o

Facts om Zebramangust


Navn: Zebramangust

Videnskabeligt navn: Mungos mungo

Vægt: 1,5-2 kg

Højde: 40 cm

Levealder: 8-10 år

Drægtighed: 8 uger

Antal unger: 2-6 hvalpe

Fødselsvægt: 20-30 gram

Kønsmoden: 9-12 måneder

Føde: Små pattedyr, fugle, krybdyr, insekter, æg, rødder og frugt

Art: Pattedyr

Zebramangusten er et af savannens små rovdyr og er et lille aktivt dyr, der ligner vores hjemlige mink og ilder. Kroppen er lang og slank, hovedet lille og benene korte. Pelsen er strid og grå med karakteristiske mørke striber på ryggen – deraf zebramangustens navn.

Zebramanguster lever sammen i familiegrupper på 6-20 individer. De bor i kolonier under jorden og tilbringer dagen med at jage. Én fra gruppen er altid på vagt og kommer med advarselslyde, hvis en fare nærmer sig. Lyden får øjeblikkeligt alle mangusterne til at forsvinde ned i hullerne under jorden. Én af hunnerne i gruppen dominerer over de andre, og det er kun denne hun, der yngler. Resten af gruppen hjælper til med at passe ungerne, og som oftest er det hanner, der fungerer som "vagtposter". Mangusterne bruger lyde, når de indbyrdes holder kontakt med hinanden, eller når de møder fremmede manguster.

REBEKKA OG ZEBRAMANGUSTERNE

Dyrepasserelev Rebekka Salima Schnéevoight har planer for zebramangusterne. Her fortæller hun zoolog Katrine Friholm om projektet.

Af zoolog Katrine Friholm

Rebekka er elev i Zoo og således undervejs i sin uddannelse til dyrepasser. Hun har sat mig stævne ved zebramangustermes anlæg for at snakke om alle de nødvendige overvejelser, der skal på plads, før vi kan opdatere det gamle anlæg.

Masser af liv

Lige nu er der travlt i anlægget. Septembersolen varmer forunderligt nok fortsat ned i det lille ovale anlæg, hvor familiegruppen af zebramanguster holder til. Der er unger i flere størrelser, og de både leger, slås, dier og bliver plejet af de to voksne hunner. En lille unge ligger dog så fladt og stille på en af de varme sten i solen, at man skulle tro, den var stået af. Men pludselig er den oppe og stå på bagbenene. Og sammen med resten af flokken deltager den i at spejde efter den zoo-uniform, der er på vej imod os. Det er Rebekka i hurtig fremdrift på cykel. Mangusterne tjekker, om hun har foder med, men mister hurtigt interessen, da vi begynder at snakke.

Mange muligheder

Rebekka stiger af cyklen, og vi kigger ind i anlægget. Hun kunne godt tænke sig at opdatere det noget slidte anlæg ved blandt andet at støtte mangusternes naturlige måde at fouragere på. Give dem mulighed for at søge føde på flere naturlige måder. Anlægget er fyldt med enslignende gravede huller i den hårde jord: Kunne vi støtte deres graveadfærd på flere måder og give dem muligheder for at søge føde i flere forskellige slags underlag eksempelvis? Og kunne vi give dem flere fysiske udfordringer ved for eksempel at opstille en hul træstamme og lave en smal balancebom mellem stammen og den høje klippe? Og samtidig lave flere flugtveje. Altså ikke ud af anlægget, men flugtveje, hvor man som mangust kan slippe væk fra en bror, der vil bide en i haserne eksempelvis.

Gæsternes hensyn

Samtidig vil Rebakka gøre det lettere for gæsterne at opleve livet og adfærden i flokken. Og måske i fremtiden gøre det muligt at overvære en træning af mangusterne. Endelig er der økonomien i projektet og ikke mindst hensynet til mangusternes nye nabo, okapikalven, der helst ikke skal forstyrres af for megen maskinlarm. Der mange spørgsmål og hensyn at tage stilling til, når et nyt zooanlæg er i fokus.

Vi har en plan

Vi aftaler at begynde med en plan, hvor den gamle og hårde jord graves ud, og vi får skåret hyldebusken ned, som skygger meget i anlægget. Derefter vil vi tilføre tre forskellige substrater: Grus, som er god til gange og naturligt slid af kløerne. Barkflis, der kan formulde og indeholde mange insekter. Ral af runde sten, som dyrepasserne kan smide foderet ned i mellem, og som mangusterne kan flytte med forbenene for at få foderet frem. Og det er ikke for at drille dyrene, som en gæst engang spurgte mig, om vi gjorde, det er for, at hver art kan bruge tiden til det, de er bygget til. Mangusternes føde skal i naturen fanges og graves frem. De muligheder skal arten også have i Zoo.

Mangusterne kigger kun kort på os, mens vi står og planlægger ved anlægget. Hvis vi ikke har noget foder med til dem, er vi så godt som ligegyldige lige nu. Det er først, når vores adfærd influerer deres verden, at vi bliver rigtig interessante. Men de ved jo heller ikke, at Rebekkas planer vil betyde nye udfordringer i deres lille verden.