o

Dødningehovedkakerlak

Facts om Dødningehovedkakerlak


Navn: Dødningehovedkakerlak

Videnskabeligt navn: Blaberus cranifer

Højde: 5-5,3 cm lang

Levealder: Op til 1 år

Antal unger: 34 æg i to rækker i ægkapsel

Fødselsvægt: Nyklækkede kakerlakker 6-7 mm

Føde: Altædende, især detritus (dødt plantemateriale) og fødemidler.

Art: Leddyr

Rugetid: Klækketid for æg 3-4 uger, udvikling af små kakerlakker 4-5 måneder

Der findes i alt 3.500 kakerlakarter, hvoraf de færreste har tilknytning til mennesker. Alligevel ved alle, hvad en kakerlak er, og de fleste føler afsky ved synet. Det skyldes kakerlakkens levevis og udseende. Den er altædende, og de få arter, der er tilknyttet mennesket, kan forårsage store ødelæggelser på fødevarer. Kakerlakkens krop er glat og klistret og har en meget ubehagelig lugt. Kakerlakker kan desuden gemme sig i sprækker og revner og er meget svære at bekæmpe.

Kakerlakker er insekter med flad krop, meget lange følehorn og læderagtige forvinger, der beskytter de egentlige vinger og kroppen. Fortil har de en skjoldlignende plade, der beskytter hovedet. Æggene dækkes med et særligt sekret, der størkner til en beskyttende ægkapsel. Nogle arter lægger ægkapslen med det samme, andre bærer på den, og andre igen klækker æggene inde i kropshulen. Selvom de fleste arter har vinger, er det sjældent de flyver.

Dødningehoved kakerlakken har fået sit navn pga. det sorte mønster på dækvingerne og skjoldet omkring hovedet, der ligner et dødningehoved. Resten af kroppen er lys brun. Hos denne art bærer hunnen æggene i en rugesæk inde i kropshulen, indtil ungerne klækkes.