o

Facts om Dværgodder


Navn: Dværgodder

Videnskabeligt navn: Aonyx cinerea

Vægt: 3 - 5 kg

Højde: 45 - 65 cm (hale: 25 - 30 cm)

Levealder: 8 - 12 år

Drægtighed: 60 dage

Antal unger: 1 - 5 unger

Fødselsvægt: 50 gram

Kønsmoden: 18 måneder

Føde: Padder, fisk, krebsdyr, insekter, orme og snegle

Art: Pattedyr

Fanger med fingre

Den asiatiske dværgodder fanger sit bytte med forpoterne. De neglelignende kløer når ikke helt ud til enden af fingrene, og dværgodderen mangler svømmehud på forpoterne. Det betyder, at fingerspidserne er særligt følsomme og meget velegnede til at lede efter føde med. Dværgodderen gennemsøger mudderbanker og flodbredder med fingrene for at finde føde, som bringes på land for at blive ædt. Når odderen finder en musling, bliver den lagt på bredden i solen, og odderen æder først muslingen, når den er åbnet af sig selv.

Biologi

Den asiatiske dværgodder er en af de mindste odderarter og er kun halvt så stor som fx havodderen. Dværgodderen har en
lysebrun pels med lys underside og kendetegnes på den manglende svømmehud på forpoterne og de små neglelignende kløer. Dværgodderen lever i sumpede områder i regnskoven, hvor den tilbringer en stor del af tiden på landjorden. Den er dagaktiv og meget livlig, fouragerer langs flodbredderne, sover, pelsplejer eller er i aktivitet med andre medlemmer af familiegruppen. Dværgodderen lever i familiegrupper på 4-12 dyr. Ungerne fødes i huller i flodbrinken, og hannen deltager i plejen af ungerne. Ungerne bliver i familiegruppen i flere år, indtil de skaber deres egen nye familiegruppe.