Hotel Qaanaaq er et lille hus, der ligner alle andre huse i byen, intet spektakulært ved det. Hotellet har kun fem værelser og den lille opholdsstue, hvor jeg har sat mig med min bærbare computer og nyder den fantastiske udsigt over Inglefield Bredning, har kun plads til 16 mennesker. Isbjergene flyder langsomt forbi mod vest ud af fjorden, og udsigten er ny for hver gang, man kigger ud af vinduet.
Hans, som ejer hotellet, møder vi i Qaanaaq lufthavn. Han er kørt ud for at hente os i sin gamle Landcruiser. Lufthavnen ligger oppe i fjeldet og køreturen ind til byen tager kun 10 minutter, til trods for den meget ujævne og mudrede grusvej. I Qaanaaq bor der ca. 600 mennesker. Husene ligger spredt ud over en fjeldside, alle med udsigt over fjorden. Husene har forskellige farver og det løfter den ellers triste stemning, som mudderet og skraldebunkerne hurtig skaber.

Men det mest markante ved byen er alle slædehundene. Der er hunde over alt: lænket til jorden, på stranden, imellem husene, under husene, i indhegninger, på græsset ved siden af kirkegården og langs grusvejene. Det regner stadig, de vi ankommer til byen, og mange af hundene ligger sammenrullede med snuden under halen. De hunde, hvis lænke tillader det og som har formået at kæmpe sig til det, ligger i et af de få faldefærdige hundehuse. Der er som regel ikke indrettet et sted hvor hundene kan være, så de må indrette sig efter forholdene der, hvor de er blevet anbragt. Det virker forkert at se hunde på denne måde, men her i Grønland er hunden et brugsdyr, ikke et kæledyr. Til gengæld har mange familier en kat som kæledyr, men her byen er de vist alle inde-katte.

Da vi stiger ud af bilen, bliver vi straks mødt af et par legesyge hvalpe, der trodser regnen for at undersøge de nyankomne. De eneste hunde, der går løst rundt, er hvalpene. Så snart de er store nok, løber de på opdagelse væk fra moderen. Det dårlige ry som bidske og aggressive, som grønlandske slædehunde har fået, er svært at finde grund for hos disse hvalpe. De virker nysgerrige og tillidsfulde.
 
Det er et knaphedssamfund, og man fodrer sine hunde med hvad der lige er til rådighed. På dette tidspunkt af året er det narhval, der fanges mest af, og derfor det man giver til hundene. Narhvalkødet bliver skåret op i passende stykker og lufttørres, inden det gives til hundene. Kødet kan holde sig i månedsvis på denne måde og i sommerperioden, hvor hundene ikke laver noget, bliver de kun fodret to til tre gange om ugen. Hvis de får for meget at spise, bliver de dovne.

Vi er også sultne, og da vi kommer ind i opholdstuen på hotellet, er der blevet stillet brød og pålæg frem, så vi kan få en tiltrængt frokost. Rugbrød, torskerogn og leverpostej får efterhånden bugt med sulten, og bliver, sammen med mødet med verdens nordligste by fordøjet, mens jeg tager computeren frem.