Træning

Hvad er træning?

Træning betyder, at man ved gentagen systematisk udførsel af øvelser, opnår færdigheder eller erfaring – kort sagt man ”lærer” - det gælder for mennesker såvel som dyr.

At lære er den naturlige del af dyrenes verden. Rovdyreunger slås og leger med det levende bytte, som deres mor har fanget, og på den måde øver ungerne sig i at nedlægge deres eget bytte en dag. Fugleunger, basker vildt med deres vinger, mens de holder godt fast med fødderne i den gren, de sidder på, indtil de føler, at de har kræfter nok til, at deres vinger kan bære dem. Dyr i naturen har brug for at lære en masse færdigheder så som at finde føde, bygge en rede, forsvare sit territorium eller opfostre unger. Kun de dyr, der lærer hurtigt og får de rigtige færdigheder, får lov til at føre arten videre. Denne læring er faktisk træning, og det er en meget vigtig del af dyrenes naturlige adfærd.

Hvorfor trænes der i Zoo?

Træning i Zoo er bestemt ikke et nyt fænomen. Siden de allerførste år af Zoos levetid er dyr blev trænet og fremvist som underholdning for gæsterne. Man kunne opleve isbjørne i snor på tur med deres dyrepasser eller chimpanser, der malede billeder eller deltog i børnefødselsdage. I dag bliver dyrene i Zoo stadig trænet, men formålet og oplevelsen er nu en helt anden.

Når man som gæst ser dyrepasserne åbne mund på isbjørnen eller kigge på søløvens luffer, så kunne man godt få det indtryk, at dyrene bliver tamme, men det gør de absolut ikke. Dyrene arbejder simpelthen udelukkende, fordi de får noget ud af det. Det behøver ikke altid at være mad, det kan også være opmærksomheden fra dyrepasseren eller ofte bare den udfordring, der er i at lære noget nyt. Det er især vigtigt at forstå, at man ikke kan sulte dyr til at arbejde eller lære. Det ville ødelægge den tillid, de har til passeren og gøre dem frustrerede, og måske endda aggressive. Dyr er ikke så forskellige fra os, de føler også velbehag, når de løser opgaver, lærer og belønnes. Det ligger i hjernen og er medfødt hos alle levende organismer.

I dag er det primære formål med træningen i Zoo kort sagt, at sikre dyrene optimal velfærd, og gæsterne optimal formidling om dyrenes naturlige adfærd og tilværelse i Zoo. Træning hjælper til at styrke dyrenes helbred både fysisk og mentalt. Via træning bliver dyrene motioneret, når de for eksempel får belønning for at bevæge sig rundt forskellige steder i deres anlæg. Dette hjælper også når dyrene dagligt skal flyttes for, at kunne gøre rent. Så har de lært, at det kan svare sig at gå ind og ud af fx en stald, når dyrepasserne beder dem om det. Via træning kan dyrene også lære at løse svære opgaver og dermed blive stimuleret eller de kan trænes i at bruge berigelse, som de måske ellers ikke vil have forstået at bruge.

 

Dér hvor træningen i Zoo bruges allermest er, når der er brug for veterinære prøver, som for eksempel blod, eller når dyrene i dagligdagen skal tilses for at sikre, at de er sunde og raske. Her lærer de at gå op på en vægt eller at få taget deres temperatur. Nogle dyr kan også lære frivilligt at få behandling, som ex. øjendråber eller vaccinationer. I tilfælde af at dyrene skal transporteres, lærer de derfor at gå i transportkasse, hvis der en dag skulle være brug for at tage dem ud af deres anlæg eller sende dem til en anden Zoo. Der er nærmest ingen grænser for, hvor meget de kan lære. For en zoologisk have er træning også et spørgsmål om sikkerhed i den daglige pasning – både for dyr og mennesker. Skulle man for eksempel holde en søløve fast for at give den øjendråber, ville personalet højst sandsynligt blive bidt, hvis den da overhovedet kunne blive holdt fast. Zoo kunne bedøve søløven, men det er meget risikabelt, da havpattedyr meget let holder op med at trække vejret under bedøvelsen. Derudover ville bedøvelsen være en ubehagelig oplevelse for dyret. Uden træning ville Zoo altså ikke have lige så god mulighed for sikkert at behandle dyrene.

Dyr der ikke er vant til at blive rørt ved, håndteret eller separeret fra sine artsfæller kan blive bange, stressede og endda farlige i sådanne situationer. Det er ikke en rar oplevelse for de dyr. De kan måske gå hen og blive syge, eller endnu værre dø, af den stress de oplever i sådan nogle tilfælde. Derfor er det vigtigt at tage sig tiden til at træne dyrene til de situationer, de kan møde i Zoo, og på den måde gøre dyrene mere trygge i deres dagligdag. Måske kan de endda ende med at synes, at det er spændende at få besøg af dyrlægen eller at gå i en transportkasse. Træning øger dyrenes tillid til de mennesker, der tager sig af dem og oplevelsen bliver i stedet et berigende og stimulerende indslag i dyrenes tilværelse. Træning kan desuden bidrage til forskning. Da næsehornet ventede kalv i vinteren 2014/2015, blev der jævnligt taget blodprøver af hunnen for at måle indholdet af progesteron i blodet. Man véd, at progesteron niveauet ville falde drastisk umiddelbart før fødslen, men en præcis kurve over ændringerne og progesteronniveauet helt op til fødslen var kun sparsomt dokumenteret. I dag véd man meget mere – takket være en flot træningsindsats fra næsehornenes træningsteam.

Ønsker Zoo at lave ændringer i dyrenes miljø, som for eksempel at introducere nye flokmedlemmer, kan træningen lære dem, at nye individer i flokken er noget positivt. Træningen kan også bruges til at ændre problemadfærd hos dyrene, som for eksempel aggressioner eller stereotypier, som sommetider opstår, hvis dyr ikke føler sig trygge eller forstår deres omgivelser. Her kan træning hjælpe til at fjerne den frygt eller uro, der udløser en problemadfærd, og give dem et alternativt fokus.
Endelig er træning også til gavn for gæsten i Zoo. Dyrene besidder nemlig mange spændende egenskaber, som de desværre ikke altid viser, mens gæsterne kigger på dem. Med træning kan dyrene lære at vise deres naturlige adfærd og særlige egenskaber, når dyrepasserne beder dem om det. På den måde kan det for eksempel vises, hvordan uglen kan flyve helt lydløst og jager, uden dens bytte opdager det før det er for sent.

TRÆNING FORTSAT

Hvem træner i Zoo?

Dyr er individuelt ligeså forskellige som os mennesker, og når man træner et dyr, lærer man også dets ”personlighed” rigtigt godt at kende. Dét er en stor hjælp til, på et tidligt stadie, at opdage små ændringer i dyrets adfærd, som for eksempel kan skyldes sygdom, drægtighed eller problemer i flokken. På den måde kan man hurtigt få lagt en plan og løst problemet.
I Zoo er det dyrenes daglige dyrepassere, der træner dyrene. Det er dem, der har den daglige omgang med dyrene og dermed den største kontakt. Det er derfor også dem, der først opdager, hvis der sker forandringer, som for eksempel sygdom, eller hvis dyret blot har en dårlig dag - og dét er vigtigt at vide, før man træner sit dyr.
Alle Zoos dyrepassere får et kursus i træning og læres herefter op i de enkelte afdelinger, som de skal arbejde i. Det er vigtigt, at alle dyrepassere i en afdeling kan træne dyrene. På dén måde vil der altid være én dyrepasser på job, der for eksempel kan bede isbjørnen åbne sin mund, for at vise om den måske skulle have knækket en tand, hvis den har problemer med at spise, i stedet for at bedøve den, som man ellers ville have gjort.

Dyrenes behov for træning er meget forskellige, og det er dyrepassere, dyrlæger, kuratorer, berigelses- og træningskoordinatorer og formidlere, der kan have forslag til hvilken træning, der er nødvendig eller ønskelig for de enkelte arter. Hos for eksempel elefanterne er træning en stor del af deres daglige pasning. Det kan volde meget store problemer, hvis en elefant får dårlige ben. De har brug for, at deres fødder bliver tilset, beskåret og vasket hver dag. Dyrepasseren er derfor opmærksom på, om de har en sten, der sidder fast under foden og som kan medføre betændelse, eller om neglene er blevet for lange, så der er risiko for at de flækker.

Hvordan trænes der i Zoo?

Inden Zoo begynder at træne dyrene, er det meget vigtigt, at man har samlet så meget viden om dem som muligt. Der er en masse forskellige dyr i Zoo, som lever i forskellige miljøer og er aktive på forskellige tider af døgnet. Nogle lever i flokke og nogle alene. Nogle er byttedyr og andre er rovdyr. Deres sanser er vidt forskellige; for eksempel ser nogle dyr rigtigt godt, mens andre næsten er blinde.
Sammen med informationsindsamlingen om arten, er det også vigtigt at kende det enkelte dyrs historie. Nogle zoodyr bliver meget gamle, som for eksempel chimpanser og skildpadder, og de kan have boet flere andre steder; som zoologiske haver, i laboratorier, hos private eller måske kommer de direkte fra naturen. Dyrene har således en masse oplevelser, historie, sygdomme, fødsler m.m. med i bagagen, som har gjort dem til lige netop de dyr, de er. Når der skal tilrettelægges et fundament for træningen, er der altså mange elementer der skal på plads først.

Træningen af et dyr begynder lige så snart kontakt er mulig. Det kan være leg, berøring, fodring, eller kort og godt tillid – masser af tillid! Ganske langsomt bliver der skabt en kontakt til dyret, og gennem denne kontakt kan der formes en adfærd, som der kan være brug for senere.

Det kan være, at dyret står på en bestemt måde, eller at den lærer at forholde sig roligt, når dyrepasserne er omkring dem. Kommer dyrene fra et andet sted, så begynder træningen ofte i karantænen, hvor den første tillid til mennesker/dyrepassere bliver opbygget.

Når dyret virker klar, starter den ”egentlige” træning, som i almindelig tale kaldes for klikker-træning. I videnskaben kaldes denne læring for Operant betingning og Klassisk betingning.
Klikker-træning består meget enkelt beskrevet i, at man belønner dyret, og dermed forstærker den adfærd, man gerne vil se igen. Den adfærd man IKKE ønsker at se igen, belønner/forstærker man derimod ikke. For at fortælle dyret præcis, hvornår den gjorde det rigtige, bruges ofte et hjælpemiddel eller en såkaldt markør. Denne markør kan være en klikker, en fløjte eller ganske enkelt ordet ”godt”. Man kan faktisk bruge en hvilken som helst lyd, bare dyret ikke forbinder lyden med noget i forvejen. De fleste dyr har aldrig hørt lyden af en klikker før dén dag, de begynder at blive trænet. Vil man træne en slange, som er døv, kan man i stedet bruge et blink fra en lygte som markør.
Når en passende markør er valgt begynder træningen, hvor markøren forbindes med noget dyret gerne vil have, som regel mad. Processen består af: klik, giv mad – klik, giv mad, og når det er gjort nogle gange, forstår dyret at lyden ”klik” betyder mad eller at belønning er på vej.

Fordelen ved at bruge klikkeren er, at man meget præcist kan fortælle dyret, hvornår den gjorde det rigtige. Forestil dig, at du skulle fortælle en søløve præcist, hvornår den lavede den perfekte saltomortale i luften. Det ville være svært at kaste en fisk til den i præcis det rigtige øjeblik, men dét kan klikkeren. Man skal forestille sig, at man tager et foto af det øjeblik, den hænger perfekt i luften – dér skal klikket lyde.

Ofte bruges også en targetpind, som er et andet hjælpemiddel. Det er en pind med en lille kugle for enden, som dyret lærer at sætte sin snude, pande eller pote på. Når dyret har lært det, hvilket som regel går stærkt, så kan man begynde at guide dyrene derhen, hvor man gerne vil have dem. Det kan være ind i en transportkasse eller op på en vægt, men det kan også være fra ét sted til et andet.
Ganske langsomt med små trin former man den adfærd, man gerne vil have, indtil man til sidst kommer frem til målet. Dette forløb kaldes shaping.

Videoer af træning

 

Se eksempler på dyrepassernes arbejde med træning i Zoo. Oplev blandt andet hvordan træningen får tigeren til at ligge stille, så der kan tages blodprøve og åbne munden så tænderne kan tjekkes. Der er også videoer med mange andre eksempler på træning i Zoo. 

OPLEV TRÆNINGEN

Nu er det muligt at komme helt tæt på Zoos elefanter og tigere. Kom i Zoo før åbningstid og oplev træningen af dyrene.

KØB BILLET HER

MERE OM TRÆNING

Du kan læse meget mere om træning på følgende hjemmesider:

Du kan købe din helt egen klikker (se billedet) i Zoo shoppen, så du kan træne dit kæledyr ligesom dyrepasserne i Zoo.