o

Zoolog Mikkel Stelvig er taget til forskningsstationen Zackenberg i Nordøstgrønland sammen med chefdyrlæge Carsten Grøndahl. Her skal de fortsætte overvågningen af områdets moskusokser, der bliver fulgt tæt - både via GPS-halsbånd og ved ekspeditioner som denne.

Læs med i Mikkel Stelvigs dagbog, når han fortæller om strabadserne ved at indfange, bedøve og undersøge moskusokserne i Nordøstgrønlands kulde og blæst.

Ekspeditionen har en meget spinkel satelitforbindelse, som udelukkende kan sende tekst. Derfor er alle fotos her på siden fra sidste års tur. Fotograf Lars Holst Hansen og Mikkel Stelvig.

Søndag den 27. september

Så er vi ankommet til Zackenberg efter 48 timers forsinkelse. Her er koldt og lidt sne, men ikke så mange moskusokser i nærområdet. Så vi skal nok gå langt efter dem. I morgen søndag, gør vi udstyr klar og gennemgår procedurerne med målinger og prøvetagning.

Tirsdag den 29. september

Så lykkedes det. Vi fik fat i den første moskusokse. Carsten fik sneget sig ind på en lille flok og ramte en ældre hun med bedøvelsespilen på 55(!) meters afstand. Det er meget svært at komme tæt på dyrene i år, så vi var meget glade for at det overhovedet kunne lykkedes for Carsten at ramme. 55 meter er dog lige i overkanten. Trykket i bedøvelsesgeværet skal være meget højt og anslaget på dyret bliver også meget hårdt.

Men der er næsten ingen moskusokser i dalen og vi skal gå meget langt for at finde en flok. Denne flok fandt vi næsten 5 kilometer væk fra feltstationen. Hvilket er over en times gang for at nå frem. Vi har meget udstyr med og det er tungt at slæbe. Men der ligger en smule sne, så i dag havde vi pulke på slæb, så vi var fri for at have det på ryggen.

Vi knoklede med moskusoksen i over en time. Der er mange prøver og målinger der skal laves i år. Vi starter med at sætte en iltslange ind gennem næsen til svælget og pumper 2 liter ren ilt pr. minut ind i dyret.

Dette hjælper med at holde iltmætningen høj under bedøvelsen.

Anæstesimedicinen svækker vejrtrækningen, men med iltsupplering gør det ikke noget at åndedrætsfrekvensen er nede på 15 gange i minuttet.

 

Emilie, som er med for første gang i år, overvåger en masse fysiologiske parametre, for at kunne se hvor godt moskusoksen har det mens den er bedøvet. Hun måler åndedrætsfrekvens, kuldioxid i udåndingsluften, blodtryk, temperatur, iltmætning og tager blodprøver til senere analyse, hvor der måles ilt, kuldioxid, laktat, kalium, natrium, glukose, ph og hæmatokrit. Niels og Jesper indsamler en masse prøver, som udover blod også udgør hår, hud, fedt, fæces, klov og bakteriesvab fra alle slimhinder (mund, øje, næse, endetarm og skede). Carsten tager blodprøver og overvåger at alt foregår som det skal. Mikkel er horn-holder. Dvs. at der altid er én der holder fast i hornene i tilfælde af, at moskusoksen bliver for vågen og begynder at rejse sig og bevæger hovedet for meget, så de spidse horn kan blive farlige. Herudover holder jeg øje med åndedrætsfrekvensen, samt en generel opmærksomhed på hvor godt bedøvet moskusoksen er.

Tilslut bliver satellithalsbåndet monteret og der bliver sat to store gule øremærker i ørerne. Før dette er moskusoksen blevet vejet og målt.

Nu er vi ved godt mod. I går var vi noget slukøret. der havde vi gået de fem kilometer ud til en lille flok, som var umulig at komme tættere på end

300-400 meter. Og efter et par forsøg, besluttede vi at opgive. Men i dag lykkedes det og vi har fornyet mod og er spændt på om det kan lykkes igen i morgen.

Torsdag den 1. oktober

Igen i dag var vi afsted kl. 9.30. Vi bevægede os over mod fjeldet og efter ca. 45 min vandring var vi fremme ved en lille flok moskusokser.

Taktikken i dag var at få dem jaget op på en bakke. Her føler de sig mere trygge og vi kan så holde dem på bakken ved at sprede os ud og omkredse dem.

Carsten bevægede sig nærmere. Vi kunne se i kikkerten, at to af hunnerne var #22 og #23, som vi fik fat i i går, men til vores store overraskelse så vi også, at en af de andre hunner i flokken var en af dem, vi havde fat i for to år siden. Hun havde nemlig kun et lille øremærke i højre side.

Carsten gik derfor efter hende og kom tæt nok på og fik ramt hende i bagbenet. Desværre så hun ikke ud til at blive påvirket af det. Carsten fik lavet en suppleringspil og ramte nu anden gang i halsen. Efter nogle minutter blev hun træt og efter endnu et par minutter lagde hun sig ned.

Resten af flokken blev skræmt væk og vi kunne komme til hende. Desværre lå hun allerøverst på bakkerne og det var meget svært at komme de 25 meter helt til tops op ad de stejle kanter med pulkene på slæb i en blanding af sne og småsten. Bedøvelsen var stabil og vi kunne fint få alle prøver indsamlet. Det blæste temmelig meget på toppen og vi var meget glade for vores varme tøj, som blev hevet frem fra taskerne på pulkene.

Da vi kom tæt på moskusoksen, kunne vi se, at det var nummer et. Det var den første moskusokse som blev mærket for to år siden. Det var herligt at se hende igen. Hun er i god stand med en fin vægt på 200 kg. For 10 dage siden, før vi tog afsted fra Danmark, kunne vi se, at hun befandt sig bag Aucella bjerget, som er ca. 20 km væk og nu er hun kommet ind i Zackenbergdalen. Nu har hun så fået skiftet sit satellithalsbånd og har fået nye øremærker. Hun er nu blevet til nummer 24 og dataindsamlingen om hendes færden i Wollaston forland kan nu fortsætte i endnu to år.

Vi har nu fanget fire moskusokser og med 14 dage tilbage, er der håb om, at vi kan nå at fange 10 mere, som er det antal, vi har halsbånd til.

Onsdag den 7. oktober

I dag kan vi ikke komme uden for en dør. Stormen raser (op mod 20 meter pr. sekund) og luften er fyldt med snefygning. Det har blæst hele natten og larmen af sne og grus der rammer vinduet, har vækket mig adskillige gange. Vi kan derfor ikke komme ud og fange moskusokser i dag. Vejret har været meget ustabilt de sidste par dage.

I går blæste det også meget og der var perioder med meget sne. Dog var der et lille ophold i det dårlige vejr i går eftermiddag og sigtbarheden var så god, at vi fik øje på en gruppe af moskusokser op på fjeldet. De var noget længere væk end der hvor vi har fanget dem de andre dage. Men til trods for det sene tidspunkt (kl 15) blev vi enige om at forsøge. Vi pakkede alt grejet på pulke og begav os afsted. Det tager omkring en time at komme ud til fjeldet. Og herfra skulle vi så yderligere bruge 20-25 min på at komme op til stedet hvor moskusokserne befandt sig. Lars og Jesper blev sendt i front og skulle gå op bagom dyrene, så de kunne trykke dem ned til os andre længere nede af fjeldet. det er hårdt at gå i den tunge sne, så det tager tid før vi alle er i position. Vi er nødt til at sprede os godt ud i landskabet, så vi på den måde kan forsøge at styre hvor moskusokserne løber hen. Men moskusokserne var ikke nemme og hyrde ned af fjeldet og efter at vi havde forsøgt i en time, blev enige om at opgive det. Vinden havde nu også taget til, der var kommet mere sne i luften og det var vigtigt, at vi kom tilbage til stationen, inden det blev for mørkt. Dagene aftager med 12 minutter i døgnet, så vi får mindre og mindre tid hver dag.

Det er specielt vigtigt at komme hjem til stationen inden det bliver mørkt i disse dage. Der er stadig isbjørn i området. Lars og Jesper var i går formiddags gået ud for at tilse og skifte en fotofælde, som befandt sig sydøst for stationen. Efter ca. en time meldte de på radioen, at de kunne se en isbjørn, kun omkring 300 meter fra dem. Lars og Jesper besluttede sammen med Niels via radioen, at affyre en knaldpatron mod isbjørnen for at skræmme den væk. Det lykkedes og isbjørnen løb i østlig retning væk fra Lars og Jesper og i modsatte retning af feltstationen. Men de besluttede alligevel at vende om og gå tilbage. Desværre gjorde isbjørnen det samme og den gik nu i vestlig retning mod stationen. Kirstine - som i denne periode også er på stationen og udfører geofysiske målinger i området – befandt sig netop på dette tidspunkt i et område som isbjørnen nu bevægede sig hen imod. Hun havde fuldt med i samtalerne via radioen og var derfor klar over situationen. Hun besluttede derfor at pakke sit udstyr sammen og skynde sig tilbage til feltstationen. Carsten, Niels, Emilie og jeg var på stationen og vi kastede os hurtigt i noget varmt tøj, tog rifler og signalpistoler og gik i samlet flok ud for at mødes med Kirstine, så vi var flere, der kunne hjælpe med at få øje på isbjørnen og skræmme den væk om nødvendigt. Omkring en time senere var alle tilbage på feltstationen og kunne evaluere begivenhederne. Det er betryggende at vide, at det trods alt er muligt at holde isbjørnene på afstand og at vi med god radiokontakt har mulighed for at hjælpe hinanden.

I de næste par dage, vil vi nok være ekstra opmærksomme, når vi færdes i området og vil medbringe ekstra sæt af sikkerhedsudstyr; riffel, signalpistol og radio.

.

TORSDAG DEN 8. OKTOBER

Det store smil er fremme hos os alle. Det har været en fantastisk dag og vi har to ting at fejre.  Det lykkedes os at lave hattrick og få fat i tre moskusokser i dag og vi nu dermed oppe på ti fangede moskusokser. klokken er 18.30 og vi er kommet hjem fra dagens fangst. Vi startede kl 9.15 i meget fint vejr. Næsten vindstille, kun minus 2 grader og et let skydække.

Moskusokserne stod lidt længere nord på i dalen i dag. Så vi fandt en anden forhøjning i terrænet, end den vi har brugt de andre gange og skulle de hyrdes op på. Da flokken havde samlet sig på toppen, fandt vi dagens første mål. En af hunnerne fra 2013 med øremærke 14 var i gruppen og hende fik Carsten ram på kl. 11.41. Efter en god times tid var vi færdige med alle prøver og hun havde fået nye øremærker og nyt satellithalsbånd.

Resten af flokken var ikke gået langt væk. Så da den første hun var vågnet helt og atter havde fundet sammen med de andre, sneg vi os ned og rundt om forhøjningen og fik presset moskusokserne tilbage på toppen.

13.30 ramte Carsten så dagens anden moskusokse og allerede efter kun 58 minutter blev hun også vækket og kunne gå ned til den samme flok, som nu var trukket en del længere væk i sydlig retning. Alt var forløbet godt, vejret var stadig godt og vi havde pakket grej og prøvetagningssæt til tre moskusokser, så vi besluttede at gå efter endnu en. Men da dyrene var trukket længere væk, fandt vi en anden lille bakke, hvor det lykkedes os endnu en gang at få samlet moskusokserne. Her præsterede Carsten dagens tredje pletskud.

Endnu en moskusokse havde nu fået et satellithalsbånd på og alle prøver fint indsamlet og vi kunne vende næsen hjemad mod stationen, trætte, men i godt humør. Med fem dage tilbage og ti moskusokser online er vi godt på vej til en vellykket afslutning på ekspeditionen.

Mandag den 12. oktober

I går havde vi besøg af Slædehold 5 fra Sirius. Det var Jens og Michael og deres 13 hunde, der havde taget turen på 25 kilometer fra Daneborg til Zackenberg. Daneborg er hovedkvarter for Sirius patruljen og er en en del af det danske forsvar under Arktisk kommando. Jens og Michael og de 10 andre Sirius-fupper, som er ved at gøre klar til dette år efterårstur. Den starter 1. november og varer 6 uger. Så turen herover til Zackenberg var bare en lille fornøjelsestur på 4 timer. Vi havde lavet aftensmad klar til os allesammen og vi havde en lang og hyggelig aften, med snak om Sirius, moskusokseprojektet og lidt gode historier fra Zoo. I morges havde vi et overdådigt morgenbord og herefter pakkede de deres grej, spændte hunde for slæden og susede ud af landingsbanen med kurs mod Daneborg.

Så gik vi i gang med at gøre klar til dagens fangst. Desværre kunne vi slet ikke få øje på nogen moskusokser i området, bortset fra et par enkelte moskusoksehanner. Men det skal være hunner vi skal have fat i, så hannerne kan vi ikke bruge. Så derfor sidder vi nu i dagligstuen og får skrevet lidt på artikler og dagbøger, mens Lars og Jesper har fundet skiene frem og er taget på tur i området. De kan jo være, at der gemmer sig et par moskusoksehunner bag nogle af bakkerne, så vi ikke kan se dem fra stationen. I dag er vores sidste dag for at fange moskusokser. I morgen skal vi rydde op i laboratoriet, pakke vores grej og gøre klar til afrejse onsdag. Men det gør nu heller ikke så meget. Vi er meget tilfredse med vores resultat. I går fangede vi to moskusokser og vi er nu samlet op på 14 dyr – hvilket var målet.

Tirsdag den 13. oktober

Egentlig var vi færdige, sådan at forstå, at vi havde nået vores mål med14 moskusokser og der er planlagt afrejse i morgen eftermiddag. Men da det er lykkedes os, at få fat i et par af de gamle halsbånd, så havde vi muligheden for at sætte et mere på. Der er dog meget få moskusokser tilbage i området. Men Lars og Jesper blev endnu en gang sendt i forvejen for at spejde efter nogle moskusoksehunner. De fandt en lille gruppe, hvori der var et hun vi kunne bruge. Så vi andre skyndte os at hoppe i det varme tøj, pakke grejet i pulkene og begive os afsted ud mod fjeldet.

Efter ca 2 timer havde vi fanget endnu en moskusoksehun, alle prøver taget, alle opmålinger foretaget og et halsbånd med frisk batteri sat på.

Hun blev så nummer 15 og er sidste moskusokse i denne omgang. Herligt med en fin afslutning på en fantastisk tur.

Nu håber vi så på, at vi kan komme hjemad i morgen. Desværre har vejret ændret sig. Det er blæst op og det sner meget. Så hvis dette forsætter, er det ikke muligt for det lille Twin Otter fly, at lande her på stationen.

Landingsbanen er en 400 meter lang grusvej og det kræver en meget fin sigtbarhed, før det er muligt for piloten at lande. Han skal være helt sikker på, at han ikke kommer for tæt på fjeldene og så skal han kunne se både afstanden og højden til landingsbanen. Men vejret kan ændre sig hurtigt her i det arktiske. Så vi er stadig optimistiske og håber på det bedste. Så egentlig håber jeg, at dette bliver den sidste dagbog. For så betyder det, at vi i morgen er på vej mod Island, hvor vi tilbringer en nat, og så kan vi flyve mod Danmark dagen efter.