Nye pantkopper sparer hvert år Zoo for 1,8 tons affald

 

Efter en vellykket testperiode på to år i spisestedet Provianten introducerer Zoo nu de miljøvenlige og genanvendelige pantkopper i hele Haven.

Zoo bruger over 150.000 papkrus om året, som nu afløses af pantkopper. Zoo tager hermed skridtet mod en mere grøn og miljørigtig løsning, idet pantkopperne er fremstillet af miljørigtig plast og kan genbruges. Det giver mindre spild og reduceret Co2-udledning. Dels på grund af det genanvendelige materiale, pantkopperne er lavet af, og dels fordi de produceres i Belgien frem for Asien. Den væsentligt kortere transport fra producent til forbrugeren er en stor miljøgevinst.


Hvad betyder det for dig?

Du betaler 10 kr. ekstra for pantkoppen ved køb af drikkevarer i Haven. Når du er færdig med at bruge din kop, har du tre valg:


1. Doner panten til Zoos forskningsarbejde med giraffer i Pilanesberg Nationalpark i Sydafrika ved at aflevere pantkoppen i en donationsstander. Verdens højeste dyr risikerer at forsvinde for næsen af os – bestanden er faldet fra 140.000 til 80.000 vilde giraffer på 15 år.

 

 

Der er akut brug for hjælp, og Zoo gør sit i Pilanesberg Nationalpark, hvor netop girafferne er målet for et af Zoos større forskningsprojekt. Du bidrager ved at aflevere pantkoppen i donationsstanderen, der er placeret ved papegøjerne.

2. Begynd en kopsamling af de begrænsede serier. Zoos pantkopper bliver produceret i to forskellige serier med seks forskellige designs i hver serie: En med dyreunger og en med kryb og kravl. Kopperne kan vaskes i opvaskemaskinen op til 1000 gange

3. Få panten retur ved at aflevere koppen i en af Zoos kiosker eller caféer eller bruge den som en del af betalingen ved dit næste køb i Zoo.


Endnu et grønt tiltag i Zoo

Zoonyt trykkes som noget nyt på Cradle to Cradle-certificeret papir. Det vil sige, at papir og trykfarver kan recirkuleres biologisk uden at efterlade skadelige reststoffer. Cradle to Cradle-tryksager kan komposteres direkte og herefter bruges som gødning i naturen.

EN STILLE KATASTROFE

Når du donerer din pantkop, støtter du Zoos forskningsarbejde med giraffer i Pilanesberg, der er fokus for årets indsamlingskampagne. Se mere om hvad din støtte går til.

 

Læs mere om kampagnen

LAD DET GRO

Zoo deltager i EAZA kampagnen Lad det gro, der har til formål at fremme biodiversitet lokalt. Dette gøres bl.a. ved at lade græsset gro vildt, lade grene ligge eller plante lokale planter så fugle og insekter tiltrækkes. Læs mere om kampagnen og om hvordan du kan fremme biodiversiteten hjemme her.

LAD DET GRO

CO2 neutralt website

Hjemmesider udleder CO2, da der bruges strøm på de besøgendes computere og skærme samt på serverne, der hoster hjemmesiden. Zoo deltager derfor i ordningen for CO2-neutrale hjemmesider. Det betyder, at CO2-udledningen fra både websitet og brugerne af websitet er neutraliseret gennem målbare CO2-reduktioner. Reduktionerne sker bl.a. ved opstilling af nye, vedvarende energikilder (fx vindmøller) og ved deltagelse i kontrollerede, CO2-reducerende projekter.

Miljøredegørelse

Zoo er miljøcertificeret, fordi vi i Zoo mener, det er vigtigt og nødvendigt at passe på miljøet og begrænse klimaforandringer. At være miljøcertificeret, betyder at der lægges handling bag ordene og arbejdes målrettet med miljø- og klimaforbedringer. Arbejdet med miljøledelse startede allerede i 1999, og omfatter i dag mange forskellige områder, lige fra solceller til solsikker.

Zoo ønsker fortsat åbenhed omkring Havens miljøtiltag og resultater. Derfor er denne miljøredegørelse offentlig tilgængelig og kan læses via linket til højre.

Den kan ligeledes rekvireres ved at henvende sig til miljøkoordinator Rikke Bydam rb@zoo.dk.