Vi ankom til Kanchalan, en lille tjuktisk landsby, efter fire timers sejlads op af floden fra Anadyr, hovedtaden i Tjukjotkaprovinsen i Rusland.

Landsbyen ejer tusindvis af rensdyr, som lever på tundraen, og de er delt op på de otte såkaldte rensdyrbrigader. En brigade består typisk af otte til ti personer, med to eller tre familier i hver deres telt. Brigaderne følger rensdyrene rundt på tundraen, og selvom rensdyrflokken får lov til at vandre frit omkring, overvåger hyrder og hyrdehunde hjorden dag og nat.. Dette er for at undgå angreb fra ulve eller bjørne, som ellers kunne forårsage betydelig reduktion i flokken.

Efter ankomst til landsbyen, blev vi indkvarteret to og to hos forskellige familier. Lars From og jeg kom til at bo hos Irina og Sasha og datteren Agasha. De var meget søde og gæstfrie. De bød straks på et stort måltid med lokale specialiteter: marineret fisk med løg, lakseæg på franskbrød med smør, sylte lavet af kødet fra rensdyrben og en slags skipperlabskovs med kartofler, kål og rensdyrkød. Hertil the og hjemmelavet tyttebærsaft.
De ville gerne høre en masse om os, men da de ikke kunne snakke engelsk, og vi ikke kunne snakke russisk, blev kommunikationen en stor udfordring. Datteren Agasha kunne dog et par engelske ord, hvilket hjalp lidt. Men billeder kan alle forstå, så de viste os familiealbummet og så (så vidt vi kunne forstå) hørte vi om resten af familien og diverse ferierejser til Finland og Slovenien.
 
Vi fandt dog hurtigt dynerne, for vi skulle tidligt af sted næste dag for at køre ud til en af rensdyrbrigaderne 150 kilometer ude på tundraen.

Kl. Otte næste morgen mødte vi op med det meste af vores grej og alt vores tøj og var klar til afgang. Transporten skulle foregå i et russisk bæltekøretøj, en Vezdehod. Det betyder ”kan køre overalt” og den lever bestemt op til sit navn, for den otte timer lange køretur, kunne ikke have været gjort i en almindelig bil. Tundraen er på denne årstid svært fremkommelig. Jorden er blød og meget ujævn, og de mange små åer og vandhuller stiller store krav til køretøjet.

Det var en fantastisk fornemmelse at køre ud på den enorme tundra og i timevis ikke se andet end græstuer og vandhuller med enkelte små enklaver af dværgbirk eller lave rododendron. I horisonten kunne vi se store sneklædte bjerge og mindre fjelde, der spejlede sig i de store søer, vi passerede undervejs.

Dyrelivet er svært at få øje på. De mange fugle, som yngler på tundraen, er draget sydpå for få uger siden, og de store pattedyr, f.eks. ulv, brun bjørn og bjerggeder ses kun sjældent. Der er dog enkelte fugle, som stadig kan ses. Ravnen, der betragtes som en hellig fugl af tjuktjerne, ses ofte flyvende lavt over tundraen i rolig søgen efter ådsler. I søerne er der et par enkelte ænder, som endnu ikke har fået vendt næbbet sydpå.

Solen gik ned i horisonten, og frosten begyndte at bide i kinderne. Langsomt forsvandt lyset, og stjerner trådte frem på den klare nattehimmel. Vi var endnu ikke nået frem til rensdyrhyrderne, men vores chauffør kendte vejen og styrede sikkert gennem landskabet i skæret fra de to små forlygter.

Pludselig så vi en lille lygte blive tændt i det fjerne, og langsomt kunne vi skimte omridset af tre store telte eller irangaer, som rensdyrhyrdernes skindbeklædte telte kaldes. Da vi stoppede og kravlede ned af vores køretøj, blev vi hilst velkommen af vores nye værtsfolk. Vi blev straks budt indenfor i irangaerne, og der blev serveret vodka og fermenteret rensdyrkød.

Efter det lille måltid, blev vi alle fire ”indlogeret” i inderteltet af irangaen. Dette består af rensdyrskind på alle fire sider samt bund og loft og er på størrelse med et firmandstelt. Herinde ligger man godt isoleret mod permafrosten og tundraens nattefrost. Men det var stadig godt at kunne krybe i de varme dunsoveposer, da ilden fra ildstedet i midten af irangaen, langsomt dødede ud.

Næste morgen var det spændende at se lejren i dagslys. Som gæster af lejren var vi blevet indbudt til at deltage i slagtning og spisning af et af dyrene. Derfor skulle hjorden bringes ind, så det udvalgte dyr kunne fanges. En af de unge hyrder var gået ud for at hente hjorden, som befandt sig et par timers vandring nord for lejren.

Et fantastisk syn mødte mig, da jeg omkring middagstid kiggede op mod fjeldene nord for lejren. Omkring 2500 rensdyr kom i samlet flok vandrende ned af fjeldsiden i retning mod os og en halv time senere var teltpladsen omdannet til en kæmpe rensdyrfold.
Hyrden, som havde været ude og hente flokken, og den anden hyrde, som havde siddet vagt om natten, blev budt på the og kiks inden indfangningen.

Det er slet ikke tilfældigt hvilket rensdyr, der bliver indfanget og der går lang tid med at søge flokken igennem, før et passende dyr er fundet. Tjuktjerne har mere end 50 forskellige udtryk og begreber for pelsens farvenuancer og formen på gevirerne og hyrderne kender hver enkelt af de 2500 dyr

To hyrder fandt efter en del søgen det udvalgte dyr, som sikkert og hurtigt blev fanget med lassoerne. Rensdyret, en ung han, blev trukket ned foran teltene, hvor en lang kniv hurtigt blev stukket direkte ind i hjertet. Det døde kort efter.
Her sluttede mændenes arbejde, og tre kvinder tog over for at pelse og partere dyret. Udskæringen foregik tydeligvis efter et fastlagt mønster, og efter kort tid var hele dyret skåret op i håndterbare stykker.

For tjuktjerne er råt rensdyrkød en delikatesse, og næsten alt kan spises. Da skindet var fjernet og hovedet skåret af, blev hjerneskallen flækket med en økse. Herefter blev den endnu varme hjernemasse venligt budt rundt. Vi sagde alle høfligt ja og den hvide fedtmasse blev, med en del tøven, forsigtigt ført til læberne. Det smagte som mild smøreost med en antydning af blod. Man skal nok være rensdyrhyrde for at betragte det som en delikatesse. Men mens vi havde koncentreret os om at smage på hjernen, havde vi ikke set, at øjnene var blevet skåret ud. Det ene blev tilbudt os, som en særlig gestus til os som gæster. Mine rejsefæller afslog tilbudet, så jeg sagde høfligt ja tak. Øjet var skåret op på bagsiden af øjeæblet, og jeg blev instrueret i, hvordan jeg skulle suge og klemme væsken ud. Det var lidt som at spise en østers, en lille portion lun og tyktflydende saltvand, dog med en ubehagelig afslutning, da linsen kom med ud. 
Men det var ikke slemt, og nu kan jeg da sige, at jeg har prøvet det.