Zoo-skoletjenesten - Danmarks største skole Zoo-skoletjenesten tilbyder eksperimenterende undervisning og oplevelser med levende dyr og effekter til alle aldersgrupper - til børnehavebørn, alle folkeskolens forskellige klassetrin, HF og gymnasieskolens elever, studerende fra pædagog- og lærerseminarier samt efteruddannelseskurser for pædagoger og lærere m.fl. Der er desuden udarbejdet en lang række undervisningsmaterialer til brug før, under og efter et besøg.
Omkring 80.000 børn og unge tager imod tilbuddet om at besøge et af Zoos undervisningslokaler, De Biologiske Værksteder eller værkstedet i Børnezoo. Det er nødvendigt at bestille undervisning i god tid.
En moderne Zoo
Zoologisk Have har flere funktioner. Ud over at fremvise karakteristiske dyreformer samt virke som rekreativt område, skal zoologiske haver øge interessen for, og viden om dyreverdenen. Undervisning og formidling er derfor et vigtigt formål i Zoologisk Have.
Naturforståelse
Mere end 65.000 skolebørn besøger hvert år Zoo som led i deres undervisning. Den direkte oplevelse ved at se, lugte og høre elefanten eller tigeren giver eleverne mulighed for at få primære erfaringer med dyr, som ikke kan erstattes af naturfilm på TV. De primære oplevelser er vigtige for børn, da erfaringerne kan skabe en referenceramme, som kan give dem et skub mod en større forståelse for det miljø de lever i, og den natur de er afhængige af.
Klik her for Zoo skolens undervisningstilbud.
Link til Skoletjenestens tilbud på andre institutioner.