o

Gråpapegøje

Læs seneste nyheder om Gråpapegøje

Her på siden kan du læse alle de artikler der er skrevet om Gråpapegøje

Læs mere

Facts om Gråpapegøje

Vægt / Højde / Levealder / osv..

Læs mere

Nyheder


tirsdag 12.12-2017

Gråpapegøjen stærkt udrydningstruet

Alarmklokkerne bimler i IUCN, og panderynkerne bliver dybere og dybere.
Årsagen er den afrikanske gråpapegøje, hvis situation nu er så alvorlig, at den af den toneangivende naturbevarelsesorganisation betragtes som stærkt truet i naturen.
”Gråpapegøjen er nu under så meget pres, at den vil forsvinde som vildtlevende art inden for en overskuelig fremtid,” advarer Flemming Nielsen, der er kurator i Zoologisk Have København.
Der er flere grunde til, at det er gået så galt for den højt intelligente papegøjeart, der er kendt for at være særlig god til at imitere mennesketale. Blandt andet har skovrydning betydet, at gråpapegøjens leve- og ynglesteder er ved at forsvinde, eksportkvoterne er ikke blevet overholdt, og så er der registreret et stigende salg af gråpapegøjehoveder og –fjer til medicinale formål.

Der er håb endnu
I 2016 blev der indført et globalt stop for al handel med vildtfangne gråpapegøjer, og dermed er det i dag forbudt at handle med gråpapegøjer globalt og nationalt, med mindre at fuglen allerede er registreret i eje før 2016 eller opdrættet i fangenskab.
Ifølge Flemming Nielsen betyder det forbud, at der endnu er et lille håb om at bevare fuglene i naturen.
”Hvis det nuværende handelsforbud bliver overholdt, og hvis der bliver gjort en aktiv indsat for at redde de sidste stumper af gråpapegøjens leveområde, vil det måske stadig være muligt at redde arterne fra at uddø i naturen,” vurderer Flemming Nielsen.
Zoos kurator påpeger dog, at det vil have store konsekvenser, hvis gråpapegøjen bliver udryddet.
”Ud over min personlige følelse af afmagt vil udryddelsen også få mere praktisk betydning for de leveområder, hvor gråpapegøjen lever. Fuglen er nemlig en af de vigtigste spredere af frø og frugter i sit område og har således stor betydning for regenerering af tropisk skov og alle dens vækster. Hvis gråpapegøjen uddør, vil det også få enorm indflydelse på skovens andre beboere som f.eks. okapi, skovelefant og congopåfugl.”
Læs mere

Facts om Gråpapegøje


Navn: Gråpapegøje

Videnskabeligt navn: Psittacus erithacus

Vægt: 400-490 gram

Højde: 28-39 cm

Levealder: 40-50 år

Antal unger: 2-3 æg

Kønsmoden: 3-4 år

Føde: Frugt, frø, kviste, plantemarv fra olieplanten og majs

Art: Fugle

Rugetid: 21-30 dage

Gråpapegøjen er en mellemstor papegøje med lysegrå fjerdragt. Brystfarven er lysere end ryggen, halen er kort og rød på undersiden. Et område omkring øjet er nøgent og hvidt.

Gråpapegøjen har længe været et meget populært kæledyr, bl.a. fordi den er god til at efterligne lyde. Nogle individer kan lære at sige egentlige sætninger, og den velkendte sætning "poppedreng ha' sukker" kommer tit fra gråpapegøjen.

Gråpapegøjen trives bedst i store flokke, og kun i yngletiden splittes flokken op. Den yngler i hule træstammer, og det har gjort arbejdet let for de mennesker, der ulovligt indsamler ungerne til handel med kæledyr. Gråpapegøjen er opført på listen over truede dyrearter, og der er eksportforbud i mange af dens oprindelseslande.