En times sejlads længere oppe i Inglefield Bredning ligger en lille feltstation, som for øjeblikket bruges af et forskningshold, der studerer narhvalers (Monodon monoceros) vandringsruter.

To af Qaanaaqs lokale fangere har indvilget i at sejle os ud til stationen, og vi møder påklædt med varmt tøj på stranden kl. 11. Jollerne er ikke større end at vi må dele os i to hold, og der er ikke meget til at skærme for vinden i de små både.

Det er fantastisk at sejle fordi de kolossale isbjerge, men da vi når længere ud på vandet, er vinden kraftigere og bølgerne får båden til at hoppe voldsomt. Det er pludseligt svært at holde ordentlig fast. Vores bådfører styrer med erfaren hånd båden udenom isbjergene, men kommunikationen er vanskelig, da han kun kan få ord på dansk. Og da han pludselig med tegn og grønlandske gloser fortæller os, at bølgerne nok bliver større længere fremme, bliver jeg en anelse nervøs for at befinde mig i den lille jolle, uden redningsvest, omgivet af livsfarligt koldt vand. Bølgerne tager rigtig nok til i styrke, men inden længe er vi heldigvis atter i smult vande.

Kort tid efter kan vi se fire orange telte inde på stranden, og da vores både rammer strandkanten, træder fem grønlandske fangere og Kristin Laidre, forskningslederen, ud af et femte og meget større telt. Det har været umuligt at komme i kontakt med forskningsholdet for at annoncere vores ankomst, og vi bliver mødt med nysgerrig undren. Kristin fortæller, at de er på vej ud i bådene for at finde narhvaler. Var vi ankommet en halv time senere, havde vores nyrerystende sejltur været forgæves. Men heldigvis når vi at få en kort forklaring om forskningsprojektet, inden de pakker bådene og drager af sted.

Narhvaler har faste vandringsmønstre mellem deres vinter- og sommeropholdssteder. Om sommeren ankommer der til Inglefield Bredning omkring 3000 narhvaler. Her bliver de, indtil vandet fryser til i fjorden; så søger de sydpå. Hvor Inglefield-narhvalerne tilbringer vinteren er stadig ukendt, og dette forsøger Kristin Laidre og hendes kollegaer at finde ud af. Ved hjælp af små satellitsendere, som sættes på hvalerne med harpun, kan vandringsruterne kortlægges via satellit. Projektet har kørt siden 2001 og indtil videre er 20 narhvaler blevet udstyret med satellitsender. Desværre sidder senderne ikke fast mere end et par uger, så det er vanskeligt at få nok data til endeligt at kunne konkludere, hvor hvalerne er om vinteren. Men Kristin og hendes hold vender tilbage til Inglefield Bredning til næste sommer og fortsætter projektet.