– jobbet er det samme

Af Mikkel Broe, Skoletjenesten Zoologisk Have

Dyrearter, der er adskilt af meget store afstande, er typisk udviklet helt uafhængigt af hinanden. På trods af det kan deres rolle i økosystemerne være ganske den samme. Her sammenlignes to par, der udfylder samme rolle hver deres sted.
Arktis og Antarktis er to områder på Jorden, der er placeret med den længst mulige afstand fra hinanden. Dyrene fra de to områder har derfor ingen umiddelbare fylogenetiske (slægtsmæssige) lighedspunkter, da arter fra Nordpolen ikke sådan uden videre møder arter fra polen i syd. Allige-vel har de to områders dyreliv nogle afgørende lighedspunkter, idet alle arter er tilpasset til et liv med evig is. En sådan tilpasning til samme biotop (den faste is) afspejler sig ved udvikling af fælles træk, fordi de udfylder den samme rolle eller niche i økosystemet.

Sæler fra nord og syd
Det talrigeste og mest udbredte pattedyr på Arktis er ringsælen (Phoca hispida), hvis tilstedeværelse udgør et væsentligt fødegrundlag for isbjørn, polarræv og menneske. Af den grund har arten udviklet en ekstrem skyhed, som gør den svær at studere på tæt hold. Det er en ret lille sæl på mellem 50 og 70 kg, som kan blive ca. 40 år gammel. Ungen fødes i en snehule på isen og er beskyttet ved en hvid ungepels. På den modsatte side af Jorden lever weddellsælen (Leptonycho-tes weddellii). Den er meget større (300-400 kg) og bliver sjældent mere end 12 år gammel. Den er meget lidt sky, da den, modsat ringsælen, ikke har nogen landlevende fjender. Ungen fødes typisk frit på isen og har en mørk ungepels. Men tilpasningerne til samme type biotop er alligevel slåen-de. Begge arter lever hele livet i vand, der er dækket af fastis, og er derfor tvunget til altid at skulle holde åndehuller åbne. Ringsælen benytter sine luffer, mens weddellsælen gnaver isen væk med tænderne.
Begge arters føde består af fisk og krebsdyr, der lever i de frie vandmasser (pelagiske arter). De lever med en opdeling i aldersklasser, hvor ældre individer besætter eller okkuperer de områder, hvor isforholdene er mest stabile. I parringstiden etablerer hannerne undervandsterritorier, som de ivrigt forsvarer.

De største rovdyr
Isbjørnen (Ursus maritimus) er det største rovdyr på Arktis og udgør det sidste led i den arktiske fødekæde. En sådan art, der er fødekædens øverste led, kaldes også en topprædator. Den lever primært af sæler, som den fanger, når de trækker luft ved deres åndehuller. Hunnen går i hi fra oktober til april, hvor den typisk føder to unger, der, når de bliver født, ikke vejer mere end 600-800 gram. En isbjørn lever typisk i 20 år og kan i dens evige søgen efter føde tilbagelægge strækninger på op til 10.000 km årligt. I Antarktis hedder topprædatoren leopardsælen (Hydrurga leptonyx). Med en vægt på op til 600 kg og en længde på 3,5 meter indtager den pladsen som det største rovdyr i biotopen. Dens primære fødegrundlag består af pingviner og sæler, som den ude-lukkende jager i vandet. Typisk ligger den på lur under isen og angriber byttet, når det springer i vandet for at søge føde. Leopardsælen bliver ca. 25 år. Selvom isbjørnen og leopardsælen er vidt forskellige af udseende, indtager de, som i eksemplet med weddell- og ringsælen, den samme niche i deres respektive økosystemer.
Begge besidder pladsen som den absolutte topprædator og har kun mennesket som fjende. Begge arter lever alene (er solitære) og opsøger kun artsfæller, når de skal formere sig.
Så forskellige arter udfylder altså den samme ”rolle”, men på hver deres sted på Jorden. Det kal-des konvergent udvikling (konvergent evolution), som kan beskrives som en ens evolutionær for-andring hos ikke beslægtede former, eksempelvis ringsæl og weddellsæl samt isbjørn og leopard-sæl.

Kilde:
Born & Böcher: Grønlands Økologi – en grundbog.