o

Facts om Tasmansk pungdjævel


Navn: Tasmansk pungdjævel

Videnskabeligt navn: Sarcopilus Harrisii

Vægt: 4 - 11 kg. Hanner: gennemsnit 8 kg., hunner: gennemsnit 6 kg

Højde: Længde: 58,5 - 80 cm (Halelængde: 23 - 30 cm)

Levealder: I naturen max. 5 år, i fangenskab op til 8 år

Drægtighed: Fosterudvikling 15-21 dage, udvikling i pung 90 dage

Antal unger: 40, men kun 2 - 4 overlever

Fødselsvægt: ca. 0,2 gram

Kønsmoden: 1 - 2 år gammel

Føde: Primært ådsler af får, wallabies, kaniner og wombats men kan jage pattedyr, fugle og krybdyr. Ikke en effektiv jæger; dræber primært svækkede dyr.

Art: Pattedyr

Frygtindgydende navn

Den tasmanske pungdjævel har fået sit navn af europæerne. Blandt de tidlige kolonister havde den ry for at være blodtørstig og arrig og historier om pungdjævle der slog hele fåreflokke ihjel var ikke ualmindelige. Den sorte farve og de karakteristiske skrig, som pungdjævle udstøder, når de æder i flok, har nok heller ikke hjulpet deres image. Pungdjævlen har store, kraftige tænder, som den ofte viser til andre pungdjævle. Dette syn skal skræmme rivaler væk fra føden, men har nok også skræmt en del mennesker, selvom pungdjævlen er helt ufarlig og i det hele taget sjældent jager levende bytte.

Kampen om dievorterne

Når den tasmanske hunpungdjævel kommer i brunst, udsender hun dufte, som tiltrækker hannerne i området. Hannerne slås ofte voldsomt og vinderen af kampene udvælges af hunnen. Hunnen bliver i brunstperioden mindre aggressiv. Den udvalgte han udnytter dette til at overmande hunnen og trækker hende – med et fast bid i nakken – ned i hendes hule hvor de parrer sig flere gange om dagen over en periode på 3-4 dage. Hannen vogter indgangen til hulen mod andre hanner og sørger samtidig for, at hunnen ikke forlader den. Når brunstperioden er ovre, vender hunnen tilbage til sin normale tilstand og fordriver straks hannen fra hulen.

Herefter er hunnen drægtig i ca. 20 dage. Hun føder 25-40 fostre, der hver vejer omkring 0,2 gram og er mindre end en lillefingernegl. Hun stiller sig på stive bagben og med sænket forkrop og føder i en krampelignede tilstand fostrene sammen med en mængde slim. Slimen danner et spor fra kønsåbningen ned i pungen, som har åbningen vendt bagud. Fostrene følger slimsporet og bliver på denne måde ledt direkte ned i pungen. Kun 3-4 fostre sætter sig fast på dievorterne, resten går til. Ungerne sidder

fastvokset til dievorterne de første 90 dage og forlader pungen, når de er omkring 105 dage gamle.Tasmansk pungdjævel

Biologi

Den tasmanske pungdjævel er i naturen nataktiv og bruger dagen på at sove. Den er primært ådselsæder og er en ineffektiv jæger. Således angriber den ikke store, aktive byttedyr, men kan jage svage, sårede eller nyfødte dyr.

Pungdjævle har et bid, der er lige så kraftigt som en schæferhunds. Sagt på en anden måde – en 10 kg. tung pungdjævel har et bid svarende til en hund på 40 kg. Pungdjævlene opbygger en stor muskelmasse omkring hoved og halsregion – dette område kan udgøre 25 % af dyrets samlede vægt. Pungdjævle har store, kraftige tænder, der er gode til at flænse og flå kød fra hinanden. Knogler knuses med de bagerste tænder, men for at få et ben eller et kranie så langt ind i munden, skal pungdjævlen kunne åbne gabet gevaldigt. En pungdjævel er i stand til at åbne munden 90 grader. Det normale for rovdyr er 60 grader. Et ådsel ædes fuldstændigt med hud, kød og knogler. 

Pungdjævle er ikke sociale dyr men lever alene, bortset fra når de har unger. De er ikke meget for at dele et ådsel, men lugten tiltrækker ofte flere djævle. Pungdjævle har veludviklede knurhår både foran og bagpå hovedet. Disse knurhår hjælper pungdjævlene til at placere sig rundt om et ådsel, så de er udenfor ”bid-rækkevidde” af hinanden. Derudover bruger djævlene en række bidske lyde til at afgøre, hvem der får den bedste spiseplads. Lydene varierer fra en slags hakkende hoste og knurren til højfrekvente skrig.