o

Der ligger sten, grene og træstammer over det hele. Der er hængt rør og brædder op i pæle. Jorden er dækket af flis og det er ikke nemt at finde grønne elementer. Nogle ville sige at det roder, men her i København Zoo kaldes det berigelse.

København Zoo får tit spørgsmålet ”hvorfor roder der hos brunbjørnen?” Svaret er enkelt: Fordi bjørne er nogle rodehoveder. At give dyrene lov til at udvise naturlige adfærd er et af de vigtigste elementer i god dyrevelfærd.

Brunbjørnen er et aktivt dyr, hvor det ligger dybt i dens natur, at gå rundt og snuse, kradse, kigge på og vende på ting. Derfor er det essentielt at den får lov til netop det. Bjørnen skal have noget at grave i, noget at kravle op i, noget at svømme og pjaske rundt i, og den skal have noget den kan undersøge og finde lidt foder i.

Nyhedsværdi
Brunbjørnen er nysgerrig af natur. Det betyder at nyhedsværdien i anlægget er vigtigt. Derfor sørger dyrepasserne blandet andet for, at der er elementer, der 

hænger ned, elementer at kravle op på og at der er elementer at flytte rundt på. Her er tid et vigtigt element, når den går rundt og bruger energi på at finde det forskellige ting. Når bjørnen bruger det meste af dens tid på at grave, flytte, kradse og vippe ting, kommer der naturligt lidt ”rod” i anlægget.

Fødesøgning
I naturen tager det lang tid for bjørnen at finde og æde føde. Den bruger hele dagen på at gå rundt og finde lidt hist og pist. Det forsøger dyrepasserne at efterligne ved at gemme foder forskellige steder i anlægget. Eksempelvis bruges en feeder-tønde til at lægge tørkost i, hvor bjørnen skal dreje på den, til den får maden ud af hullerne. Der er selvfølgelig ikke tønder i naturen, men i naturen ville bjørnen mange gange på en dag opleve, at den skal bruge sine poter til at få fat i noget, der ikke er ligetil. Tønden afspejler denne udfordring. Ved at gemme føde i tønden og andre steder i anlægget stimulerer dyrepasserne altså brunbjørnens naturlige adfærdsbehov for at gå og pille, rode og rage.

 

STØT ZOOS ARBEJDE MED AT BERIGE DYRENE

 

Du kan være med til at støtte Zoos arbejde med at give dyrene en rigere hverdag, ved at give en gave fra dig til dyrene.

 

Se gaver

Se brunbjørnen blive beriget

Her ses brunbjørnen blive beriget med en kæmpe ”abehånd”, som dyrepasserne har flettet af naturreb og hængt op i en stor træstamme.

Når brunbjørnen river og gnaver i "abehånden" får den brugt sine poter og stimuleret sin undersøgende adfærd.

Samtidig holder aktiviteten brunbjørnens tænder og kløer sunde.