o

Læs seneste nyheder om Isbjørn

Her på siden kan du læse alle de artikler der er skrevet om Isbjørn

Læs mere

Facts om Isbjørn

Vægt / Højde / Levealder / osv..

Læs mere

Nyheder




onsdag 12.04-2017

Succesrigt møde

Hundredevis af gæster trodsede det grå aprilvejr og stod klar, da Zoologisk Have slog dørene op en halv time før almindelig åbningstid onsdag. Mange var kommet for at få en plads i forreste række, da Zoos nye hanisbjørn Nord for første gang skulle i Den Arktiske Ring sammen med hunisbjørnen Noel.
De to bjørne har siden hannens ankomst i sidste uge gået i hvert deres bur og ventet på det rette øjeblik for sammenlukningen. Nord skulle være garanteret fri for parasitter og orm, mens Noel ideelt set skulle gå i brunst. Bjørnene har hele tiden haft færten af hinanden, og efter først at være blevet introduceret gennem tremmerne, fik de tirsdag mulighed for et kort møde ansigt til ansigt. Det gik godt og fredeligt, og bjørnene var derfor klar til endelig at blive lukket ud sammen i Den Arktiske Ring onsdag formiddag.
Zoolog Mikkel Stelvig fulgte sammenlukningen på nært hold, og han var godt tilfreds med de to bjørne:
”Det gik som vi håbede. Der var ingen aggressioner, og den første forsigtige interesse udviklede sig hurtigt til fortrolighed og masser af fysisk kontakt, ” siger Mikkel Stelvig og forklarer, at nu skal hannen over de næste par uger gøre sig fortjent til en parring. ”Selvom det er parringstid lige nu, så lader hun sig ikke parre, før hun er helt sikker på, at han er den rette. Det kan der sagtens gå et par uger med, men alene hans tilstedeværelse og tilnærmelser vil gøre hende mere og mere hormonelt parat. Og når først de har taget hul på parringen, må der gerne være mange af dem. Parringerne sætter nemlig gang i ægløsningen, så jo flere parringer, jo bedre,” siger Mikkel Stelvig.
Zoogæsterne kunne efter det første møde på land følge de to isbjørne videre ned i vandet. Her fortsatte bjørnene tilnærmelserne under vandet til stor begejstring for de fremmødte. Isbjørnene kan opleves i Den Arktiske Ring hele påsken, og vil altså hvis alt går vel begynde parringen om et par uger.  
Læs mere
Se video


torsdag 06.04-2017

Nord vasker rejsestøvet af sig

Hanisbjørnen Nord fik i dag mulighed for at vaske rejsestøvet af sig, da han blev lukket ud i det gamle isbjørneanlæg. Her skal han komme til kræfter efter rejsen til Danmark, inden han skal mødes med hunisbjørnen Noel.
Dyrepasser Mette fulgte spændt med, og hun var meget tilfreds med den nye isbjørn og den måde, han indtog anlægget i ro og mag: ”Han gjorde lige præcis det han skulle: Han søgte samtlige informationer, han snusede og ”smagte” på luften ved at åbne og lukke munden. Og til sidst sprang han i og fik en velfortjent dukkert oven på rejsen. Det nød han, kunne man se.”
I det hele taget er Mette meget tilfreds med den nye isbjørn, der har reageret roligt på de mange forandringer. Og efter weekenden er han formentlig klar til næste skridt i processen. ”Han skal kende hele området både her i det gamle anlæg og i Den Arktiske Ring, før vi lukker ham sammen med Noel. Sammenlukningen kan sagtens gå lidt voldsomt for sig – hun forsøger måske at jage ham væk eller de løber efter hinanden. Og der er det vigtigt, at han også kender anlægget.”
Forventningen er derfor, at Nord kan opleves i Den Arktiske Ring i påsken – men præcis hvornår, de to bjørne lukkes sammen første gang, er endnu for tidligt at sige.
 
Læs mere
Se video


tirsdag 04.04-2017

Endelig kom han

En grøn dyretransport tiltrak sig stor opmærksomhed i dag, da den sneglede sig gennem Zoo. Ikke mindst fra Zoos hunisbjørn, der tydeligt kunne lugte, hvad kassen indeholdt
Tirsdag formiddag ankom den længe ventede russiske hanisbjørn, Nord, til Zoologisk Have København. Efter en lang rejse fra Moskva til Frankfurt med fly og videre med lastvogn manglede kun de sidste par hundrede meter gennem Haven, før Nord kunne lukkes ud i sit nye hjem.
Rygtet bredte sig hurtigt i Zoo, og lastvognen blev fulgt tæt af gæster og ansatte på de smalle stier. Men den mest opmærksomme tilskuer var uden tvivl hunisbjørnen Noel, der længe inden lastvognen kom til syne bag løveanlægget, stod på bagbenene og vejrede mod vinden. ”Når man kan lugte en sæl på en kilometers afstand, kan man også sagtens lugte en hanisbjørn i en transportkasse,” forklarer zoolog Mikkel Stelvig, der som mange andre zooansatte var kommet for at byde Zoos nye isbjørn velkommen.
En truck bugserede transportkassen de sidste meter til bagburet med en meget nysgerrig Noel på sidelinjen, og helt efter planen luskede han ind i sit midlertidige bur. Her labbede han et par liter vand i sig, mens dyrepassere og dyrlæger kunne få det første rigtige blik på ham. Og dyrlæge Mads Bertelsen er godt tilfreds med Zoos nye isbjørn: ”Det er en rigtig fin hanisbjørn, vi har fået i dag,” siger han og fortæller videre, at så snart dyrlægerne har sikret sig, at hannen ikke har parasitter eller orm med sig, kan de to isbjørne blive introduceret for hinanden.
Forventningen er, at Noel kommer i brunst inden for kort tid, så hvis alt går vel er der udsigt til parringer inden længe. Og skal man dømme alene ud fra Noels første reaktion, da transportkassen blev trukket forbi Den Arktiske Ring, ser hun frem til mødet med den russiske bjørn.
  • Nord kan ses i Den Arktiske Ring i løbet af påsken
  • Det er endnu ikke fastlagt, hvornår Nord og Noel introduceres for hinanden første gang
  • Parringssæsonen løber til og med maj, så Zoo forventer en succesfuld parring vil finde sted efter introduktionen
  • Nord er 11,5 år gammel og far til tre bjørne
Læs mere
Se video


fredag 24.02-2017

Kohoved til Noel

Ca. en gang om ugen får Zoos isbjørn et frisk kohoved. Vores dygtige fotograf Frank Rønsholt har fanget et par særlige øjeblikke mellem kohoved og isbjørn. Se billedserien nedenfor.
 
Køerne får vi fra Landbohøjskolen, hvor dyrlægestuderende har brugt dem i bedøvet tilstand. Her træner de bl.a. indgreb som kejsersnit, hvorefter køerne bliver aflivet.
I Zoo bliver køerne skåret i mindre stykker, og hovedet bliver som regel givet til isbjørnen. Resten af kødet bliver fordelt mellem de øvrige rovdyr som tigre og tasmanske djævle, men isbjørnen får selvfølgelig også sin del af det øvrige kød. 
Læs mere


mandag 23.01-2017

Stor russisk bjørn på vej

De første billeder af den russiske hanisbjørn, der i løbet af februar eller marts kommer til Zoologisk Have København, er netop landet i Zoo. Og der er tydeligvis tale om en stor bjørn, der skal fylde pladsen efter Zoos hanisbjørn ud:
”Ud fra billederne at dømme er han flot og hvid, omend lidt tyk, selv når man tager vinterpelsen i betragtning,” siger videnskabelig direktør Bengt Holst, der dog ikke for alvor er bekymret over isbjørnens ekstra kilo. ”Vægten kan vi jo tilpasse, når han kommer til Danmark,” siger Bengt Holst og slutter: ”Jeg glæder mig til at se ham i virkeligheden.”
Isbjørnen fra den russiske zoo er far til tre bjørne, og håbet er da også, at han hurtigt vil gøre Zoos hunisbjørn drægtig.
Læs mere


torsdag 12.01-2017

Flyttedag

Torsdag morgen kl. 9 forlod hanisbjørnen Ivan Zoologisk Have i København efter ti år i Den Arktiske Ring. Det krævede tre dyrlæger, 8-10 dyrepassere og en gaffeltruck at få den 650 kg tunge isbjørn bugseret ind i transportkassen og videre ind i varevognen. Under den fire timer lange transport vil isbjørnen være vågen men fortsat delvist bedøvet . Ved 13tiden ankommer bilen med isbjørnen, to dyrepassere og Zoos ene dyrlæge til Skandinavisk Dyrepark, hvor Ivan bliver lukket ud i sit nye hjem. Her skal han have lov at vende sig til sine nye omgivelser, før han gradvist introduceres til de fem andre isbjørne i parken.
Læs mere
Se video
fredag 06.01-2017

Isbjørnerokade

Zoos hanisbjørn Ivan flytter i næste uge til Skandinavisk Dyrepark. Men allerede i løbet af et par måneder er der nyt selskab til hunisbjørnen Noel.
Zoologisk Have har det seneste års tid arbejdet på at løsne op i forholdet mellem Havens to isbjørne. Det har dog ikke ændret på, at hannen og hunnen i perioder har virket som om, at de ikke trivedes godt sammen. Det kan være en af årsagerne til, at de ikke har fået unger, selvom de har boet i Den Arktiske Ring sammen i knap 10 år.
Men nu er der håb for at begge isbjørne kan få en ny partner – og at der måske kan komme isbjørneunger i nær fremtid. Kurator Flemming Nielsen fortæller:
”Siden sommeren 2016 har vi i sammen med den europæiske avlskoordinater arbejdet på at få en ny sammensætning af isbjørne, og nu ser det ud til, at puslespillet går op. Vores han, Ivan, bliver i næste uge sendt til Skandinavisk Dyrepark, hvor han skal bo sammen med fem andre isbjørne. Samtidig ser det ud til, at vi får en ny han fra en russisk zoo, og hvis papirarbejdet går stærkt, bliver det måske allerede i februar eller marts,” siger Flemming Nielsen, der håber, den russiske isbjørn kan nå at ankomme, inden hunisbjørnen Noel går i brunst: ”Ideelt set når han at parre vores hun her til foråret, og med hans tidligere gode resultater kan vi jo håbe på, at det giver unger til næste forår.” Flemming Nielsen understreger dog, at der her er tale om et ønskescenarie. I første omgang handler det om at få den nye bjørn til København og få den godt introduceret til hunnen.
Om den nye han fortæller Flemming Nielsen: ”Han er 11,5 år gammel og har tidligere fået tre unger, så når først han har fundet sig til rette i Den Arktiske Ring, håber jeg selvfølgelig, at han er klar til at sprede sine gener yderligere.”
Hanisbjørnen Ivan kom også oprindeligt fra en russisk zoo, men har tidligere været gæst i Skandinavisk Dyrepark. I vinteren 2014/15 var Den Arktiske Ring gennem en større renovering, og Ivan havde da sin daglige gang i den østjyske dyrepark i et par måneder.
Læs mere
fredag 30.09-2016

Isbjørn får ny flyde-ring

Se med da hanisbjørnen fik en flyde-ring som overraskelse. Ringen skal aktivere isbjørnen i vandet og udfordre ham til at bevæge sig anderledes samt bruge flere muskler. Se med:
Læs mere
Se video
onsdag 20.07-2016

Fisk hos isbjørnene

I juli flyttede der 20 nye beboere ind i Den Arktiske Rings bassin. Fremover skal en stime af regnbueørreder bo side om side med isbjørnene, for at skabe liv i bassinet og aktivere bjørnene mere.
Den Arktiske Rings bassin er indrettet med klippesider med sprækker og huler, hvor fiskene kan gemme sig for isbjørnene. Derfor har de hurtige fisk en gode muligheder for ikke at blive fanget af de nysgerrige bjørne.
Se med her, da fiskene blev lukket ud, og se isbjørnenes reaktion på det nye liv i bassinet.
Læs mere
Se video
fredag 19.02-2016

Isbjørneparret vælter sig i is

I vinterferien fik isbjørnene en særlig overraskelse. Da de blev lukket ud i anlægget, var der som noget ekstraordinært lagt 4 tons is ind som berigelse, der gav isbjørnene mulighed for at køle sig ned, grave efter føde, glide med for- og bagkrop samt undersøge noget nyt.
Isen er doneret via Zoos berigelseskampagne ”Fra dig til dyrene”, hvor flere privatpersoner hver især har valgt at give penge til indkøb af 250 kg. is til isbjørnen.
Se i videoen her hvordan isbjørnene begejstret tog imod den kolde overraskelse.
Læs mere
Se video

Facts om Isbjørn


Navn: Isbjørn

Videnskabeligt navn: Ursus maritimus

Vægt: 300-400 kg

Højde: 180-250 cm

Levealder: 30 - 35 år

Drægtighed: 8-9 måneder

Antal unger: 1 - 3 stk.

Fødselsvægt: 500-600 gram

Kønsmoden: 3-5 år

Føde: Sæler, fisk, ådsler, gnavere og bær

Art: Pattedyr

Tre måneder uden føde og væske

I naturen fødes isbjørneungerne i en ynglehule, som isbjørnehunnen har gravet i sneen. Her ligger hun i tre måneder kun for at føde, passe og die ungerne. Hunnen bevæger sig ikke uden for hulen i denne tid, ikke engang for at finde føde. De små unger vejer ved fødslen omkring 0,5 kilo, men når de tre måneder senere kommer ud af hulen, vejer de allerede 15 kilo! Ungernes vægtforøgelse tærer meget på hunnen: Tre måneder uden føde og væske betyder et vægttab på adskillige kilo - ja, faktisk ungernes vægt og mere til.

Biologi

Isbjørnen er verdens største landlevende rovdyr. Den er ekspert i at fange sæler. Om vinteren fanger den sælerne ved deres åndehuller. Isbjørnen lugter sig frem og sætter sig til at vente på, at sælen dukker op af hullet for at ånde. Isbjørnen dræber sælen med et lynhurtigt slag med labben. Om sommeren benytter isbjørnen sig af at kunne snige sig ind på sælerne, når de ligger og sover på en isflage.

Isbjørnen er tilpasset et liv i de kolde arktiske egne. Dens flødefarvede pels fungerer som camouflage, men er samtidig helt specielt designet til at holde isbjørnen varm. Pelsen fungerer som en isolerende kappe. Isbjørnens hud er desuden sort og absorberer varmen fra solens stråler. Pelsen er vandafvisende, og de store poter virker både som "snesko" og "svømmefødder" og er isoleret ved et tykt hårlag.

Isbjørnen bliver i det samme område, hvis der er føde nok. Der er observeret isbjørnegrupper på op til 40 samlet på det samme føderige sted. Når der ikke er føde nok, vandrer isbjørnene lange strækninger på mange hundrede kilometer i deres søgen efter sæler og andre byttedyr. En undersøgelse fra Alaska har vist, at en isbjørn i løbet af et år vandrede 1.119 kilometer langs kysterne.

GODT ISBJØRNELIV

Zoolog Katrine Friholm arbejder blandt andet med at sikre, at dyrene i Zoo dagligt får mulighed for at udføre mest mulig naturlig adfærd. Her fortæller hun om arbejdet med hanisbjørnen

Af zoolog Katrine Friholm

Isbjørnen skinner næsten som sølv, mens han tumler med en grøn kugle under vandet i Den Arktiske Ring. Han skubber kuglen ind under et klippefremspring, giver slip, fanger den igen, skubber den op på kanten og lader den langsomt trille ned igen. Han virker afslappet og nysgerrig. Det ser ud, som om han har det godt. Dagen inden gik han frem og tilbage på klippen, igen og igen. Der kneb det lidt mere med indtrykket af ro og velvære. Hvad handler det om?

Langt mellem sælerne

I naturen færdes isbjørnen fortrinsvis alene i drivisen eller på mudrede kyststrækninger. Nogen gange med føde nok, andre gange uden mad i ugevis. For at få føde nok må isbjørnen ofte vandre over store områder, hvilket har givet anledning til den fejlagtige konklusion, at isbjørne har brug for at vandre meget. Men sådan hænger det ikke sammen. Isbjørnen vandrer for at finde de sæler, der udgør hovedparten af dens føde, og da der er langt mellem sælerne, kommer isbjørnen også til at bevæge sig vidt omkring.

Isbjørnene udfordres dagligt

I Zoologisk Have behøver isbjørnene ikke at vandre for at finde deres føde. Men det betyder ikke, at føden bliver serveret på en sølvtallerken. Tværtimod – dyrepasserne gør dagligt et stort arbejde for at udfordre isbjørnenes undersøgelsestrang og for at gøre dagligdagen så uforudsigelig som muligt. På den måde kan vi efterligne forholdene i naturen og fremkalde mest mulig naturlig adfærd. Derudover mødes dyrlæger, dyrepassere og zoologer løbende for at diskutere udfordringerne, så vi altid stimulerer dyrene bedst muligt. Sideløbende har vi haft studerende til nøje at registrere og analysere bjørnenes adfærd, så vi kan bygge vores diskussion på reelle data, og Zoo har haft besøg af en af Europas mest erfarne folk inden for zoohold af isbjørne.

Adskilte bjørne

Zoos bjørnehold består af en han og en hun, som vi forsøger at få til at yngle. Men ud over i forårets få brunstuger kan det være en udfordring for bjørnene at bo tæt sammen. I naturen holder hannen og hunnen kun sammen i parringstiden, og kun indtil parringen er overstået. Derefter går hannen på jagt efter en ny hun i brunst, og i løbet af parringssæsonen kan han således nå at parre adskillige hunner. I Zoo må vi derfor løbende overveje, om vi skal holde isbjørnene adskilt i længere perioder for at undgå, at de stresser hinanden, eller om vi skal forsøge at give dem så mange daglige udfordringer, at de ikke lader sig stresse af hinandens selskab.

Masser af daglige udfordringer

Vi ved, at Zoos hanisbjørn gerne vil trænes, så det prioriterer vi højt. Det gør det samtidigt lettere for dyrlægerne at komme tæt på ham, så han kan undersøge ham og tage en blodprøve, hvis det er nødvendigt. Bjørnene skal også arbejde for at få fat på føden. Dyrepasserne gemmer dagligt dele af foderet i specielt producerede berigelseskugler, stammer og kæmpetønder, og så er det op til børnene at finde frem til det. Foder i form af hele kadavere er også afgørende og giver mulighed for brug af tyggemuskler, tænder og ikke mindst hjerne. Endvidere binder dyrepasserne bevægelige genstande fast på bassinbunden, som isbjørnene så kan bruge timer på at undersøge og lege med.

Bedre underlag og mere plads

Anlæggets jordlag indeholdt tidligere mange sten, der betød, at isbjørnen foretrak kun at bruge en lille del af anlægget og her kunne gå den samme rute igen og igen. Stenene er nu udskiftet med blød barkflis, og det har åbnet op for mange flere gangruter i anlægget. Endelig har isbjørnene nu også fået adgang til det bassin, der oprindeligt var tiltænkt sæler. Ruden mellem de to bassiner er fjernet, og isbjørnene kan nu boltre sig både i det gamle og det nye bassin.

Ro

Endelig har vi arbejdet på at skabe færre forstyrrelser i anlægget, så isbjørnen ikke får fornemmelsen af at blive betragtet fra alle vinkler og sider. Dette er på forsøgsbasis blevet løst ved at opsætte en en-vejs-film på to af ruderne, så vi kan kigge ind, men bjørnene ikke kan kigge ud.

Godt isbjørneliv

Generelt er anlægget lavet, så det giver isbjørnene mulighed for at udfolde en stor del af deres naturlige adfærd, og det lykkes da også langt hen ad vejen. Som gæst i Zoo kan man dagligt glæde sig over isbjørnenes mange aktiviteter, og om eftermiddagen kan man ofte se hannen ligge og hvile i de substratlommer, der er i anlægget. Det er god og normal isbjørneadfærd, når man er mæt og tilpas. Kunsten er at finde den rette balance mellem aktivitet og hvile og sørge for, at den aktivitet, bjørnene udviser, er så tæt på deres naturlige adfærd som muligt.

HVORFOR FÅR ISBJØRNENE IS?

 

Isbjørnene i Zoo får is som berigelse, der imødekommer deres naturlige adfærd. Isen giver bjørnene mulighed for at køle sig ned, rense pelsen, grave efter føde, glide med for- og bagkrop og vigtigst af alt undersøge noget nyt. Da omgivelserne i Zoo ikke er lige så omskiftelige som i naturen, skal isbjørnene indimellem have nogle andre indtryk at tage stilling til. Her fungerer isen som noget isbjørnen ikke møder hver dag i det danske klima. For at bevare nyhedsværdien af isen gives den kun et par gange om året, som en ekstraordinær overraskelse. 

Læs mere om berigelse

DU KAN OGSÅ GIVE IS

 

Vil du også være med til at berige dyrenes hverdag i Zoo eller mangler du gaven til dyreelskeren der har alt? Køb et gavekort på 250 kg. is til isbjørnene, 2 meter naturreb til aberne eller et ton sand til elefanterne.

Læs mere om "Fra dig til dyrene" og se udvalget af gaver her.

Fra dig til dyrene

INTERNATIONAL ISBJØRNEDAG

 

Isbjørnen er truet af den globale opvarmning. International Isbjørnedag sætter fokus på problemet og viser, hvad der kan gøres for at vende udviklingen. Du kan også hjælpe ved at mindske dit CO2 udslip i dagligdagen: Skru fx ned for varmen eller kør lidt mindre bil.

Vil du vide mere om International Isbjørnedag og hvad du ellers kan gøre for at hjælpe, så læs mere på Polar Bears Internationals hjemmeside:

POLAR BEARS INTERNATIONAL