o

Lær at håndtere dyr (fagfolk)

Zoologisk Have har i mere end 20 år udbudt fagkurser til en lang række virksomheder og deres medarbejdere – medarbejdere, der i forbindelse med deres daglige arbejde, kommer i mere eller mindre frivillig kontakt med dyr.

Det kan f.eks. være lærere og pædagoger der søger inspiration til nye aktiviteter i institutionen, hundetrænere der inspireres på et kursus om træning af rovdyr. Det kan også være til medarbejdere, der i en periode, udstationeres i lande med et helt andet og potentielt farligere dyreliv, end det vi kender i Danmark. Dette er blot nogle af de grupper, der gennem årene har benyttet Zoo som faglig platform for videreuddannelse. Også Erhvervsskolerne, herunder HHX, tilbydes særligt tilpassede virksomhedsbesøg, hvor eleverne får et unikt indblik i en moderne Zoos udfordringer og forpligtigelser.

I forbindelse med planlægning af det enkelte kursus tager vi udgangspunkt i deltagernes forudsætninger og faglige behov. Relevant faglig ekspertise, som eksempelvis en dyretræner, en dyrlæge eller en adfærdsbiolog inddrages som undervisere og eksperter på hver deres felt. Kurserne kan efter ønske sammensættes af både teoretiske og praktiske moduler, og giver kursisterne mulighed for i trygge rammer at udfordre sig selv og blive klogere på eget reaktionsmønster.
Kurserne deles op i en praktisk og en teoretisk del, som fx håndtering af levende dyr, førstehjælp, diskussioner og faglige indlæg.

Eksempler på hyppigt afviklede fagkurser:

  • Politi, Falck og SKAT
  • Udstationering
  • Soldater, specialstyrker og sanitetstropper

Politi, Falck og SKAT

Både Politiet, Falck og SKATS toldere står af og til i situationer, hvor et særligt kendskab til eksotiske og/eller potentielt farlige dyr er en fordel. Ikke mindst i konfiskationssager er det hensigtsmæssigt med et minimum af viden, om lovgivning i forbindelse med bl.a. besiddelse af og handel med truede dyrearter (CITES), håndtering af dyrene og behandling af eventuelle bidskader.

Kurset består af en række praktiske og relevante øvelser samt af teoretiske indslag, men indholdet planlægges altid i tæt samarbejde med arrangøren.

Udstationering

I forbindelse med en midlertidig udstationering (eks. Røde Kors, ”Læger uden grænser” eller medarbejdere i medicinalindustrien) tilbyder Zoologisk Have særlige forløb, der giver den enkelte kursist en forståelse for og et indblik i det lokale dyreliv. Hvilke dyr skal man være særlig opmærksom på, og hvordan undgår man at blive bidt eller stukket? Samt hvad er den rette førstehjælp, hvis uheldet er ude?

Hvis hele familien skal af sted, tilpasses kurset, så både børn og voksne får udbytte af forløbet, der i øvrigt består af såvel praktiske som teoretiske moduler.

Soldater, specialstyrker og sanitetstropper

At være udsendt af forsvaret stiller særlige krav til den enkelte, og Zoo har igennem mange år skræddersyet kurser til netop denne gruppe. Kurset sammensættes af teoretiske og praktiske moduler, men vægtningen af disse foregår i samråd med arrangøren. Af teoretiske moduler kan nævnes ”kendskab til lokale arter”, ”førstehjælp i forbindelse med bidskader” og ”spiselige dyr - tilberedning og særlige forhold”, mens det praktiske indhold består af håndtering af dyr, samt diverse relevante øvelser.

Kurserne skræddersys, så de passer til den enkelte faggruppes behov og ønsker.

Hvornår: Aftales nærmere
Tid: Aftales nærmere
Varighed: 2,5 time
Antal: 10 personer (minimum)
Pris: Fra DKK 575 per person (momsfri) + eventuel kørsel efter statens takster

Få mere information hos Susanne Bang i kursusafdelingen på sb@zoo.dk eller på telefon 30 16 73 42