Dempster Highway er en meget berømt 736 kilometer grusvej fra Inuvik i Northwest Territories til Dawson City i Yukon. Vejen snor sig igennem et fantastisk tundralandskab, sneklædte bjergpas og krydser flere store floder. Den er opkaldt efter politiinspektør William Dempster, som i begyndelsen af 1900-tallet patruljerede den 475 km lange strækning mellem Dawson City og Fort McPherson på hundeslæde. I 1979 blev vejen officielt åbnet som Canadas første ”all-weather” vej, der krydser polarcirklen.
Vi havde lejet en firhjulstrukken jeep og kl. 7.30, mens himlen stadig kun viste spæde tegn på daggry kørte vi ud af Inuvik og begav os ud mod Dempster highway.
Vores mål var at nå bjergpasset i Richardson Mountains på grænsen til Yukon og tilbage inden aften. Derfor måtte vi tidligt af sted. Vi havde hørt, at chancerne for at møde en grizzlybjørn var størst på grænsen til Yukon. I dette område er der på denne årstid hundredvis af rensdyr, som er på vej tilbage til deres vinteropholdssteder i det sydlige Canada. Bjørnene følger rensdyrene, specielt de unge kalve, som er født på tundraen langs polarhavet i juli måned.
Stemningen i den lille jeep var søvndrukken, men vi nød alle sammen synet af de små rimfrostbeklædte træer, som glimtede i skæret fra forlygterne. Efter næsten en times kørsel på den fuldstændigt lige vej, afgrænset af et næsten ligeså monotont landskab, blev stemningen løftet, da vi pludselig så solens stråler kigge frem mellem træerne. Vi havde dog lang vej endnu til bjergene, men da solen var kommet frem, kunne vi skimte dem i horisonten.
Den uberørte natur langs Dempster Highway er hjemsted for en lang række arter af fugle og pattedyr. En lille bæver (Castor canadensis) dukkede pludselig frem i en af søerne langs vejen. Den amerikanske nationalfugl, Hvidhovedet Havørn (Haliaeetus leucocephalus) så vi også. To ungfugle i yndefuld luftakrobatik legede over bredden af Mackensie River. Spidshalede præriehøns gik i vejkanten, hvor de formentlig ledte efter plantefrø i gruset.
Man kan køre i timevis og det eneste menneskeskabte man ser, er grusvejen man kører på.
Det er vigtigt at vedligeholde grusvejen. Den unikke konstruktion, bestående af et mindst en meter tykt isolerende lag af grus, isolerer permafrosten under vejen. Hvis jorden skulle smelte ville vejen falde sammen.
Vi nåede bjergene efter næsten fem timers kørsel. Det sneklædte landskab strakte sig så lang øjet rakte og vi søgte spændte efter bjørnene. Men vi fandt kun rensdyrene og faktisk kun tre af slagsen. De gik over vejen få hundrede meter fra os. Et par jægere havde nedlagt en ung han, som de var i færd med at brække, inden den skulle pakkes i bilen.
Men ingen grizzlybjørn til trods for mange håbefulde og opmærksomme blikke gennem bilruderne hele vejen tilbage til Inuvik. Da vi kom tilbage på hotellet, fandt vi ud af, at der havde været bjørne i området ved rensdyrene. Tre unge piger, som boede på et andet hotel i byen, fortalte, at de havde været samme sted som os, bare en time senere, og de havde set en stor bjørn. Så vi var lidt misundelige, selvom vi jo alligevel havde haft en fantastisk tur. Dempster Highway havde i hvert fald indfriet sit løfte om, at være en af de smukkeste veje i Canada.