o

DNA AFSLØRER EN HISTORISK AFFÆRE

Zoologisk Have København har haft en ledende rolle i det hidtil mest omfattende studie af chimpansens genetik. Et studie der viste sig at gemme på en mange tusind år gammel historisk affære mellem to arter, og hvis resultater er blevet publiceret i det internationalt anerkendte tidsskrift Science.

Gener fra junglens dyb
Forskerne har kortlagt i alt 75 arvemasser (genomer) fra chimpansen og bonoboen, to arter der i dag lever geografisk adskilt af Congofloden i det centrale Afrika. For mere end en million år siden, havde de to arter en fælles forfader, men siden har de, på grund af den fysiske adskillelse, udviklet både fysiske og adfærdsmæssige forskelle. Det var derfor en stor overraskelse, da forskerne fandt, at de to arter for omkring 500.000 år siden og igen for omkring 200.000 år siden har udvekslet gener med hinanden i et omfang, der har resulteret i at ca. 1 % af chimpansens genom stammer fra bonoboen.

”Vores studie er det første til at påvise en så gammel genudveksling mellem to arter og tilmed i et omfang, der ligner det, man har fundet mellem det moderne menneske og neandertaleren”, siger forsker ved Zoologisk Have København og Københavns Universitet, Peter Frandsen.

 

 

 

Giver mulighed for geotagging
Med det omfattende datasæt har forskerne udarbejdet den til dato mest komplette kortlægning af chimpansens genetiske landskab i naturen. Med denne viden er det muligt at relatere individuelle chimpanser til bestemte lokaliteter, kaldet geotagging, hvilket har stor værdi for den fremadrettede indsats for at bevare de fire kendte underarter af chimpansen. Fire underarter, der alle er anført som moderat eller kritisk truede på IUCN’s rødliste over truede arter.

”Vi kan med dette geotagging-værktøj med stor præcision bestemme oprindelsen af de mange konfiskerede chimpanser, der hvert år er ofre for illegal handel. Vi kan dermed hjælpe de relevante myndigheder med at genudsætte chimpanserne i de områder, de oprindeligt blev taget fra, baseret udelukkende på en DNA-prøve fra dem”, fortæller forsker Christina Hvilsom, der arbejder i Zoologisk Have København.

Både chimpansen og bonoboen er i stærk nedgang i naturen, og dette studie har bidraget med ny viden og værktøjer, som kan bruges i den globale indsats for at bevare dem for eftertiden.

Artiklen om forskningsprojektet blev publiceret i Science den 28. oktober, og kan findes på linket nedenfor.

Læs artiklen i Science


Studiet af chimpansens genetik har både været omfattende og bidraget med ny viden på området. Læs mere om projektet i den artikel, der er blevet publiceret i det internationalt anerkendte tidsskrift Science.

LÆS ARTIKLEN

GENETISK FORVALTNING AF CHIMPANSEN

Jagt og ødelæggelse af chimpansernes levesteder er skyld i, at chimpansen er truet. Bevarelsesprogrammer der kobler indsatsen for chimpanser i naturen såvel som i zoologiske haver, er derfor i fokus. For at kunne tage beslutninger om bevarelsesindsatsen, er det afgørende at have viden om artens genetiske diversitet. Zoos forskning har med kortlægningen af mere end 200 chimpanser fra hele udbredelsesområdet1 og senest 60 genomer fra chimpanser med kendt oprindelse i Afrika, været banebrydende for forståelsen af artens genetiske diversitet.

Baseret på denne viden har Zoo været med til at udvikle et genetisk værktøj, som anvendes til at bestemme oprindelse og slægtskab på chimpanser i det største bevarelsesprogram for arten, det Europæiske avlsprogram1, som forvaltes af Zoo. Med mere end 76 % af bestanden kortlagt, viser resultaterne, at størstedelen af de europæiske chimpanser tilhører to ud af fire underarter – den vestlige og centrale underart.

Det omfattende arbejde har styrket det eksisterende avlsarbejde for den vestlige underart og muliggjort etableringen af et nyt avlsprogram for den centrale underart. Zoos genetiske arbejde har dermed sikret et solidt fundament for det europæiske avlsprogram, og Zoo arbejder nu på at benytte dette betydningsfulde værktøj til en effektiv forvaltning af chimpanser i zoologiske haver i andre dele af verden.

Illegal handel med chimpanser udgør en stor trussel for arten, og selvom andelen af konfiskerede individer årligt er i omegnen af 100 individer, udgør dette tal kun en tyvendedel eller mindre af de chimpanser der årligt er ofre for den illegale handel. Zoo har med det genetiske værktøj vist, hvordan man med stor nøjagtighed kan bestemme den geografiske oprindelse på konfiskerede chimpanser og dermed sikre, at chimpanserne bliver genudsat, så tæt som muligt, på det område de oprindeligt blev fanget i.

CHIMPANSEPROJEKT I SIERRA LEONE

Zoologisk Have har siden 2009 støttet arbejdet med at bevare chimpanserne i det vestafrikanske land Sierra Leone. Zoos engagement foregår gennem den lokale NGO, Tacugama Chimpanzee Sanctuary, der arbejder med rehabilitering af konfiskerede chimpanser og naturbevarelse i landet.

Zoo er koordinator for det europæiske avlssamarbejde for chimpanser. Der er især fokus på vestafrikanske chimpanser, hvorfor arbejdet i Sierra Leone er relevant.

Zoo støtter arbejdet med at udvikle en handlingsplan for bevarelsen af landets chimpanser samt en optælling af den samlede bestand i naturen i Sierra Leone. Derudover har Zoo leveret bærbare computere til Tacugama, som anvendes i formidlingen af projektet til lokalbefolkningen. 

Sierra Leone er hjemsted for den næststørste bestand af vestafrikanske chimpanser (næstefter Guinea). Halvdelen af de 5.500 chimpanser lever udenfor beskyttede naturområder og er stærkt truede.