o

Læs seneste nyheder om Okapi

Her på siden kan du læse alle de artikler der er skrevet om Okapi

Læs mere

Facts om Okapi

Vægt / Højde / Levealder / osv..

Læs mere

Nyheder




fredag 02.12-2016

Efter to måneder: Okapien laver sin første lort

Den sjældne okapiunge, hvis fødsel blev fulgt live via webstream den 1. oktober i år, har præcis to måneder efter sin fødsel haft afføring for første gang. Selvom det er højst usædvanligt blandt dyrene i Zoo, at en unge er så længe om at få gang i tarmene, er det i okapiens tilfælde helt som forventet.
”Okapien er det eneste dyr, vi har kendskab til, der går så længe, før de har afføring første gang,” siger chefdyrlæge Carsten Grøndahl. ”Hos alle andre dyr må der helst ikke gå mere end et par dage, før vi ser den første afføring, men okapierne er kendt for at holde på det de første mange uger. Det er med andre ord med ro i maven, vi har holdt øje med den lille okapi.”
Zoos dyrlæger har i ventetiden været i dialog med Basel Zoo og Wuppertal Zoo, der også har fået okapiunger i år. Her var lorten henholdsvis 45 og 54 dage undervejs. Til gengæld er den længst kendte periode en unge har gået med den første afføring 72 dage, så Zoos okapi har trods den lange produktionstid ikke slået rekorden.
Okapien lever kun vildt i Congo, og man ved generelt meget lidt om dens liv i naturen. Afføringens lange rejse er derfor først registreret på dyr i fangenskab, og hverken dyrlæger eller forskere har en forklaring på, hvorfor den som det eneste dyr, holder så længe på det. ”Okapien er nært beslægtet med giraffen, men giraffer har slet ikke samme afføringsmønster,” siger forskningsdyrlæge Mads Bertelsen. ”Adfærdsmæssigt kan vi sammenligne den nyfødte okapi med hjorte, der også ligger stille og gemmer sig i skovbunden de første måneder af deres liv. Man kunne derfor gætte på, at okapien vil undgå at tiltrække rovdyr i den periode ved at gemme på afføringen. Men hvis det var tilfældet, ville vi også opleve det hos hjorte og andre sammenlignelige arter, så det kan ikke være hele forklaringen,” siger Mads Bertelsen.
Zoos okapiunge spiste sine første mundfulde hø kort efter den længe ventede afføring, og dyrlægerne forventer nu, at dens afføring fra nu af kommer dagligt.
 
Læs mere
Se video
fredag 04.11-2016

Okapiungen møder sin far

Okapiungen vovede sig forleden ud af stalden for første gang. Og hunokapien fik pludselig travlt, da ungen opdagede sin far på den anden side af hegnet og løb hen for at hilse på. Når først hannen og ungen har mødt hinanden et par gange gennem hegnet, vil der blive åbnet op, så de alle tre kan gå sammen.
Læs mere
Se video
mandag 10.10-2016

Okapiungen får sit første dyrlægetjek

Ni dage gammel fik okapiungen sit første besøg af dyrlægen. Han skulle indsætte den obligatoriske chip, veje den, tage en blodprøve og kønsbestemme den.
Læs mere
Se video
torsdag 06.10-2016

Mød ungen en uge efter fødslen

Det er snart en uge siden okapiungen kom til verden, og de første dage er gået rigtig godt. Kom med tæt på ungen her og hør dyrepasseren fortælle, hvad der skal ske de næste par uger i okapistalden.
Læs mere
Se video
lørdag 01.10-2016

Sjælden okapifødsel

Okapiungen er netop kommet til verden! Se hele fødslen her og hør en glad dyrlæge fortælle, hvordan det er gået.
Læs mere
Se video
tirsdag 27.09-2016

Okapiungen snød os

Alt tydede på at okapifødslen først kom til at ske i slutningen af året. Hormontabellen viste nemlig i slutningen af september, at den vellykkede parring havde fundet sted i smug og langt senere end først observeret.
Hør dyrlægens teori i videoen her:
Læs mere
Se video

Facts om Okapi


Navn: Okapi

Videnskabeligt navn: Okapia johnstoni

Vægt: 210-250 kg

Højde: Længde: 200-210 cm, skulderhøjde: 150-170 cm

Levealder: 25 - 30 år

Drægtighed: 14 - 15 måneder

Antal unger: 1 føl

Fødselsvægt: 20 kg

Kønsmoden: Hunner: 2 år, hanner senere

Føde: Kviste og blade, skud, græs, svampe og frugt

Art: Pattedyr

Fundet sent

I 1990'erne har man opdaget endnu 6 nye pattedyrarter i Truong Son-bjergkæden i det centrale Vietnam. De mest kendte er den en meter høje og 100 kg tunge saola-okse, kæmpemuntjakken samt en desmerkat med lang hale og leopardagtige pletter. Derudover er to andre hjortearter samt en svineart fundet i dette område. Truong Son-bjergkæden er i dag udlagt til nationalpark, og Vietnams regering samarbejder med bl.a. WWF og EU om beskyttelse af området.


En skovlevende giraf

Da videnskabsmænd efter fundet af okapien ville beskrive den, troede de, at der var tale om en skovlevende hest eller zebra. Men flere karakterer, fx okapiens hovedform, horn og tunge viste, at okapien er en nær slægtning til den savannelevende giraf. Okapien har blot tilpasset sig et liv i den tætte regnskov og er derfor mindre, har kortere hals og camouflagestriber på ben og bagdel.

Biologi

Okapien er et stort dyr med kort hals, lange ben og store ører. Pelsen er mørkt kastaniefarvet og blød som velour. Den har hvide striber på bagdelen og benene samt hvide partier i ansigtet. Hannerne har horn i panden, der er dækket af pelsklædt hud, og ellers består af benudvækster fra kraniet. Tungen er meget lang og muskuløs. Ved at sno tungen rundt om bladene, kan okapien ligesom giraffen plukke blade af høje træer, som ingen andre dyr kan nå.

Okapier lever alene hele livet og mødes kun med artsfæller, når de skal parre sig. De er aktive om dagen og vandrer rundt i den tætte regnskov efter føde. Den mørke pelsfarve kombineret med de lyse striber er en perfekt camouflage i den tætte vegetation.

FRA VINTERDEPRESSION TIL OKAPIKALV

Alt tyder på, at Zoo for første gang i 50 år har haft held med at avle en kalv hos okapierne. Men vejen dertil har været lang og bumlet

Zoos første okapi ankom i 1948 direkte fra Congo. En han – og senere også en hun ligeledes fra Congo – flyttede ind i det nybyggede okapianlæg. Anlægget regnes for det første egentlige dyrehus i verden bygget med det formål at holde okapier. Huset er blevet renoveret løbende, men den nuværende generation af okapier bor under samme tag som det første par, der op gennem 1950’erne og 60’erne fik fire kalve. Hannen døde i 1963, og da hunnen døde i 1968, blev det enden på den første periode med okapier i Zoo.

I 1980’erne og 90’erne forsøgte Zoo sig med forskellige sammensætninger af hanner og hunner. En hun, der var avlet i USA, men født i København, levede i mange år i Zoo med to forskellige hanner. Ingen af de to havde held med at parre hende, og derfor besluttede avlsprogrammet i 2007 at flytte hende til Rotterdam Zoo, hvor en meget erfaren avlshan fik mulighed for at parre hende. I 2008 ankom hanokapien Stanley fra Stuttgart Zoo, og i 2011 ankom en hunokapi Luani, og det er Zoos nuværende okapipar.

Lys til et følsomt sind

Det er kendt, at okapier er meget individuelle, og de må derfor behandles vidt forskelligt. Men allerede under den første vinter med Stanley blev det tydeligt, at han havde et særligt følsomt sind og temperament, og alle Zoos eksperter har gjort deres yderstefor at komme op med tiltag, der skulle gøre hans tilværelse så god som muligt. Eksempelvis virkede det som om, at en form for vinterdepression satte ind hos ham i de mørke måneder, hvorefter en indsats for at lysne omgivelserne inden døre blev sat i værk. Lofterne blev malet hvide, og sammen med kraftige projektører giver det et klart hvidt lys, ligesom vinduerne til stalden så vidt muligt altid er nypudsede.

Friske blade og havregrød

Samtidig er det meget vigtigt for ham – og alle andre okapier – at foderet gennem hele vinteren er så optimalt som muligt. Okapier er primært bladspisere i naturen, og derfor skal det importerede lucernehø fra Kentucky i USA være i topkvalitet med flest mulige lucerneblade tilgængelige i høet. En stor gruppe zooansatte tager også på bladpluknings nogle dage henover sommeren for at høste store mængder af friske blade fra specielt piletræer. 

De plukkes forsigtigt og nedfryses til brug som vinterfoder og kan erstatte de friske grene med blade, som okapierne får de øvrige årstider. De friske blade bliver derudover suppleret med hele ananas og meloner, der også virker som berigelse, når okapien skal bruge ekstra tid på at æde dem. Peanutbutter og havregrød bliver smurt ud på træstammer, som okapierne efterfølgende bruger tid til at slikke af, ligesom hampereb og saltblokke også giver både næring og aktiverer okapien.

Den svære parring

Det rette foder og masser af lys havde en tydelig effekt på Stanley. Endnu vigtigere var det imidlertid at få en mage til ham. Det lykkedes i 2011, hvor Antwerpen Zoo leverede en ung hunokapi. Det første år var hun stadig for ung til at parre sig, men heller ikke efter at hun var blevet fuldt kønsmoden, lykkedes det for alvor for de to. Enten lagde hun sig ned, eller også trådte hun et par skridt frem, netop som han skulle til at bestige hende. Dyrepasserne udførte nu en skærpet brunstovervågning, hvorved de to kunne lukkes sammen på det helt rigtige tidspunkt i hendes brunst. Efter en god periode, hvor de så ud til at være blevet tæt knyttet til hinanden, besluttede vi at lade dem gå sammen dag og nat over en længere periode i august 2015. Det har tilsyneladende båret frugt: Hormonanalyser af hunnens fæces har efterfølgende vist, at hun nu er drægtig og skal nedkomme omkring september 2016.

Selskabsantilope

Sideløbende med den succesrige sammenlukning blev det besluttet at skabe en ny hverdag for de to okapier ved at sætte en lille hun af den afrikanske røde dykkerantilope ind til dem. Den blev modtaget med stor nysgerrighed, og senere har okapiernes forhold til antilopen nærmest udviklet sig til en form for hengivenhed, hvor okapierne bruger megen tid på at soignere antilopens pels og lade den følge med i deres daglige gøren og laden. Samlet set har de mange kræfter, de fantasifulde forslag og lidt god timing udmøntet sig i, at okapiparret nu trives bedre end nogensinde. Det bliver derfor meget spændende at se, hvad sensommeren bringer, når vi forhåbentlig kan slå stalddørene op og vise det første okapiføl avlet og født i Zoo i 50 år.

Tålmodig træning

Selvom okapien har vist alle tegn på drægtighed, vil dyrepasserne og dyrlægerne gerne være helt sikre på, at Zoo kan forvente en okapikalv sidst på sommeren. Og til det er en traditionel ultralydsscanning, som man kender det fra gravide kvinder, det bedste middel. Det kan som udgangspunkt dog kun lade sig gøre, hvis dyret bliver bedøvet eller medicinsk beroliget.

Den udfordring har dyrepasserne taget op og har nu gennem måneder trænet hunokapien til at få en scanner på bugen, så drægtigheden en gang for alle kan blive bekræftet. Det har krævet tålmodighed og langsom tilvænning at nå så langt, fortæller dyrepasser Charlie Pedersen: ”Vi begyndte med at bære de blå handsker, man bruger ved scanningen, når vi gik ind i stalden. Det kunne sagtens være noget, hun reagerede på, men det tog hun roligt. Langsomt har vi vænnet hende til, at jeg har en klud med lidt gel på med ind, som skal smøres på bugen før scanningen. Først med kluden hængende ud af bukselommen, og så efter lidt tid har vi gjort kluden våd og strøget hende over bugen med den. Det er også gået fint. Men da vi satte scanneren ind i stalden og tændte for den, blev hun tydeligt nervøs,” siger Charlie.

Set med menneskeøjne virker den tigerstribede scanner med den lave brummen umiddelbart harmløs, men for okapihunnen har det krævet en lang tilvænningsproces blot at have den stående inde i stalden.

”Der er et stykke vej endnu, før vi kan gå helt ind i stalden til hende med scanneren. Men vi forventer, at de to-tre måneders træning og tålmodighed snart giver pote, og så skulle vi meget gerne få bekræftet, at vi får en kalv efter sommerferien,” siger Charlie og går forsigtigt ind til okapien med klud og gel for at fortsætte træningen.

 

ZOO STØTTER OKAPIEN

Zoologisk Have har igennem mange år støttet Okapi Wildlife Reserves arbejde med at bevare okapierne i Congos regnskov. Arbejdet består dels i at udforske okapiernes levevis og dels i at være til stede og gennem denne tilstedeværelse være med til at sikre, at skoven bevares, og at de lokale pygmæer, som nok er okapiernes bedste beskyttere, også kan blive i området. Pengene til at udføre dette arbejde kommer både fra fonde og zoologiske haver verden over, herunder København Zoo. Okapistationen udsender jævnligt rapporter om de mange aktiviteter, der udføres i skoven. Læs meget mere i rapporten her.

OKAPI CONSERVATION PROJECT