o

På besøg i Tasmaniens hjerteformede hjem

I det centrale Tasmanien på grænsen mellem bjerge, skove og åbne græsarealer finder vi Trowunna Wildlife Park. Trowunna er et indfødt ord, og betyder ”hjerteformet hjem”, hvilket lever op til parkens formål om at give hjem til vildtlevende tasmanske arter. Zoos medarbejder Rie Holch Kristiansen har været i praktik hos ejeren Androo Kelly, og fået et indblik i hvor mange af Zoos tasmanske dyr kommer fra.

Af Rie Holch Kristiansen

For de vilde, de sårede og forældreløse
Siden 1979 har Trowunna fungeret som både besøgspark og rehabiliteringscenter, og huser mange forskellige tasmanske arter såsom pungdyr, fugle og øgler. Hvert år dør mange dyr i trafikken, og nogle gange ligger der små unger i pungen, som Trowunna tager imod og passer, indtil de igen kan sættes fri i naturen. I parken findes derfor både vilde, sårede og forældreløse dyr, hvor alle medarbejderne arbejder for at dyrene en dag kan sættes tilbage i naturen.
Da jeg møder receptionisten Vivian, sidder hun med en forældreløs vombatunge, der skal mades to til tre gange om dagen. Det er dog et krævende projekt, for hver fodring kan tage op til en time, da ungen med sine små forben gang på gang forsøger at skubbe flasken ud af Vivians hænder. Vombattens forben er bygget til at grave lange tunneller under jorden, hvilket den kan få rig mulighed for, når den om et par måneder kan klare sig selv og indgå i en af Trowunnas vombatgrupper.

Red djævlen
Trowunna er en vigtig del af Save the Devil Program, som den australske og tasmanske regering står bag. Et program København Zoo støtter indirekte ved at sende midler til Trowunnas arbejde. Mange djævle i naturen dør enten i trafikken eller af en særlig smitsom form for ansigtskræft kaldet Devil Facial Tumor Disease (DFTD).

I øjeblikket findes der ikke nogen kur for DFTD, så Trowunna arbejder for at holde en sygdomsfri bestand med sunde og stærke gener, som forhåbentlig kan sættes tilbage i naturen, så arten ikke uddør. Og der kæmpes for en vigtig sag, da næsten 90 % af vilde tasmanske djævle er udryddet. Androo og resten af holdet i Trowunna håber derfor på at man finder en vaccine mod sygdommen, eller at den uddør naturligt, når de nye bestande holdes sygdomsfri

En flyvende fremtid
I løbet af min praktik modtager parken en kilehaleørn, der efter et styrt i en sø, ikke længere kan lette. Det første besøg hos dyrlægen viser at ørnen heldigvis ikke havde brækket vingen, men eftersom at vingen blev ved med at ’hænge’, måtte den tjekkes endnu engang. Omkring rovfuglens albueled er der kommet en væskeansamling, som skal kureres. Efter dyrlægens antibiotikaboost, skal den de næste fem dage have medicin sammen med sit foder, hvilket heldigvis ikke er noget problem, da fuglen spiser godt, selvom den er vildtfangen. En af parkens dyrepassere viser rovfuglens bryst og fortæller, hvordan fuglen ikke er undervægtig, da brystet er fyldigt og fast. Den smukke fugl med et vingefang på 2,5 meter er, til trods for vingen, i god stand, og kan forhåbentlig genudsættes i naturen.
Et af de ældste dyr i Trowunna er netop en kilehaleørn, der for næsten 30 år siden kom til parken med en brækket vinge. Dyrlægen var nødt til at amputere vingen, men ørnen klarer sig fantastisk, og bevæger sig lettere kluntet, men stolt rundt i den store udendørs voliere. Hvis ikke den senest ankomne ørn kan genudsættes, er jeg ikke i tvivl om, at den vil få et godt, langt liv sammen med de andre ørne i Trowunna Wildlife Park.

Et djævelsk kursus

Selvom vi har haft tasmanske djævle i København Zoo i 10 år, er der meget der kan læres endnu - ikke mindst om formidlingen af hold af djævle i fangenskab. København Zoo er i øjeblikket det eneste sted i Europa, der har tilladelse til at avle tasmanske djævle. Netop derfor er dyrepasserne Zaco og Rasmus fra København Zoo taget om på den anden side af kloden, til djævlenes hjemland, for at deltage i et kursus i Trowunna Wildlife Park.

Af Rie Holch Kristiansen

Formidling og forskellighed
Gennem kurset kan dyrepasserne lære, hvordan de underviser andre dyrepassere fra Europa i hold af djævle, og København Zoo vil derfor kunne dele viden og samarbejde med andre Zoos om de tasmanske dyr. For at få et diplom fra Trowunna skal dyrepasserne gennemgå to kurser af en uges varighed. Her lærer dyrepasserne blandt andet om djævlenes ernæring, sundhed, adfærd samt historie. I løbet af den første uge har Zaco og Rasmus, sammen med fire dyrepassere fra Perth (Perth Zoo), en fra Darwin (Northern Territory Wild Life Park) samt en dyrlægestuderende fra Queensland University, fulgt Trowunnas dyrepassere i deres daglige rutiner med djævlene samt deltaget i flere forelæsninger og opgaver.

I Trowunna findes der i øjeblikket over 50 djævle, hvor der i Danmark er 15. Trowunnas store beholdning af djævle giver Zoos dyrepassere en unik mulighed for at opleve forskellig adfærd og personligheder hos djævlene, som de ikke i samme grad har mulighed for i København. Ikke to djævle er ens, og det er vigtigt at kunne se forskel på de forskellige individer, så de rette forbehold kan tages, når djævlene lever sammen i fangenskab.

Med tanke på den tasmanske tiger
De fleste har hørt om, at store dyr som tigeren og næsehornet er truet, men færre ved, at de tasmanske djævle de sidste år har oplevet et kraftigt tilbagefald grundet ødelæggelse af habitater samt sygdommen DFTD (Devil facial tumor disease). Over de sidste år har Tasmanien oplevet et tilbagefald på næsten 90 % i bestanden af vilde djævle. Derfor mener Zaco og Rasmus, at det er vigtigt at kunne formidle djævlenes historie samt være en del af deres avlsprogram, så der opretholdes en sund og rask bestand. På den måde kan vi undgå at djævlene lider samme skæbne som deres nære slægtning, den tasmanske tiger, der uddøde i 1936.

Down under som dyrepasser

Som praktikant i Trowunna fortæller Zoos medarbejder Rie Holch Kristiansen her, hvordan en dag i den tasmanske dyrepark forløber. En dag der kan byde på lidt af hvert og ikke mindst en tæt kontakt med de dyr, der lever down under.

Af Rie Holch Kristiansen

Ikke så lortet endda
Solen skinner, og selvom det kun er 21 grader, føles det som langt mere, fordi det er en tør og brændende varme. Det skyldes, at ozonlaget over Tasmanien er tyndere end over Danmark, og jeg har derfor bevæbnet mig med solhat, lange ærmer og solcreme, hvilket er standarduniformen i Trowunna.

Over de sidste fire uger har jeg deltaget i den daglige rutine med pungdyrene i Trowunna, og første punkt på min dagsplan er at rengøre hos pungmårene, også kendt som spotted tailed quolls. Pungmårenes anlæg er fyldt med grene og naturligt underlag fundet i skoven på Trowunnas grund, der gør det umuligt at komme ind med maskiner, river eller andet udstyr. Bevæbnet med en gummihandske og en spand går jeg derfor i krig med at finde madrester og lort fra de i alt seks pungmåre. Særligt én pungmår har fra første dag fanget min opmærksomhed. En lille hun kaldet Suzy kommer hver dag over til mig, snuser til spanden og til mine sko, og når jeg sætter mig på hug, kommer hun helt hen og sætter forbenene på mit knæ. Det er den tætte kontakt med dyrene i Trowunna som gør, at et job som lorteopsamler faktisk kan være en af de bedste opgaver i løbet af en arbejdsdag. 

På besøg hos dyrene
I Trowunna er der tre offentlige ture om dagen, hvor dyrepasserne fortæller om dyrene og viser nogle af dem frem. Efter en gennemgang af de informationer vi giver gæsterne, samt en instruktion i håndteringen af dyrene, er jeg klar til min første tur alene. I dag er der få mennesker på morgenturen, og vi bryder isen med at joke om min danske accent, som en gæst troede var fra Tyskland. Et ældre ægtepar fra Melbourne er meget interesseret i at se en vombat, og da jeg tager den 17 måneder gamle forældreløse Willow op og giver kvinden lov til at holde hende, kan jeg se, hun bliver meget rørt. Vi får en lang snak om pungdyr, og jeg fortæller, hvordan vombatten har udviklet sig til et liv i huler under jorden. Det bringer et grin frem hos gæsterne, da jeg viser den lille halestump frem, som gemmer sig i pelsen. Ligesom mennesker har vombatten engang haft en hale, og den lille stump er, som vores haleben, et tegn på en udvikling af vombatten gennem tusinder af år.

I øjeblikket er der to små tasmanske djævleunger i Trowunna, og de bliver også vist frem, inden vi fortsætter til de voksne djævle, som bliver fodret med et stort stykke wallaby. Det er sjovt at se gæsternes reaktion på fodringen. Nogle synes stadig at djævlene er uhyggelige, mens andre har fået en større indsigt i dyrenes naturlige adfærd, som slet ikke yder retfærdighed til navnet ‘’djævel’’. De tasmanske djævle kan være meget sky eller utroligt nysgerrige og ikke bare ‘’nogle uhyggelige kødædere’’.

Efter morgenturen er det blevet tid til at fodre fuglene. De store kilehaleørne får store stykker kød, som de fortærer med deres skarpe klør og næb. Latterfuglene kan man fodre med hånden. De får små stykker possum med insektpulver på, og når jeg holder kødet højt op i luften, flyver de ned og snupper det ud af hånden på mig. Det er en stor oplevelse at mærke vingesuset over hovedet og se kødstykkerne forsvinde ned i de lange, tykke næb på de ikoniske fugle.

Farvel Trowunna
I Trowunna tager alle sin tørn og hjælper til med forskellige opgaver. Det betyder, at alle skiftes til at sidde i receptionen, tage på tur med gæsterne eller fodre og gøre rent hos dyrene. To dage er aldrig er ens, og der er mange forskellige typer opgaver at gå i gang med. Efter frokost bevæger jeg mig derfor ud i solen igen med en spand fyldt med træolie. Alle anlæggene har trærammer, og for at beskytte træværket skal de have olie 1-2 gange om året. Det er en hyggelig opgave, og heldigvis en opgave, der kun kan ordnes i tørvejr. Vejret på Tasmanien kan skifte mellem høj sol, regn, kulde og hagl på meget kort tid, men da det langsomt er ved at blive sommer, mens vi har vinter i Danmark, har jeg været heldig at opleve flest solskinstimer og kun meget lidt regn.

Resten af dagen går med at fodre vombatter, kænguruer og wallabies. De store grå forester kænguruer kommer helt hen til truget, og de elsker at blive kløet på brystet og ryggen. Faktisk er det også muligt for gæsterne at købe en pose med foder til kænguruerne, der får dem til at komme helt tæt på og spise af hånden.

Sidste punkt på dagen er at rense vandtrug hos alle dyrene. Det er ikke altid et let job, specielt når vombatten H.B. synes det er sjovere at gå hen og hvile sig lige netop der, hvor hendes vandtrug skal stå, førend jeg kan nå det med vandslangen. Hun er venlig og med lidt nus og et puf bagi, får jeg hende vækket igen, så jeg kan afslutte min arbejdsdag.

Det er hårdt arbejde at være uden for hele dagen i al slags vejr, men det har været en spændende udfordring, og jeg forlader Trowunna med langt mere viden og erfaring om de lokale dyr, end jeg kunne have fået noget andet sted i verden. 

Fakta om Trowunna

  • 33 hektar grund med forskellige typer habitater (alpine, skov, græs).
  • Grundet sin beliggenhed er Trowunna hjem for både vestlige og østlige tasmanske arter, der lever vildt i parken. Blandt andet ligger den sjældne hvide Goshawk på rede i området.
  • Der findes 26 tasmanske arter i parken, hvoraf 16 arter er stærkt forvaltede arter - djævle, wombats, quolls, flere rovfugle og mindre pungdyr. Resten er ‘’free-range’’ og er altså dyr, der lever mere eller mindre vildt på grunden, men som dyrepasserne forsøger at kigge efter - dette er blandt andet sorte svaner og gæs samt potoroos, wallabies og kænguruer.
  • Der er i øjeblikket 52 djævle i Trowunna, og Trowunna har det længste stamtræ for djævle i verden.
  • Der findes 70 eastern grey tasmanske kænguruer og 12 bennets wallabies samt en række pademelons, potoroos og bettongs, der alle græsser frit i området.
  • Der er to typer quoll: Eastern quoll (35 stk) og spotted-tailed quoll (8 stk).
  • Der findes også 3 echidnas.

Klik på linket nedenfor for at læse mere om den tasmanske dyrepark, hvor størstedelen af Zoos tasmanske dyr kommer fra:


TROWUNNA WILDLIFE PARK

SAVE THE TASMANIAN DEVIL

 

De tasmanske og australske regeringer står bag SAVE THE TASMANIAN DEVIL PROGRAM. Programmet forsker i den ansigtskræft, der rammer mange af djævlene. På deres hjemmeside kan du læse mere om det vigtige arbejde, programmet gør for at redde de tasmanske djævle:

 

SAVE THE TASMANIAN DEVIL