o

Facts om Tomatfrø


Navn: Tomatfrø

Videnskabeligt navn: Dyscophus antongili

Vægt: Hanner: op til 40 gram, hunner: op til 230 gram

Højde: Hanner: op til 6,5 cm, hunner: op til 10 cm

Antal unger: 3 kuld om året på mellem 1000 og 1500 æg

Føde: Snegle, insekter og andre invertebrater

Art: Padder

Rugetid: 36 timer

Tomatfrøen har fået sit navn, fordi den runde kropsform og hudens skinnende orangerøde farve får den til at ligne en tomat. Hunnerne er røde, mens hannerne er orange. Hannerne er også meget mindre end hunnerne og er i det hele taget ikke nær så prangende.

Hvis tomatfrøen føler sig truet, udskiller den et giftigt, hvidt sekret. Giften er stærkt generende for angriberen.

Tomatfrøen er udelukkende landlevende og benytter kun søer og vandløb, når den skal lægge sine æg.

Den tilbringer det meste af tiden nedgravet i den fugtige muld og er kun aktiv, når den skal fouragere eller parre sig.

Tomatfrøens forplantning styres af regntiden, og det betyder, at man i fangenskab skal skabe en kunstig regntid, hvis man vil have frøen til at yngle. Med minimum 6 ugers mellemrum skal der være en markant forskel på den tørrere tid og den våde tid, ligesom regnens høje lyde skal imiteres. I Tropezoo klares dette ved i perioder at overdusche anlægget. Også de naturlige lysændringer i hallen påvirker frøerne. Desuden skal hunnen være omgivet af et kor af kvækkende hanner for at komme i ynglestemning. Det kan klares ved hjælp af en båndoptager - hvis man ikke har hanner nok.