kan du læse alle de artikler der er skrevet om Impala

Læs mere

Facts om Impala

Vægt / Højde / Levealder / osv..

Læs mere

Nyheder




onsdag 05.09-2018

Forandringer i impalaflokken

Hannen har fået dupper på hornene, og der er skiftet ud blandt hunnerne. De sky impalaer har været i fokus denne uge.
For at undgå indavl har ZOO en fast aftale med Ree Safaripark, og i denne uge var det igen blevet byttedag. To hunner fra Ree kom til København, og ZOO sendte en hun den anden vej.
De første dage går med at falde til blandt de andre hunner og kalvene, og først når flokken har accepteret de to nye hunner, er de klar til at blive lukket ud på Savannen. Det forklarer dyrepasser Brian Stefanski:
"De andre hunner puffer til dem og vil ikke lukke dem ind i flokken til at begynde med. Derfor kan vi ikke lukke dem ud på Savannen, for de nye hunner skal lære af de gamle, hvordan og hvor, de bliver lukket ind i stalden igen. Og det kan de først lære, når de bevæger sig som en samlet flok."
Samtidig med at de to nye hunner forsøgte at falde til, fik den store han sat dupper på spidsen af sine horn. Dupperne skal beskytte både hunnerne og de andre dyr på Savannen i tilfælde af, at han bliver lidt for ivrig med de spidse horn. Det er nødvendigt at bedøve impalaen for at kunne arbejde med hornene, så dyrlæge Mads Bertelsen lagde kortvarigt den sprælske han ned med en bedøvelsespil. To klatter epoxy og en enkelt blodprøve senere stod hannen igen på benene, og hele flokken af impalaer vil i løbet af et par dage igen være at se på Savannen. 
Læs mere


fredag 20.07-2018

Fire nye impalakalve på Savannen

Impalaflokken er blevet udvidet med fire nye kalve. De har alle været forbi ZOOs dyrlæge Carsten Grøndahl sammen med dyrepasser Brian Stefanski, og er blevet vejet og chippet. Det er to hunner og to hanner. De kan allerede opleves på Savannen, hvor de går blandt næsehornsungerne og zebraføllene. 
Læs mere

Se video


torsdag 23.02-2017

Impala til Hannover

En ung impala-han fik i dag et sidste sundhedstjek, inden turen går til Hannover Zoo i begyndelsen af marts.
Dyrlægerne havde allerede for et par dage siden givet impalaen første del af en tuberkulosetest og skulle i dag tjekke resultatet. Hvis impalaen som ventet er sund og rask, kan den efter en uges tid mere i karantænen blive flyttet til Hannover Zoo, hvor den skal indgå i en ny flok af impalaer. Se med i videoen hvordan sundhedstjekket gik.
Læs mere

Se video

Facts om Impala


Navn: Impala

Videnskabeligt navn: Aepyceros melampus

Vægt: 50 - 80 kg

Højde: Længde: 120 - 160 cm, skulderhøjde: 75 - 95 cm

Levealder: 12 - 15 år

Drægtighed: 6,5 - 7 måneder

Antal unger: 1 føl

Fødselsvægt: 4 - 5 kg

Kønsmoden: Hanner: 1,5 år, hunner: 1 år

Føde: Græs, blade og kviste

Art: Pattedyr

Biologi

Impalaen er den talrigeste af alle antilopearter på den afrikanske savanne. Impalaen er en lille, slank antilope med gyldenbrun pels. Den har sort/hvide tegninger i ansigtet samt sorte pletter på bagbenene. Hannerne har snoede, bagudvendte horn, der kan blive op til en meter lange.

Uden for yngletiden lever hunnerne sammen i store flokke på op til 200 individer og hannerne i mindre grupper på 30-50 dyr.

I yngletiden samler en dominerende han en gruppe af hunner, som han parrer sig med.

Impalaen er et af de vigtigste byttedyr på savannen og er altid på vagt over for eventuelle farer. Skulle et rovdyr angribe, spredes flokken i alle retninger. Det forvirrer rovdyret, og da impalaerne samtidig er i stand til foretage spring, der er over 11 meter lange og 3 meter høje, er det sjældent, et rovdyr har succes med en impalajagt.