På Victoria Island i den arktiske del af Canada lever der en relativt stor bestand af moskusokser (Ovibos moschatus). Her ligger også byen Cambridge Bay, som var vores næste stop efter Resolute Bay.
Man skal lidt væk fra byen og ud på tundraen før man kan finde moskusokserne. Vi lejede derfor to firhjulede motorcykler og begav os ud af grusvejen. Vi kunne være to på hver motorcykel. Jeg sad bagpå og kunne derfor holde øje med landskabet og dyrelivet uden at skulle holde øje med vejen. Landskabet er næsten helt fladt, så med en kikkert ved hånden, kan man se rigtigt langt.
Efter kun 10 minutters kørsel så vi den første moskusokse. Det var en enlig han, der stod langs vandkanten ved et af de mange små vandhuller. Hanner kan tydeligt kendes fra hunnerne på den markant større pandeplade, som hornene danner ved deres udspring hen over øjnene. Han stod omkring 100 meter fra vejen og holdt øje med os. Efter et kort ophold og et hurtigt kig, kørte vi videre i håb om at finde flere længere ude på tundraen.
For 90.000 år siden, da Beringstrædet var tørlagt, vandrede moskusokserne ind i Nordamerika fra Sibirien. Herfra spredte de sig i stort antal til Canada og det nordøstlige Grønland. I dag er deres udbredelsesområde mindre og i Canada lever der mellem 80.000 og 90.000 moskusokser, hvoraf de fleste findes på Banks, Ellesmere, Melville og Victoria Islands.
Her på Victoria Island er tundraen dækket af sne ca. otte måneder om året, og i de fire af dem er der totalt mørkt. Dette, kombineret med de ekstreme kuldegrader (ofte ned til -40oC) og mange snestorme, gør betingelserne yderst vanskelige for moskusokserne. Men de er unikt tilpasset vilkårene, blandt andet med en yderst effektiv isolerende pels.
”Oomingmak”, den skæggede, som inuitterne kalder moskusoksen er fuldstændig dækket, undtagen på hornene, hovene, læberne og næsen af et indre lag af verdens varmeste uld (otte gange varmere en fåreuld). Det ydre lag, bestående af lange dækhår (over 60 cm), dækker dyret helt ned til jorden og giver moskusoksen det karakteristiske udseende.
Efter yderligere 15 minutters kørsel så vi en lille flok på omkring 10 dyr. De stod også langs kanten af et lille vandhul og spiste flittigt af vegetationen. Moskusokser er planteædere og spiser helst græs eller pil. Vi parkerede motorcyklerne og listede os nærmere. Men flokken havde set os for længst, så da vi kom nærmere, samlede de sig med den store han forrest. Han blev stående mens resten bevægede sig væk og op på den nærmeste forhøjning.
Denne adfærd er typisk for moskusokser. Deres forsvarstaktik består i at samle sig, helst på et højt sted. Hvis vi havde været en flok ulve, og flokken havde følt sig mere truet, ville de have vendt fronten, med hornene forrest, ud mod angriberne. Hermed danner de en næsten uigennemtrængelig mur, som kalve og svage dyr kan beskytte sig bag.
Vi kom ret tæt på flokken, men til sidst besluttede de sig til at løbe væk og forsvandt ned på den anden side af den lille bakke.
I vores iver efter at se moskusokserne overså vi næsten en snehare (Lepus arcticus), som sad kun få meter fra os. Sneharen lever også i dette område og er om vinteren helt hvid. På denne årstid er pelsen typisk grålig, men med sorte ørespidser og helt hvid hale.
Sneharen er også fornemt tilpasset livet på tundraen. Pelsen isolerer effektivt og dækker det meste af kroppen. Haren lever af græs og andre små urter på tundraen og kan med de kraftige kløer på forbenene skrabe sne og is væk og komme ned til planterne om vinteren.
De firhjulede motorcykler blev atter startet, og vi kørte videre ud over tundraen, til vi nåede det eneste fjeld i området. Her satte vi os og spiste vores medbragte æbler og müslibarer. Det hjalp lidt på sulten, men ikke helt. Så vi vendte næsen hjemad og håbede på, at der ventede os et herligt varmt måltid hjemme på hotel Arctic Islands Lodge.