Zoo efter åbningstid

Kom i Zoo og oplev den helt særlige rolige stemning, der præger Zoo efter åbningstid.

Mens tusmørket falder på, guider en zoomedarbejder jeres gruppe rundt i en ellers mennesketom Have. Men Zoo er på ingen måde øde. Mens de dagaktive dyr er ved at gå til ro, pibler de nataktive dyr frem. I skumringen høres løvens dybe aftenbrøl, imens de ellers lidt sky ulve lusker rundt på aftenpatrulje. I elefanthuset hygger de store dyr sig med aftenens snack, og udenfor daser søløverne søvnigt på klipperne. I Tropezoos dunkle afkroge summer der af krybende liv, og i Regnskovshallen piler et par bæltedyr rundt i deres søgen efter føde.

På en rundvisning i Zoo efter lukketid oplever I den særlige forvandling fra dag til nat i dyreriget. Udover de nataktive dyrearters ofte usete adfærd sættes stemningen af zoomedarbejderens hemmelige historier og sjove anekdoter fra den gamle have. Undervejs er du velkommen til at stille alle de spørgsmål du vil og derved hjælpe zoomedarbejderen med at skabe en uforglemmelig oplevelse.

Da vi arbejder med levende dyr vil ikke to rundvisninger være de samme, men variere i forhold til vejret, nyt i Zoo og dyrenes aktiviteter.

I vintermånederne foregår rundvisningerne primært i Zoos bygninger som Den Arktiske Ring, Girafhuset, Tropezoo, Elefant- og Primathuset.

Mad og drikke:

I forbindelse med rundvisningerne vil der være mulighed for at bestille forplejning – alt fra sandwich til gourmetmiddag. Se mere om middagene.

Hvornår: Alle dage året rundt
Tid: Efter Zoos lukketid
Varighed: 2 timer
Antal: Op til 35 personer per hold, max 180 personer
Pris: DKK 225 per person, dog minimum DKK 4500


KONTAKT OG BOOKING