o

Den Arktiske Ring i Zoo

Der er næsten ikke noget så fantastisk, som at se Zoologisk Haves isbjørne lege og boltre sig i vandet. I Den Arktiske Ring har man, som det eneste sted i Europa, muligheden for at se isbjørnene opholde sig under vand. Man kan her se de store dyr på helt tæt hold og nærmest føle at man rører ved dem, når de sætter poten på ruden lige ved siden af en. Den Arktiske Ring har meget at byde på, og udover at man kan se isbjørne og fugle, har man også mulighed for at spise en lækker middag eller afholde en reception i dyrenes selskab. Den Arktiske Ring kan nemlig lejes som selskabslokale med tilhørende middag.

Få isbjørnene til bords med en middag i Den Arktiske Ring

I Den Arktiske Ring har du mulighed for at nyde en lækker nordisk inspireret buffet, mens du iagttager isbjørnes leg i vandet. Du får brugt alle dine sanser ved dette unikke arrangement. Middagen er tilberedt af vores dygtige kokke og nydes i selskab med de tunge isbjørne og fuglene fra Zoos færøske fuglefjeld, hvor der både er lunder, lomviger og alke.

Den Arktiske Ring kan benyttes til særlige selskaber uden for Zoos almindelige åbningstid efter nærmere aftale.

  • Menu, se vores selskabsmenu eller kontakt os for en snak om mulighederne for forskellige arrangementer, vi hjælper gerne med ideer og inspiration. 
  • Lokaleareal: 80 m2
  • Antal gæster til reception: 200 personer maksimum
  • Antal gæster til middag: 50 personer maksimum
  • Trådløst internet: Ja
  • Handicapvenligt: Ja
  • Toiletter: Ja

Bemærk, at der udelukkende afholdes særlige og eksklusive arrangementer i Den Arktiske Ring. Ring og hør nærmere på 72 200 203.

Den Arktiske Rings historie

Zoologisk have har næsten altid haft isbjørne, den første isbjørn blev fremvist i 1860, kun et enkelt år efter Havens åbning. Med åbningen af Den Arktiske Ring i 2013 har isbjørnene fået et nyt 3.100 m2 stort hjem, hvor de kan tumle frit. Man har så vidt muligt forsøgt at afspejle isbjørnenes naturlige hjem, og sørget for at der er masser af mulighed for berigelse. Bassinet i Den Arktiske Ring er et 1.900 kubikmeter stort saltvandsbassin, så der er plads til leg og læring, når Havens to isbjørne svømmer rundt.

Den Arktiske Ring er tegnet af Dall & Lindhardtsen, som bl.a. også står bag flodhestehuset, abejunglen og girafhuset. Når man træder ind i området, er det første der møder en isbjørnenes udendørsområde, der giver en fornemmelse af at stå ved polarkysten. Dernæst kan man følge en lang rampe som fører ned under i ’Polarhavet’. Her er der store glaspartier, hvor man kan følge bjørnene, længere inde kommer du igennem akryltunnellen, hvor du er omgivet af vand. Midt i Den Arktiske Ring har vi vores skønne færøske fuglefjeld, og en fantastisk interaktiv udstilling der kan underholde børn og voksne i alle aldre.

Så med Den Arktiske Ring som selskabslokale, er man sikker på, at gæsterne ikke kommer til at kede sig.

Tag gæsterne med på en rejse i Zoo

Hold selskab i Zoo og giv dine gæster en uforglemmelig oplevelse. Zoo ligger centralt i København og har mange specielle arrangementer og muligheder for dig, der har lyst til at holde selskab i Havens historiefyldte omgivelser. Vi har flere forskellige selskabslokaler at vælge imellem.

I kan både tage bilen eller offentlig transport til Haven, bussen kører lige til døren og der er et væld af parkeringspladser, så alle gæster kan komme med. Læs her mere om parkering i Zoo.


KONTAKT OG BOOKING