o

Zoo har for halvandet år siden dannet en ny løveflok for at efterligne det vilde løveliv. Løveflokken fungerer over al forventning. Men hvordan foregår det egentlig i naturen, når nye løvehanner smider de gamle på porten?

I marts 2014 valgte Zoo at udskifte sin løveflok, som var godt oppe i årene, med to 2-årige løvehunner af egen avl plus en han på 3 år, som er avlet i Givskud Zoo.

14 måneder efter er resultatet en velfungerende og harmonisk flok, som har forgrenet sig til tre hanunger og en hununge fra april og tre hanunger fra juni, som gæsterne i Zoo har kunnet følget sommeren over. Det gode, ved at kuldene er født så tæt på hinanden, er, at alle ungerne kan være en del af løveflokken. Havde der være for stor afstand mellem kuldene, kunne de største unger være til fare for de mindste, fordi de ville lege for vildt med dem.

Gamle hanner bliver jaget på porten

Løven er det eneste kattedyr, der lever i flok. Hunløverne er alle i slægt med hinanden og udgør grundstammen i flokken. De jager i flok, kommer i brunst næsten samtidig og deles om at die og passe ungerne, der fødes på samme tid. Det er dette unikke samarbejde, der holder flokken sammen og giver den succes. Hannerne forlader derimod flokken i 2-3 års alderen. De forsøger at overtage en anden løveflok og jage de dominerende hanløver på porten. En hanløve kan nemlig sjældent holde på sine hunner i mere end et par år, før flokken bliver overtaget af en ny og frisk han. Det er denne dynamik i løveflokkens struktur, som vi forsøger at efterligne i Zoologisk Have.

Hunnerne får bank, til de makker ret

Når en han overtager en ny flok, får alle hunnerne en gang bank, indtil de underkaster sig og accepterer hannen som flokkens fører. Det skete som forventet, da vi satte vores nye løveflok sammen i 2014.

Det er vigtigt her at have is i maven og ikke gribe ind, når slagsmålet går højt. For kampene ophører først, når alle hunner har underkastet sig, hvilket de viser ved at rulle om på ryggen. Det er en del af processen, som skal overstås, og heldigvis går det næsten aldrig galt.

Kun egne gener får lov at leve i flokken

En løvehan er en barsk herre set med menneskelige øjne. Hvis en ung han erobrer en løveflok, hvor hunnerne har diende unger, er det første, han gør, at slå disse unger ihjel. Det er for omkostningsfuldt for ham at bruge energi på unger, som ikke bærer hans gener. Moderen kommer straks i brunst igen, hvorefter han kan sprede sine gener, ligesom vores unge han nu har gjort. Hos os dog uden at skulle slå et kuld unger ihjel først.

Harmonisk løveliv i Zoo

Hele den nye flok har henover sommeren skabt masser af liv i løveanlægget og vist sig at være både velfungerende og dynamisk. Men om et års tid vil ungerne være vokset sig så store, at det er tid til at finde et nyt hjem og en ny flok til dem, hvorved Zoos løveflok kan fortsætte den positive udvikling.